Et nyt år er lig med et nyt kapitel. Der er sket meget de sidste par måneder, og blogindlægget her har været længe undervejs.
2022 er startet godt hos os. Min mor har fået job, og ”M” og jeg er blevet kærester. Jeg lærte ”M” at kende på en datingside tilbage i efteråret. Vi havde vores første date i starten af december, anden date mellem jul og nytår, og blev kærester på tredje date, i januar. Han er kærlig, omsorgsfuld og betænksom – og så er han sund for mig.
Jeg kunne skrive en hel roman om det, men det korte i det lange er, at jeg er forelsket til langt op over begge ører, og kunne ikke forestille mig noget bedre end at være sammen med ham.
”M” har selv prøvet at være nede og vende. Han har haft en depression, og har følgevirkninger deraf, og går også til behandling. Men det går bedre, dag for dag. Både hans forældre og mine kan mærke en markant positiv forskel hos os, hver især. Vi er to meget forskellige mennesker med forskellige behov. Jeg er en kontrolfreak af Guds nåde, og jeg bliver udfordret og provokeret af at være sammen med en, der ikke har de samme behov jeg har, hvilket er enormt sundt. Vi har begge været alene længe, så vi skal lige vænne os til forholdet; lige lande i det og lære hinanden rigtigt at kende. Den hverdag, vi havde før vi kendte hinanden, er nu vendt rundt, så der er også noget med at finde tiden og prioritere hinanden.
Jeg kan kun tale for mig selv, og jeg er blevet et gladere og mere afslappet menneske. Jeg smiler hver dag, på grund af ham. Helt fra starten havde jeg en god mavefornemmelse. Og da vi havde mødtes og fortsat skrev og planlagde at ses igen, sagde min intuition mig, at det her var rigtig godt, og jeg havde lyst til at bygge videre på det og få et forhold mellem os til at fungere. Han havde det på samme måde. Når man er forelsket, er man slet ikke i tvivl. Det kan være svært at forklare med skrevne ord på en blog, uden at det lyder som sukkersøde klicheer; man skal se det og opleve det.
Jeg har, 7-9-13 og bank under bordet, endnu ikke haft et angstanfald, mens jeg har været sammen med ham. Eller, det vil sige, det har jeg, men det har været konflikten mellem Rusland og Ukraine, der har tæret mit sind. Frygten for at krigen udvikler sig til en regulær verdenskrig, fylder i mit hoved, selvom det ikke burde. Breaking news og voldsomme billeder af sønderbombede byer, børn og forældre på flugt, og mænd i krig for sit fædreland. Det skærer i mit hjerte.
Jeg kan ikke skåne ”M” fra at opleve et angstanfald, hvor meget jeg end vil, og måske er det også meget godt at han oplever den side af mig. Han kender til min angst og mine dårlige dage. Men vi har også løftet hinanden og hjælper hinanden op af det mørke hul, vi har været nede i. Vi fandt sammen på det helt rigtige tidspunkt i livet.
I midt januar stoppede jeg i praktikken, og efter at have sundet mig og kommet på fode igen, er jeg klar til at finde en ny praktikplads. Jeg kunne mærke i maven, at det ikke var det rigtige for mig, og jeg nåede at sige fra, inden kroppen og sindet gjorde det for mig. Jamen, Maria, hvad skal du så? Hvad kunne du tænke dig? Jeg skal tilbage til bøgerne. Det er der, mit hjerte er, og det, jeg brænder for. Jeg får god støtte og hjælp fra min støtteperson og sagsbehandler. Jeg er på ingen måde klar til uddannelse, jeg vil bare gerne arbejde og få noget fra hånden. Jeg skal i gang med at skrive videre på bogen igen, og jeg kan bruge min erfaring fra meta-kognitivgruppen til et afsnit. Det vender jeg tilbage til. Jeg kan i den grad anbefale metakognitiv terapi. Det har været så givende for mig, og de værktøjer jeg har fået, bruger jeg både bevidst og ubevidst.
Nå, noget helt andet. Jeg har brug for at lette hjertet. For en halvanden måneds tid siden fik jeg en besked fra en veninde, jeg ikke havde hørt fra siden efteråret, så jeg blev selvfølgelig glad for at høre fra hende – lige indtil jeg læste beskeden. En ikke særlig pæn besked. Jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg kan give til genmæle, uden at såre, men jeg er simpelthen så mærket af det. Det var noget af en mavepuster, og jeg vil helst ikke gå for meget ned i detaljerne om hvad der er skrevet og sagt, da der ikke er nogen grund til at gøre det værre end det i forvejen er.
Kort fortalt, så var jeg dybt ulykkelig over at jeg ikke var med til at fejre hendes dag. Jeg følte mig fravalgt, og det gjorde ondt. Og endnu en gang havde jeg oplevet et nederlag ved at opgive uddannelse og været på psykiatrisk skadestue, kun en måneds tid før. Så nej, min psyke var ikke helt med mig.
Efter at have læst beskeden, kørte tankerne rundt i hovedet på mig. Først kom chokket, så kom tårerne og derefter vreden. Det er snart to måneder siden, det er sket, og jeg kan stadig få tankemylder, ondt i maven, dårlig samvittighed og græde snot over det, også selvom jeg ikke burde.
Jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved både beskeden og tanken bag, men også om det er fordi, vi er vokset fra hinanden. Eller måske er det noget helt tredje. Jeg aner det ikke. Jeg fik ikke lukket et øje om natten, så jeg var noget udmattet da jeg tidligt om morgenen fortalte mine forældre, hvad der var sket, og hvor ked af det og rystet jeg var over beskeden. Ingen af os forstod hvorfor jeg skulle have sådan en besked. Det falder nok ikke i god jord, at jeg skriver det her på min blog, men det er altså sådan jeg kommer af med mine tanker og følelser. Min blog er som terapi for mig. Min erfaring med uvenskaber er oftest manglende kommunikation, misforståelser og at handle for sent på problemet. Måske er der andre, der prøvet at stå i en lignende situation, som har et godt råd eller vil dele sin erfaring med mig.
Et forhold, uanset om det er et kæresteforhold eller et venskab, skal passes og plejes, have omsorg og kærlighed. Der skal være en gensidig respekt, tillid og loyalitet. Der skal være plads til at være den man er, plads til at vokse som menneske, og plads til hinandens forskelligheder og behov. Det har aldrig været min mening at gøre nogen kede af det med mine blogindlæg. Men jeg gjorde i starten også opmærksom på, at jeg ikke ville lægge fingrene imellem.
Det skal lige siges, at jeg skrev tilbage til hende, og jeg håber sådan, at hun vil snakke det igennem med mig, og jeg krydser fingre og håber på det bedste, for jeg holder meget af hende.
Der er ikke nogen tvivl om, at det her har rystet mig. Jeg har været, og er stadig, megaked af det. Det er som om, at andres meninger og holdninger om mig vægter mere end hvad jeg selv har at sige. Ja, jeg ved godt at jeg har brugt nogle heftige ord og bemærkninger i mine blogindlæg, men jeg fortryder det ikke – for hvorfor skulle jeg lægge låg på mine følelser? Jeg er meget ærlig i mine indlæg. Måske også for ærlig. Men jeg vil hellere komme af med det end at være indebrændt, for det bliver det bare værre af.
I meta-gruppen har jeg fået en masse værktøjer til at kunne arbejde med mine tanker, og også tankemønstre- og handlinger. Det er hårdt arbejde, og ind imellem har jeg lyst til at sige ”stop” og ”fuck det hele, det kan også bare være lige meget”, men jo mere jeg arbejder med det, jo bedre bliver jeg også til at få styr på den øverste hylde. I kan evt. læse mit blogindlæg “Metakognitiv terapi”.
Livet sender os ud på forskellige rejser. Vi møder andre mennesker, men det er op til os selv, om vi vil holde fast i de gamle relationer. Selvom jeg er ked af det, så vil jeg ikke bruge energi på at spekulere for meget over det. Det giver mig intet andet end søvnløse nætter, tudeture, ondt i maven og tankemylder. Jeg har noget andet, jeg skal bruge min tid på. Lige nu er min kæreste min højeste prioritet. Jeg elsker ham højt, og han er det vigtigste menneske i mit liv.
Foto: Privat