Kender I det, at I har en engel og en djævel siddende på hver sin skulder? Det har jeg, og djævlen fylder for meget. Den larmer, råber, fører sig frem, og englen bliver overset, hvis ikke jeg giver den opmærksomhed. To vidunderlige kvinder, der står mig meget nær, venter sig. Og nu kommer bekendelsen – for jeg kunne ikke føle glæde. Jeg kunne ikke glæde mig på deres vegne. Faktisk brød jeg helt sammen i tårer og havde piv-ondt af mig selv, og mit ego voksede lige med ethundred tusind procent. Og følelsen af sorg, skam og skyldfølelse overvældede mig. Det var svært at forholde sig til, fordi vi aldersmæssigt følges ad. Egentlig havde jeg som sådan ikke gjort mig tanker om børn, men jeg blev noget ramt og røg tilbage til teenagealderen, hvor jeg blev holdt udenfor fællesskabet. Engang havde jeg et ønske om at få børn, inden jeg fyldte 30 år, men det kommer ikke til at ske.
Jeg har min situation at forholde mig til: ingen kæreste, ingen uddannelse, og jeg bor hjemme. Jeg mangler alt det, som andre i min omgangskreds har. Om det er misundelse, jalousi, eller hvad det er, ved jeg ikke, men det er en sorg for mig at stå så alene, som jeg gør.

Englens ord er søde, næsten klichefyldte, kunne lyde sådan her: ”Ih, hvor er det dejligt, at I skal have en lille. Det er den største gave i livet”, hvorimod djævlens ord kan lyde således: ”Det mest egoistiske et menneske kan gøre er at sætte et barn i verden. Barnet har ikke bedt om at komme til, det er forældrenes valg. Derudover er der en overlevelsesprocent, der er lig med nul. Og man aner ikke, hvordan fremtiden ser ud for det her lille barn. Det kan blive sygt, udsat for mobning og mange andre grimme ting, men det tager man ikke højde for, når man bare så gerne vil have børn”.

Ja, det lyder råt og voldsomt, men sådan snakker djævlen på min skulder, altså, og nej, jeg synes overhovedet ikke det er særlig rart. Men det, djævlen siger, er altså også den helt skinbarlige sandhed. En sandhed, som jeg forholder mig til. Mit lange sygdomsforløb har gjort, at jeg er gået glip af mange ting, især socialt og på kærlighedsfronten. Det, der også har ramt mig, er, at ”han” svigtede mig. Ikke fordi jeg ville have børn med ham, som han gik og troede og påstod. Jeg ville bare have et forhold mellem os til at fungere, men jeg kæmpede, som tidligere skrevet, alene og forgæves. Tjah, jeg er bedre tjent uden ham.
I et afsnit af podcasten Mads og A-holdet, siger sangeren Benjamin Hav, ”I min optik er det sjældent, at mænd og kvinder kan være venner. Det findes i cirka ét ud af tusinde tilfælde. For restens vedkommende er der en fortidig, nuværende eller fremtidig potentiel kærlighedsrelation” (…)”Man skal ikke sige øv, fordi det sluttede, man skal sige tak, fordi det skete”, og det sidste kan jeg kun give ham ret i. Det skal lige siges, at jeg kontaktede Benjamin på Instagram for at høre, om det var ok at tage hans udtalelse med i blogindlægget, og det var det, heldigvis! Tak, Benjamin!

En mavepuster er, når der bliver sagt, at ”de har jo også lige alderen til det”, til bryllup og børn, det gør ikke tingene bedre, tværtimod. Endnu en gang kommer følelsen af at blive skubbet længere væk, længere bagud, og være overset og usynlig. Klassens spøgelse. Familiens sorte får. Ja, jeg ved godt, det lyder meget negativt, men jeg har lov til at udtrykke mine følelser og min sorg.

”Everyone is getting married or pregnant or promoted and I’m getting coffee! And it’s not even for me!” Dette citat er fra Venner-karakteren, Rachel Green, som jeg i det her tilfælde kan identificere mig med. ”Alle andre bliver gift eller er gravide eller bliver forfremmede, og jeg skænker kaffe! Og det er ikke en gang til mig selv!” Læs det mellem linjerne, eller se serien, så forstår man, hvad jeg mener. Ja, jeg ved det godt. Mit ego fylder meget. Ikke nok med at jeg skal være tante – min barndomsveninde gennem 20 år skal giftes her i sensommeren, og jeg ved på nuværende tidspunkt, at jeg ikke skal med til brylluppet. Det var jeg sådan set forberedt på, fordi hun og hendes forlovede har haft svært ved at lave gæsteliste, på grund af coronasituationen, hvor de har været nødt til at skære gæstelisten ind til benet, og jeg synes, at deres familier og deriblandt bedsteforældre, er vigtigere end mig. Men at jeg ikke en gang kan være med til hendes polterabend, var lige endnu et stiksår med efterfølgende salt. Det skal lige forstås på den måde, at jeg ikke har været en del af planlægningen til hendes polterabend, det har nogle andre af hendes veninder klaret. Da jeg kontaktede dem, og svaret var, at de var det antal, man må være, og jeg selv skulle kontakte min veninde, blev bægret lige lidt for fyldt. Jeg har rigeligt med ting, der sker her i maj og juni måned, som jeg skal, og at skulle forholde sig til en polterabend er lige at presse den. Så derfor har jeg i bund og grund ikke lyst til at fylde mit hoved eller lægge mere på mine skuldre, for jeg kan ikke rumme det. Og så passer jeg også på mit lille hoved. Det fortæller jeg om i mit næste blogindlæg.

På grund af min sårbarhed og til tider lave selvværd har jeg følt mig udenfor i min familie. Men det var mit ego, der spillede ind. Jeg gik og troede, at alle andres liv kørte på skinner, mens jeg havde det ad helvede til. De havde deres uddannelser, kærester, jobs og eget sted at bo – jeg havde intet af det. Det ved jeg jo godt, ikke er rigtigt. Som min far sagde, ”Alle går og har noget at slås med. Ingen kommer helskindet og uden bump på vejen gennem livet. Det handler om tålmodighed, og hvem der er i vores liv, og dem, der har været der, for alle er de med til at skabe os – men det er kun dig selv, der kan skabe din fremtid. Kun dig, alene. Derfor er det også okay at være ego med lige præcis dét.”

Jeg har da også været gode perioder igennem, men de sidste to-tre år har virkelig været svære, og jeg har stadig en masse at tage hensyn til. Derfor tør jeg næsten ikke tænke fremadrettet på at stifte familie, hvor meget jeg end ønsker det. Og hvorfor? Min største frygt er at blive en dårlig mor på grund af min sygdom. Tænk, hvis jeg ikke kan tage mig af mit eget barn, når den tid kommer. Er det så ikke bedre at lade være med at sætte børn i verden? Og tænk nu hvis, jeg ikke kan få børn, af den ene eller anden grund? Overreagerer jeg? Det ved jeg ikke. Men jeg synes, at tankerne om det fylder meget. Og det er okay at fortælle om det, der er svært, det, der fylder og gør nas.

Men når alt kommer til alt, så glæder jeg mig til at møde de to små poder, og jeg elsker de to tøser, der venter sig, overalt på jorden. Jeg sendte dem begge en sms omkring mine tanker og følelser, og de var glade for, at jeg ville dele det med dem, selvom det var svært for os alle tre. Og hvis der er noget, jeg har lært, ikke kun gennem denne her proces, men bare sådan helt generelt, så er det, at jeg ikke skal sammenligne mig med andre. Men uh, det er svært at lade være, en gang imellem.
Hvis der er en, som jeg for nylig har fået øjnene op for, og som jeg synes er virkelig sej, så er det Liva fra den store junior bagedyst, der selv har haft angst. I en artikel fra DR Nyheder sætter hun ord på, hvordan angst og OCD har fyldt i hendes liv, men at stå og bage har været en kæmpe hjælp. Jeg ved fra mig selv, at det med at bage og lave mad, og også at være i haven og ordne planter og blomster, hjælper på psyken. Der er en eller anden form for struktur, der gør det mere overskueligt at være i.

Det her blogindlæg er på ingen måde skrevet for at få medynk. Det er heller ikke en undskyldning, men nærmere en forklaring. Det er simpelthen for at få sat lidt ord på de følelser, som både skræmmer mig, og som jeg kæmper med, men som jeg også kan føle skam over. Det kan godt være, at det lyder, som om jeg beklager mig. Så kender man mig ikke, for det er på ingen måde min intention. Jeg er i gang med min rejse; med at finde mit og min identitet. Jeg er min egen, og jeg hverken kan eller skal sammenligne mig med andre. Man kan have lignende historier, som man kan dele og hjælpe hinanden med på den måde, men hvert menneske er et unikt individ med engle og djævle på skuldrene.

Foto: Privat

En kommentar

  1. Christina

    Hej Maria. Jeg kender langt det meste af det du skriver , det er svært at ignorere et såret ego, og ens egene dårlige tanker kan nemt gøre det hele ret sort , og ja self som din far siger har alle mennesker noget at slås med , men som psykisk syg/ sårbar gør det altså tit at det hele bliver noget tungere end for “normale” mennesker, det er ihvertfald min mening. Det er ikke nemt med mennesker og når man selv er ked af det , og har svært ved at se en lys fremtid hvis i det hele taget se en fremtid , kan det godt nok være svært at føle glæde på andre menneskers vegne selv tætte venner , det kan let minde en om det som man muligvis aldrig får, måske man ikke engang ved om man egentligt ønsker at sætte børn i verden , eller man ønsker det ikke når nu man har det liv man har og før ens omgangskreds begynder at få børn blev man ikke mindet så meget om den smerte om man kunne blive en “god nok mor” desværre kan man ikke gå tilbage til start og få et mere normalt liv, så man kunne syntes at man turde at drømme om familie liv mand og børn . Du har heldigvis i modsætning til mig noget mere tid , biologiske ur mener jeg. Jeg håber for dig at du får børn hvis du finder frem til at det er dit ønske , det er jo vores natur , hvorvidt det er egoistisk at få børn , ved jeg ikke før p piller mv skete det jo af sig selv hvis man havde sex , godt der er prævention, men det gør så også at børn nærmest er blevet et valg og man skal være den “perfekte mor” hvis man skulle tillade sig at formere sig , det gør det helt klart sværere for nogen , for man kan tænke, kan jeg med min diagnose tillade mig at få børn , og ja Ingen gode mennesker ønsker at sætte børn i verden og ikke gøre alt det bedste de kan , jeg har personligt tænkt det med børn ihjel , og nu er det ved at være forsent , prøver bare på ikke tænke resten af mit liv væk med mørke sorte deprimerende tanker , men det er svært og jeg lever et meget isoleret liv , faktisk i et forsøg på at passe på mig selv , men det er også til tider ensomt og trist. Så lad være at gå den vej , hvis du kan gøre andet. Skyld og skam kender jeg meget godt , men skub det væk hvis du kan. Håber du får det bedre og bliver gladere. Hilsen Christina.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.