…er titlen på en dansk børnefilm fra 1998. Men det er også titlen på et kapitel i mit liv i 2014. Jeg har ikke snakket med min mor de sidste 5 år. Hun valgte mig fra dengang, og hvorfor ved jeg faktisk ikke helt. Måske pga. mine problemer med hendes eksmand, som hun faktisk ikke var gift med dengang.
Men i fredags skete det som jeg har håbet, men ikke troet på de sidste 5 år. Hun ringede! Jeg sad på en kinesisk restaurant i Næstved, med hele Sydsjællands befolkning. Sådan føltes det i hvert fald. Min lillebror havde lige ringet og jeg var gået ud for at snakke med ham. Det handlede om noget arv og nogle papirer jeg skulle skrive under på, så min mors mand kunne blive siddende i deres hus hvis hun døde. Selvom jeg har følt mig svigtet alle disse år, ville jeg selvfølgelig skrive under på de papirer. Det var dog på den betingelse at jeg skulle have en begrundelse fra hende. Et brev, en mail eller en opringning, mere ville jeg ikke forlange. Jeg bad min lillebror om at ringe tilbage til vores mor, men han havde skældt hende ud i telefonen, og nægtede at ringe til hende. Nu kunne jeg så kun vente på et brev fra hendes advokat.
Jeg gik tilbage til bordet i restauranten, for at spise videre. Der går ikke lang tid før min telefon ringer igen. Hemmeligt nummer! Jeg kiggede på dem jeg var ude at spise med, ”det er sgu nok min mor”! Jeg grinede og lod den ringe ud. 5 minutter senere ringer den igen. Hemmeligt nummer! ”tag den nu Louise”.
Jeg tog telefonen, velvidende om at det kunne være en møgirriterende telefonsælger.
”Hallo?”
”Hallo, er det Louise?”
Det larmede så meget på restauranten at jeg ikke kunne høre noget.
”Hallo?” sagde jeg igen, med en højere og mere irriteret stemme.
”Er det Louise?”
”Øh, ja?”
”Det er din mor!”
”Lige et øjeblik”
Jeg kiggede på de andre, formentlig med et håbefuldt og overraskende blik i øjnene. ”Det er fandme min mor!” Jeg næsten løb ud af restauranten.
”Ja, så er jeg her igen!”
”Hej Louise”
De næste 32 minutter sad jeg på en kantsten og snakkede med min mor. Hvad jeg lige følte i de 32 minutter er jeg ikke sikker på, men jeg snakkede med hende. Hun hørte til hvordan jeg havde det, hvordan mit liv var, om jeg havde noget psykiatriske diagnoser, om hvordan mit forhold til min far var, om hvordan mit forhold til min lillebror var. Hun fortalte mig at min lillebror længe havde sagt til hende, at hun skulle ringe til mig. Hun havde været usikker på om det var en løgn eller om det virkelig var sandt. Hvorfor hun tog beslutningen om at ringe til mig, er jeg ikke sikker på, men hun fortalte at hun ville have sig selv med, hvis hun skulle ringe til mig. Helt forståeligt! Hun ville mødes! Selvfølgelig hvis jeg også ville. Der var ingen tvivl, selvfølgelig skulle jeg mødes med hende. Hun fortalte mig at hun lørdag skulle rejse en uge, og hun ville sende mig en mail når hun kom hjem, så vi kunne aftale nærmere. Hun fik min mail og vi sagde farvel.
Et par gange, i løbet af min samtale kom Sus, en af Egholt’s pædagoger, ud for at tjekke om jeg var okay. Hver gang gav jeg tegn til at det var okay, for det var det virkelig. I det jeg skulle til at gå ind, kom de andre ud. Vi var færdige og kørte hjem.
De sidste par dage har jeg været en smule ved siden af mig selv. Jeg har været okay, men har været snot forvirret. Hele min krop er fyldt op af følelser. Vrede, glæde, svigt, lykke, frustration, håbefuld – jeg er igennem hele følelsesspektret.
Jeg tænkte at det var rart at kunne gå en uges tid, før jeg ville høre fra hende. Så kunne j
eg vende mig til tanken. Men nu sidder jeg med følelsen af at der er rigtig lang tid til at hun kommer hjem.
Under vores samtale, nævnte hun ikke noget om arv og underskrift. Min store frygt i det her, er at der er en skjult bagtanke i hendes opkald, da jeg ved at hun kan være rigtig manipulerende. Velvidende om at det kan være at hun har en helt anden dagsorden, end den jeg ønsker, så har jeg valgt at tro på det bedste i hende. Det her er en chance jeg bliver nødt til at gribe, for hvis jeg ikke gør det nu, så får jeg den højst sandsynligt aldrig igen.
Frygten! Den sidder der, og den er svær at slippe, og derfor sidder jeg også med en indre kamp, for at holde fast i optimismen og troen på at der er en kontakt. Det er en kamp som jeg skal, og vil vinde.
Nu venter jeg kun på at mor kommer hjem!