Af Jesper (anonym)

Et sted ude i Cyberspace er der to, som mødes via en videosamtale – den ene er Maj og den anden er mig, skribent på Outsideren. Jeg hører endnu en historie om en, der er blevet medicineret til bevidstløshed, til en zombie, hvilket naturligvis bringer mit pis i kog. Historien om Maj går sådan her:

Maj er endnu et levende bevis på, at der bliver brugt alt for meget medicin i den danske offentlige psykiatri. Det pibler frem med historier om folk, der får eller har fået alt for meget medicin.

40 piller om dagen

”Jeg har været oppe på at få 35-40 piller om dagen. Jeg kan ikke se, hvordan nogen psykiater på nogen mulig måde kan synes, det er i orden. Jeg kan ikke forstå, at man tror, at jeg får det bedre af det. Det har jeg aldrig fået en ordentlig forklaring på”, siger Maj og fortsætter:

“Jeg synes, at man bruger alt for meget energi på at medicinere og symptombehandle, i stedet for at gå ind og tage fat om kernen i problemerne. For man fjerner altså ikke noget ved at putte medicin på folk. Man er nødt til at arbejde med patienterne. Det synes jeg, at de bruger alt for få ressourcer på”.

Majs eksempel er bare ét eksempel på, at der bliver brugt for meget tid og for mange penge på at medicinere og for lidt på at tale med folk. Systemet bruger alt for mange penge på dyr medicin i stedet for at ansætte flere folk, især når nu det er det, patienterne vil have. Resultatet er: Folk, der får ødelagt deres livskvalitet og taber det gode liv på gulvet, som de kunne og skulle have haft. Og den tid, de har brugt på medicinen, kunne være brugt til at leve et liv uden bivirkninger som fedme, sløvhed, mundtørhed og ødelagt stofskifte, som det ikke vides om nogensinde bliver genoprettet. Maj tog 30-45 kg på, fortæller hun.

Samfundet har heller ikke godt af, at raske mennesker bliver overbevist om, at de er syge og ingenting kan, raske mennesker, som kunne få udviklingen i dette samfund på gled i en konstruktiv retning.

Maj tog 30-40 piller hver dag i tre år, før nogen satte en stopper for det overdrevne pilleforbrug, der blev dikteret af systemet. Man føler sig forpligtet som patient til at tage pillerne, fordi systemet siger man skal, og fordi der siges, at det er godt for dig, og det er for farligt at lade være. Men hvad sker der, når patienten tager sagen i egen hånd og får hjælp fra sit eget netværk? Når familie og venner banker i bordet og siger, at det overdrevne medicinforbrug er helt forkert, og patienten får den rigtige psykiaterhjælp til udtrapning af medicinen? Ja, så er der flere og flere patienter, der bliver raske. Det er i hvert fald, hvad der er kommet skribenten for øre gennem eksempler som Maj.

Hul i det!

Hun kritiserer det psykiatriske system for ikke at støtte folk til at få det bedre. Det er en stor fejl, mener hun.

“Hul i diagnoser, hul i alt det der! Gå i stedet ind og arbejd med det, der har udløst det. Der ligger jo en masse ting til grund for, at man bliver syg, eller hvad man skal kalde det. Nu bryder jeg mig jo ikke om ordet ‘syg’ på nogen måde, for jeg mener, at det efterhånden er ved at være en folkesygdom at fejle noget psykisk. Men for fanden: Man går op i diagnoser og kassesystemer, og man skal passe i den rigtige kasse. Gør man ikke det, så kommer man videre til den næste læge, og så skal man have nogle andre piller. Det er det, det hele handler om. Jeg synes, man støtter for lidt. Man går for lidt ind og støtter personen”, gentager hun.

“Hul i diagnoser, hul i alt det der! Gå i stedet ind og arbejd med det, der har udløst det. Der ligger jo en masse ting til grund for, at man bliver syg”

Det er skribentens klare indtryk og egen erfaring, at der alt for sjældent bliver sagt, at du kan få det bedre. Tværtimod er beskeden, at man skal påregne at få det dårligere, og at man ikke skal regne med at blive rask. Systemet har svært ved at helbrede folk. Burde man så ikke overveje, om det faktisk ikke er patienten, der er problemet, men det psykiatriske system og den videnskab, der ligger bagved, som ikke er gearet til at gøre folk raske? For folk bliver raske og får annulleret deres diagnoser uden om den teoretiske verden med dens professorer.

Langt ude diagnoser

En anden kritik af det psykiatriske system, som Maj fremfører, er den, at det, man som patient har sagt til personalet, vil forfølge en og påvirke ens fremtid. Det fører med Majs udtryk til helt ”langt ude diagnoser”, som man skal bære rundt på resten af livet – eller til man igen banker i bordet og kæmper mod systemet. Journalisten bemærker, at han ligesom Maj har prøvet systemets fejlagtige behandling på egen krop. Ens fortid ikke bliver behandlet, så der på den måde bliver løst op for nogle traumer, så man kan komme videre. Det vil sige, at når man kommer ind i systemet, så skal man bære sin egen fortids byrde, men også hvad systemet løbende fejlagtigt siger om en og dømmer en til i fremtiden. Det er helt almindelige borgere i dette land, som bliver behandlet så dårligt.

Maj har brugt cirka 10 år af sit liv på det psykiatriske system, fortæller hun. Fra hun var 20 år til hun i dag er 31. Journalisten bander inden i sig selv og bliver ked af det på hendes vegne, for han genkender sig selv i historien om de tabte år, som ikke kan købes tilbage for penge nede i det lokale center. Men Maj er nu heldigvis på vej frem igen og arbejder i et internetfirma 12- 15 timer om ugen til en start. Hun går også med planer om at uddanne sig.

Vejen til at blive rask

Maj mener, at vejen til at blive rask er at arbejde med ens selvværd, trappe ud af pillerne, tage sagen i egen hånd, få hjælp af venner, familie og gode psykiatere. At arbejde med sig selv, især med det, der gør ondt, og med hensigtsmæssig adfærd. Man må prøve at snakke med hinanden og tænke positivt. Arbejde med ens stresstærskel, arbejde med selvtilliden.

“Lad være med at medicinere folk til zombier og giv dem anerkendelse for gerne at ville være raske. Brug mere tid på at snakke end at dele piller ud”

Men hvad kan systemet så gøre?, spørger skribenten sig selv og Maj. Svaret lyder kort sagt: Lad være med at medicinere folk til zombier og giv dem anerkendelse for gerne at ville være raske. Brug mere tid på at snakke end at dele piller ud. Maj fik ødelagt stofskiftet af Lithium, og hun ved ikke, om det nogensinde kommer på plads igen. Systemet må lade være med at gøre små ting til store sygelige ting og lade være med at drysse diagnoser ud over folk, som om det var det rene sne.

“Jeg vil simpelthen ikke tage alt det medicin, det gavner ikke noget. Tværtimod!”, udbryder Maj midt i interviewet. Hun er et eksempel på, at folk har fået nok af psykofarmakaen og har taget sagen i egen hånd.

Maj vil selv styre, om hun vil tage pillerne. Men her gælder det om at finde en psykiater, der vil hjælpe en med at trappe ud af pillerne. Maj var heldig at finde en. Det kan være svært at finde en i distriktspsykiatrien, det ved skribenten af personlig erfaring. Man må ud på det private marked, hvor man kan “shoppe” mellem psykiaterne. Men pas på: Der er lang ventetid. I den sammenhæng er journalisten bange for, at psykiaterne er tynget af et imageproblem, forstået på den måde, at der er ingen, der gider at uddanne sig til psykiater, fordi befolkningen er blevet dårligt behandlet af dem i årevis. Det er lidt ligesom slangen der bider sig selv i halen.

I remission

Kontakten med Maj fortsatte efter Skype-interviewet. I en mail skriver hun til mig:

‘Jeg har mange forskellige diagnoser bag mig, alt fra personlighedsforstyrrelse til skizofreni. Har været hele møllen igennem. I dag har jeg et udskrivningspapir fra psykiatrien fra marts 2012 med ordene “bipolær affektiv sindslidelse i remission”.’ Og har intet haft med psykiatrien at gøre siden februar/marts 2012.’

Det betyder, at Maj har bipolær affektiv sindslidelse uden symptomer, hvilket må betragtes som noget af det nærmeste, man kommer på at blive erklæret psykisk rask.

Det seneste, skribenten nu har hørt fra hende, er, at psykiatrien måske vil annullere hendes diagnose.

Hurra, siger jeg bare.

Majs tidslinje:

  • Marts 2003 – starter hos privat psykiater
  • August 2003 – bliver indlagt på ungdomspsyk – får diagnosen personlighedsforstyrrelse, uden specifikationer. Henvises til klinik for behandling af angst og personlighedsforstyrrelse
  • Oktober 2003 – starter i klinik, der sender hende videre til anden klinik for behandling af mani og depression
  • Januar 2004 – ankommer til klinik for mani og depression – diagnostiseres med bipolar lidelse
  • Sommer 2005 – skifter psykiater på klinikken, da den første skulle flytte. Den nye læge udskriver ifølge Maj mere medicin i den overbevisning, at hun så får det bedre
  • Forår/sommer 2006 – får dagligt 35-40 piller, fordelt på fem forskellige tidspunkter af døgnet – er en omvandrende zombie. Får tilkendt førtidspension. “Jeg tænker, mit liv ikke skal stoppe her – kort forinden ændrede den pågældende psykiater diagnosen til skizo-affektiv”, siger Maj.
  • Januar 2007 – indlagt på psyk (seneste indlæggelse af mange), hvor Maj møder en yngre læge, der synes det er forrykt med alt den medicin. Lægen tager alt medicinen fra Maj og starter hende op i leponex-behandling. Hun er indlagt i to måneder, diagnosen ændres til skizofreni
  • Vinter 2007/2008 – deltager i et forsøg i Ålborg om ny medicin, som har en ok effekt og trapper mere og mere ned i leponex. Maj har en oplevelse af at få sit eget “jeg” mere tilbage
  • Sommer 2008 – beslutter sig for at undgå den psykiatriske verden mest muligt, at komme videre og følge drømmen om mand og børn.
  • November 2008 – møder sin nuværende mand
  • Januar 2010 – bliver gravid uden samtykke fra psykiater, stopper med leponex og serdolect-behandling – får det kun bedre. Får i stedet trilaphon under graviditeten. Oplever mig selv mere normal.
  • Forår 2010 – opsøger terapi i privat regi for at få styr på fortidens spøgelser, der plager og aldrig er blevet taget hånd om. “Det ændrer alting”, fortæller Maj
  • Oktober 2010 – føder en søn, velskabt
  • Marts 2011 – stopper med al psykofarmaka
  • Sommer 2011 – lokalpsykiatrien mener ikke, Maj er skizofren eller psykotisk. De sender hende tilbage til klinik for mani og depression, hvor hun møder den allerførste læge, hun havde i det regi. Får på det tidspunkt stadig ingen medicin. Er gravid igen.
  • Marts 2012 – udskrives af psykiatrien for bestandigt med bipolar uspecificeret i remission
  • Maj 2012 – føder en datter
  • Sommer 2013 – får konstateret lupus, en bindevævssygdom, der påvirker psyken. “Ikke at min barndom ikke spillede ind, men de havde haft alle muligheder i psykiatrien for at undersøge mig fysisk, men blev altid kaldt hypokonder”, fortæller Maj
  • Januar 2014 – egen læge mener, hun ikke fejler noget. Han vil henvise mig til psykiater, for at få de gamle diagnoser skrællet væk.

“Og her står jeg nu … Venter stadig …”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.