Dansk Arbejdsgiverforening – og visse politikere – foreslår flere besparelser på blandt andet kontanthjælpen og førtidspensioner. Bliver deres forslag gennemført, vil det ramme især udsatte grupper. Det er med al tydelighed blevet valgår.

Af Thomas Larsen

Valgkampen er skudt igang med plakater og slagord alle vegne. I medierne er politikerne begyndt at skændes mere målrettet end ellers, og de fleste partier står i kø for at overbyde hinanden med halvkvædede løfter om alt fra skattelettelser til stramninger. Og hvad angår det sidste, så står indvandrere, flygtninge og de svageste grupper i samfundet endnu engang for skud. Senest er DA – Dansk Arbejdsgiverforening – fremkommet med et forslag om at skære drastisk i forskellige overførselsindkomster. Det vil sige nedskæringer i førtidspensioner, kontanthjælp og sygedagpenge. Det kræver ikke større fantasi at gætte, hvem det vil gå ud over: Alle, der i forvejen har psykiske og/eller fysiske udfordringer at slås med i hverdagen – ud over en presset økonomi.

Hvordan DA forestiller sig, at mennesker i Danmark med de på alle måder ringeste levevilkår skal få det bedre af at blive “truet på livet”, er en gåde af de helt store. Forestiller de sig, at mennesker med svære psykiatriske diagnoser, der ofte ikke engang har råd til transporten for at deltage i gratis arrangementer, skulle blive mere motiverede og parate til at søge et almindeligt arbejde på lige fod med andre arbejdsløse? Måske har Dansk Arbejdsgiverforening ikke helt gennemtænkt deres egne forslag og ikke mindst konsekvenserne heraf, såfremt de bliver ført ud i livet. Man kan jo nære et naivt håb om, at det sidste gør sig gældende – og at DA har brug for, at nogen med indblik i tingenes rette sammenhæng oplyser dem om, hvilke forfærdelige forringelser af vores velfærdssamfund de lægger op til.

Løfter og trusler

Med jævne mellemrum har politikere fra stort set alle partier lovet, at nu skulle der gøres noget for at forbedre forholdene for de psykisk syge, socialt udsatte og så videre. Så mange smukke løfter, men oftest så lidt handling bag ordene. Eller sagt mere positivt: Forbedringerne bliver alt for tit overhalet indenom af et voksende pres på psykiatrien og diverse besparelser. Det viser sig ikke mindst, når man ser på, hvad der fra forskellige regeringers side er blevet bevilliget til psykiatrien – og hvad der så siden hen er sparet væk på regionalt eller kommunalt plan. Intentionerne er utvivlsomt i orden, men de skal omsættes i konkret praksis for at nytte noget. Og så er det desværre blevet en nationalsport de senere år at sparke til dem, der ligger ned i forvejen. Eksemplerne er mangfoldige og skal ikke gentages her. Det skal blot konstateres, at skamløsheden synes at blive mere og mere legitim i den politiske “debat” så vel som i de sociale medier. Grundløse beskyldninger, nedsættende bemærkninger og generaliseringer af hele grupper er blevet hverdag.

En anden tone

I vinters besøgte Outsiderens udsendte Dansk Arbejdsgiverforening og fik en god snak med chefkonsulent Henning Gade. Han lagde en noget anden tone for dagen, da samtalen faldt på spørgsmålet om, hvordan man får flere psykisk sårbare ud på arbejdsmarkedet. Han var først og fremmest sympatisk indstillet over for alle tiltag, der kan hjælpe mennesker med en diagnose ud på det ordinære arbejdsmarkedet. Om det er fleksjob, aktivering eller andet, er i første omgang underordnet, så længe det fører til en stærkere tilknytning til arbejdspladsen, og naturligvis helst en fast ansættelse på sigt.

“Men der mangler konkret viden om psykiatrisken, og ikke mindst mere vidensdeling inden for området” tilføjede Henning Gade. “Det er ikke viljen, det skorter på. Det er det tværfaglige samarbejde mellem jobansøgeren og virksomheden på den ene side, og jobcentrene og sagsbehandlerne og fagfolk i sundhedsvæsenet på den anden side, der skal styrkes.” Og han uddybede ved at gøre opmærksom på, at flertallet af danske virksomheder er små eller mellemstore, hvor medarbejdere er langt mere afhængige af hinanden end i store koncerner. I en virksomhed med 10 – 15 ansatte kan blot en enkelt langtidssygemeldning få uheldige konsekvenser for de andre medarbejdere og hele virksomheden. Og så er man mindre tilbøjelig til at hyre én med en diagnose, de færreste almindelige mennesker har nogen anelse om, hvad dækker over. Stress og depressioner kan de fleste forstå, hvad indebærer. En affektiv bipolar lidelse er en helt anden sag.

Mennesket eller Markedet

DAs chefkonsulent havde altså en ganske fornuftig og menneskevenlig tilgang til emnet, end man umiddelbart turde håbe på. Fordommene findes jo på begge sider, må jeg ydmygt indrømme. Men på tomandshånd kan mennesker med lidt god vilje komme hinanden nærmere, hvilket jo altid er en trøst at vide. Ikke desto mindre er det et helt anderledes spil, når det gælder ideologi og politisk spin. Så bliver det pludselig de såkaldt overordnede linjer og markante udmeldinger, der træder ind på scenen og buldrer løs. Og derfor er det utrolig vigtigt at vi – der står uden for magtens centrum – råber vagt i gevær. For hvem skal ellers – med dybfølte og personlige erfaringer at tale ud fra – fortælle politikerne, offentlige meningsdannere og indflydelsesrige institutioner som Dansk Arbejdsgiverforening, at de blot gør ondt værre, hvis de vedbliver med at udpege særligt udsatte mennesker som et “samfundsproblem”? Ingen bliver raske eller mindre angste af at hele tiden blive mindet om, at de skal “tage sig sammen” og finde sig et arbejde. Ingen får det bedre af det underforståede budskab: Du er dybest set selv skyld i dine problemer.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.