Seksualitetens kringlede betingelser

Af Eisa Swierkosz    Illustration: Mette-Marie Riel

 

Jeg forstår seksualitet som noget mere end blot fysik. Seksualitet er for mig et spektre af følelser, en orientering mod verden og en orientering indad. Da jeg tog det antipsykotiske præparat Solian oplevede jeg imidlertid, at min seksualitet forsvandt. Det var som om en del af min krop var i fængsel, taget som gidsel. En død del. Forelskelse var en by i Rusland og alle de følelser, der følger med en forelskelse var ophørt med at eksistere. Jeg vil ikke gå så vidt som til at sige, at jeg mistede kærligheden til verden. Men det var tæt på.

Og det er ikke fordi, det i forvejen kommer nemt til mig, det med sex, forhold og følelser, blandt andet fordi jeg som barn blev udsat for seksuelle overgreb. Dengang var der en, der stjal noget fra mig, som jeg ikke vidste, jeg havde. De oplevelser har med sikkerhed været medvirkende til, at jeg havnede i psykiatrien. Men i stedet for at hjælpe mig, kan  jeg nu se, at psykiatrien med dens medicin også tog noget fra mig.

Bivirkningerne af Solian var ikke til at holde ud, og derfor stoppede jeg med at tage præparatet fra den ene dag til den anden. Som en konsekvens af den drastiske beslutning måtte jeg indlægges, men det er en anden historie. Herfra gik der nok omkring seks Solian-fri måneder, før jeg opdagede, at jeg atter var et levende menneske.

 

Kærlighed kan gøre underværker

En forelskelse kan være anstrengende, men hold kæft, hvor er jeg taknemmelig for at kunne føle den igen. Jeg er taknemmelig for at have fået lyst til at passe på mig selv, fordi jeg ikke vil dø fra den anden. Jeg ved, at ordsproget tit bliver præsenteret den anden vej rundt: Men hvordan kan man elske sig selv, hvis man ikke elsker andre?

Tema: Kærlighed og psykiatri - Seksual 1

Eisa mener, at selv om en forelskelse er krævende, gør den underværker for ens psykiske helbred.

Men hvordan kan man elske sig selv, hvis man ikke elsker andre?

Jeg har det dårligt med pludselige forandringer. På den måde ville der være noget betryggende ved at vide, at jeg aldrig ville få en kæreste. Vide, at jeg lige så godt kunne lade være med at skænke det en tanke. Jeg ved, at det kan være mega besværligt at være i et forhold. Mine forhold har som regel været korte – højst lidt over et år – og så efterfulgt af over dobbelt så lang tids kærestesorg. Dét har været temmelig dårligt på bundlinjen. Ikke desto mindre kunne jeg godt tænke mig en kæreste igen. Jeg ville gerne prøve at være i et langt forhold, hvor man kæmper for de problemer, der måtte komme i stedet for at smide det hele væk ved det mindste problem. I et forhold, der noget af tiden ”kan stå selv – helt uden forsvar”, som Marie Key synger.

Selv om det at være i et forhold, og komme ud af det igen, oftest ikke giver overskud på bundlinjen, så tror jeg på, at det alligevel gør underværker for ens psykiske helbred. Da jeg sidst var i et forhold, brugte jeg næsten ikke de angstdæmpede piller, jeg kunne tage ved akut tankemylder og pludselig bekymring. Jeg var fyldt op af en umådelig glæde og havde bare lyst til at være god ved mig selv og min kæreste.

 

Ingen skriver diagnoser på datingprofil

Kærlighed og piller er en svær blanding. Jeg spekulerer på, hvordan alle følgende bivirkninger kan være accepteret: Vægtøgning på 30-40 kilo, sukkersyge, pludselig uforklarlig død, nedsat eller totalt fravær af libido.

Det er ikke så mærkeligt, at det er de færreste, der skriver en psykiatrisk diagnose øverst på deres datingprofil. Der hersker utallige fordomme om mennesket bag diagnosen. For ja, hvis personen der ikke kender dig, ser du vejer de der 30-40 kilo for meget, og du tilmed har et rod af følelser, er du nok ikke den første, hun vælger. Heldigvis er der også mange, der ved, at der er så meget mere i et menneske end diagnosen.

En kommentar

  1. Malou C. F. J.

    Det er et interessant emne, du bringer på banen her.
    Jeg oplever selv, hvordan antipsykotisk medicin lægger en dæmper på følelserne. For mig er det et kæmpestort dilemma, da jeg har oplevet en mærkbar forskel i forhold til psykotiske symptomer, og fordi jeg ellers er nogenlunde fri for bivirkninger. Det er der selvfølgelig en form for sikkerhed i, og mine behandlere bliver ved med at understrege, hvordan jeg er “velmedicineret” og den slags ting. Men et liv uden egentlige følelser, er det egentlig et liv? Mine ‘følelser’ er mere eller mindre bundet op på rationelle argumenter: “Jeg klarede mig godt til eksamen, derfor må jeg jo være glad” – og samme model i forhold til negative følelser som vrede og sorg. Derfor virker kærlighed og forelskelse også som fremmede størrelser, som jeg ikke rigtigt husker hvordan føles. I nuet gør det mig ikke det store, men i reflektionen gør det alligevel ondt. Jeg sammenligner mit liv med andres, og ser straks alle de ting jeg ikke selv har.. Dit valg om at droppe medicinen er modigt, og jeg er glad for at det (som det ser ud til) har givet dig noget, du virkelig har manglet i dit liv. Også selvom udfordringer er en uundgåelig del af det. Held og lykke med det hele 🙂

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.