Igennem en del år opsøgte jeg forskellige alternative helsetilbud i forsøg på at opnå hjælp til at overkomme adskillige angstforbier, som forhindrede mig i at tage på rejser, at gå på en bro og køre i elevator. Til sidst endte min søgen et sted, jeg aldrig havde forestillet mig.

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 66 / Af Annette Madsen

Jeg har lidt af depression hele mit liv, men har altid sagt nej til antidepressiv medicin af frygt for at den ville lægge låg på mine følelser og blokere for adgangen til det ubevidste. Det var en risiko, jeg ikke turde løbe.  Jeg har det sådan, at der ikke skal være en sten, der ikke er vendt på min vej – alt skal undersøges i mit forsøg på at blive et autentisk menneske, der ikke er bundet af forfædrenes oldgamle mønstre eller hvad det nu er, der kan hærge i ens liv.

I flere årtier har jeg været flittig bruger af alternative sundhedstilbud, fra kinesiologi, healing, Kristus-terapi, glutenfri kost, kognitiv terapi, homøopati og akupunktur, til psykoterapi og naturmedicin. Det er alt sammen længerevarende behandlinger, der kræver disciplin og udholdenhed, og da jeg ikke er det mest nemme menneske at styre og målrette, så har jeg måske aldrig været tålmodig nok til at få det fulde udbytte. I hvert fald oplevede jeg ikke den fremgang, der kunne have fået mig til at hænge på i længere tid. Så – når jeg gjorde status over mit liv og de mange års stræben, var facit ret nedslående;  jeg turde stadig ikke tage ud at rejse eller gå på en bro eller tage rullende trapper eller låse døren på toilettet. Og jeg blev stadig tør i svælget og meget udmattet af at være sammen med andre mennesker.

En dag besluttede jeg mig. Der skulle ske noget, så nu ville jeg én gang for alle få afprøvet, om jeg kunne rykke på medicin – ikke af den slags, der bliver udviklet af sjældne urter eller eksotiske ekstrakter, men i laboratorierne hos de store medicinalfirmaer. Første stop på vejen var hos min psykiater, der – naturligvis – straks var med på ideen. Han kendte mig og vidste derfor, at der skulle startes i det små, hvis jeg skulle overtale migselv til at følge behandlingen. Derfor udskrev han en recept på det antidepressive middel Cipralex, hvor jeg skulle begyndte med ”1/2 dråbe dagligt i et glas vand, stigende gradvis i en uge til to dråber”.

En halv dråbe – okay, det kunne jeg lige acceptere!

Jeg kunne ret hurtigt mærke virkningen, og den var ikke til at tage fejl af. Allerede efter toogenhalv måned var der radikale ændringer i min tilværelse. For eksempel havde jeg aldrig tidligere haft ro nok til at sidde i min lænestol mere end et par minutter. Nu slog jeg mig ned i de bløde puder og fulgte med sindsro med i nyhedsudsendelser og DR2-programmer, dokumentarfilm osv. Jeg blev nydende og afslappet, dét var nyt, det var stort.  Og selv timerne hos mine alternative behandlere begyndte at fungere bedre. En dag, hvor min kinesiolog var i gang med at teste energien i mine meridianer, spurgte hun pludseligt: – Er der sket noget særligt i dit liv? Jeg svarede, lidt for sjovt, at jeg var begyndt på antidepressivt medicin. Hun fortalte så, at der var kommet en anden balance i mit energisystem: – Der er mere energi i dine celler og din krop er bedre i stand til at opretholde sin sundhed, sagde hun.

Jeg husker tydeligt den dag.  Jeg forlod min behandler som en glad kvinde og gik ned af gågaden i Hillerød med et smørret grin på læben. Det var som pokker…

Jeg havde virkeligt troet, at medicinen ville svække mig, måske ved at belaste min lever og andre organer. Men der skete det stik modsatte. Mit humør blev bedre, hvilket hjalp på mit immunforsvar og nervesystemet og det hele. For mig viste denne medicin sig at fungere, uden at undertrykke resten af systemet. Disse dråber, halve som hele, har simpelthen hjulpet med at bringe mit sind i balance, hvilket igen har sat en udvikling i gang, der ikke kan stoppes.

Annette Madsen er pædagog og skriver med mellemrum i Outsideren.


En kommentar

  1. Temanummer om medicin – på gaden i maj | Outsideren

    […] Cipralex (læs mere) […]

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.