Fra psykiatrien til kørestolsbruger: Første del af historien om Long John Silver, der får det så dårligt psykisk, at han springer ud foran et tog.

Af Long John Silver

Det er en lidt lang historie, jeg vil fortælle. Jeg har altid hørt til den mørke side. Det fik mig først i psykiatrien og sidenhen i kørestol. Lad mig forklare hvordan.

Jeg havde mange venner og klarede mig godt i skolen. Spillede fodbold morgen, middag og aften med venner og i klub. Jeg var glad for livet og var sikker på, at der ventede mig et godt liv. Pigerne var jeg også glad for, og de var interesserede i mig. Dog, da jeg blev teenager, isolerede jeg mig mere og mere. Jeg kvittede også fodbolden og begyndte at interessere mig en del for skak. Det skifte var lidt en gåde for mig, fordi jeg egentlig var en bedre fodbold- end skakspiller. Jeg har også altid været glad for let mainstream musik, men efterhånden var jeg mere til det mørke og lidende. Sådan er min musiksmag nok også mest i dag.

Depression på handelsskolen
Min første store nedtur kom, da jeg læste til eksamen som markedsøkonom på handelsskolen. Jeg er stille og introvert af natur, så jeg er slet ikke den sælgertype, som uddannelsen er møntet på. Det opdagede jeg først rigtigt, da jeg skulle skrive hovedopgave. Jeg var meget handlingslammet og angst. Kunne slet ikke komme i gang med opgaven og faldt mere og mere ned i et dybt hul. Det blev en fuld depression med psykose. Jeg var meget overrasket over, at jeg kunne have det sådan. Selv om det endte med, at jeg bestod i andet forsøg, kom jeg aldrig til læge eller fik anden hjælp.

Jeg fik det stadigt dårligere efter endt eksamen, hvor jeg flyttede fra min lille soveby i Nordsjælland til en etværelses lejlighed i 2400 NV, men jeg havde stadig en uvilje imod læger. På trods af min tilstand fik jeg et løsarbejder job i en IT-afdeling. Jeg var der omkring et år og måtte kæmpe med mit nervøse og angste gemyt. Alligevel fik jeg det efterhånden bedre og kunne med tiden godt lide kollegerne og jobbet. Jeg følte mig langsomt mere tryg. Her hørte jeg om datamatikeruddannelsen. Jeg meldte mig ind og kunne rigtigt godt lide studiet. Jeg klarede mig fint og bestod uden problemer alle eksamener. Da tiden kom for mit speciale, begyndte jeg at blive nervøs for, hvordan mit sind ville reagere. Jeg huskede kun alt for godt, hvordan det gik sidst jeg skrev hovedopgave.

Neurale netværk – og indlæggelse
Nu arbejdede jeg dog med noget vildt spændende, nemlig neurale netværk til kræftforskningen. Neurale netværk er en måde at kombinere det bedste fra computeren – hastighed – med principper fra den menneskelige hjerne – at den arbejder parallelt. Jeg synes, det var vildt spændende, og arbejdede sammen med en kvindelig hudlæge. Jeg pressede mig selv meget, men hun pressede mig endnu mere. Det var så opløftende, at jeg arbejdede i døgndrift.

Som tiden gik, fik jeg sværere og sværere ved at hænge sammen psykisk, men jeg fik afleveret en rigtig god opgave og fik et 13-tal. Hudlægen var meget tilfreds med mit arbejde og ville ansætte mig efter endt eksamen. Det sagde jeg ja til, men min psykiske tilstand blev stadig dårligere. Efter endt eksamen måtte jeg derfor endeligt gå den tunge gang over til en psykiatrisk skadestue. De indlagde mig på en psykiatrisk afdeling i tre måneder, hvor jeg endte med at få Zyprexa – 20 mg. Efterhånden fik jeg det bedre og blev udskrevet til behandling på et distriktspsykiatrisk center.

Her havde jeg et nogenlunde samarbejde med en psykolog. Jeg er ret autoritetstro og var ikke specielt spørgende. Psykiaterne kom og gik i det distriktspsykiatriske center, så det var svært at få et fornuftigt samarbejde med nogen af dem. Samtidigt fandt jeg et job indenfor offentlig IT, der ikke var for stressende for mig, og jeg var meget glad for at være i arbejde, men stadig ret skræmt af min psykose i forbindelse med hovedopgaven. Så langt ville jeg ikke ud igen.

I behandling hos en yngre psykiater
Jeg var dog ikke tilfreds med min behandling. Derfor skrev jeg en klage, som jeg faktisk også fik medhold i, men alligevel blev jeg på centret. Her var nemlig kommet en yngre, mandlig psykiater. Han satte mig i behandling med lithium, der er den foretrukne medicin til bipolare. Jeg fik det mærkbart bedre. Følte mig mere glad og harmonisk. Den nye psykiater blev min psykiater i de næste mange år, og jeg fulgte ham, da han åbnede en klinik med en partner.

Jeg så meget op til ham. Han virkede mere professionel end de øvrige. Mere grundig og var mere til stede i samtalen end hans forgængere. Jeg syntes, vi havde en god kemi, og jeg så frem til vores samtaler. Jeg så ham som en vigtig person i mit liv. På et tidspunkt sagde han, at jeg jo ikke rigtig kunne med min chef – min chef havde rejst en personalesag mod mig, fordi jeg havde givet ham en overhaling – så han mente, at jeg skulle prøve at finde et nyt job. Selv om jeg var glad for at være, hvor jeg var, søgte jeg et nyt arbejde, fordi jeg så min psykiater som en autoritet. Jeg startede derfor med at søge job – lidt mod min vilje.

Søger modvilligt nye jobs og bliver indlagt
Relativt hurtigt fandt jeg et nyt sted og også et efter det, men de var så dårlige, at de sænkede min tillid til den menneskelige race. Jeg havde ikke lyst til at søge nyt job, men min psykiater pressede mig. Der var ingen kære mor hos ham. Selv om jeg fandt noget nyt, blev også det for meget, og det udviklede sig til et rent helvede. Til sidst måtte jeg lade mig indlægge og blev samtidigt fyret.

En dag efter at have besøgt min psykiater følte jeg mig meget psykisk ustabil og forpint. Jeg tog et glas med nogle piller kaldet Valproat. Min psykiater ringede til mig samme eftermiddag, og gennem telefonen kunne han godt fornemme, at jeg havde taget noget. Han blev ret vred på mig og mente, at jeg skulle tage til Herlev Hospital for at blive udpumpet. Det var jeg meget imod, og vi havde en diskussion. Det endte med, at han opfordrede mig til at blive indlagt på psykiatrisk afdeling. Igen vandt min respekt for psykiateren og jeg tog noget modvilligt derud.

Jeg havde ikke de store forhåbninger til mit ophold, og de behandlede mig på samme måde som de andre gange. Intet tilbud om elektrochok eller anden behandling. Bare opbevaring og den samme medicin som tidligere. Jeg havde det meget svært psykisk og kunne ikke holde det ud. Jeg tænkte, jeg måtte gøre noget for at komme ud af den tilstand, jeg var i, og når pillerne ikke virkede, måtte jeg tage det et skridt videre. Springe ud foran et tog. Det var min opfattelse, at det ville være en meget smertefri, effektiv og hurtig måde at gøre det slut på. Min psykiater havde ringet derud og talt med bagvagten om, at jeg havde forsøgt at tage livet af mig, men alligevel satte de mig på en åben afdeling. Det skulle de ikke have gjort.

Springet ud i selvmord
Om jeg var psykotisk på tidspunktet for ulykken? Nej, det tror jeg ikke, at en psykiater vil betegne mig som. Men jeg var meget ved siden af mig selv. Beslutningen var taget nogle dage i forvejen. Tankerne kredsede kun om denne ene ting. Jeg var på en måde besat af trangen til selvmord og kunne ikke styre det. Noget drev mig frem mod det. I dagene op til den dag, jeg havde besluttet at gøre det, tog jeg ud til nogle forskellige stationer for at finde den bedst egnede at springe fra. Jeg havde dog endnu ikke endeligt besluttet mig for at gøre det. Da jeg tog i døren, var jeg i tvivl, om den var åben. Det var den, og jeg fortsatte ned mod stationen. Et tog var på vej ind på perronen, og jeg tænkte: Så er det nu. Jeg gik hen mod toget og sprang ud foran det. Det hele blev mørkt meget hurtigt, og der gik ikke mange sekunder, før jeg kunne høre udrykningskøretøjer.

Læs anden del her

En kommentar

  1. Pia

    Åh det er jeg rigtig ked af at læse at du havde det sådan- åh nej jeg ved slet ikke om jeg overhovedet skal sige noget. Hvor er dine venner og familie? Åh stakkels dig- jeg har været der- men jeg er dog ikke endt i kørestol- men ødelagde mine knæ så jeg konstant har smerter.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.