11 år af mit liv har foregået på institutioner, men for tre måneder siden flyttede jeg så ud for mig selv. Jeg havde rigtig høje forventninger til mig selv og mine egne evner. Det har så vist sig, at være langt sværere end jeg først have troet, men noget af det jeg synes er mest svært, er savnet til det jeg havde inden jeg flyttede fra Egholt.

 

Mit sted midt i verden 5Egholt var mit hjem, min base og fundament igennem seks år. De mennesker som arbejdede med mig, og de mennesker som jeg boede sammen med, fik en del i mit liv. Det var min hverdag. En hverdag som jeg savner. Hver dag var der ting som skulle gøres på gården. Hele min tid på Egholt har jeg været fascineret af dyrene, og ikke mindst de store Herefordkvæg. Der var dage hvor jeg hev det ene dyrebarn efter det andet med hjem, og jeg er sikker på, at ledelsen og en række pædagoger har taget sig til hovedet og tænkt ”ikke nu igen!” Men hver gang gik
jeg ind i projekterne med liv og sjæl. Jeg kunne sætte min hverdag på standby for, at redde små dyr, om det så var kaniner, katte, fugle, køer, geder eller heste.

 

Mit sted midt i verden 11De fleste af mine oplevelser med dyr, har været i min tid på Egholt. Det har været dyr som har fået mig til, at rejse mig fra min seng, og givet mig mod til, at ville mit liv. Men for at kunne gøre de ting, har jeg fået opbakning. Personalet har hele vejen igennem bakket mig op i mine projekter, uanset hvor håbløse de end var. Jeg fik lov til at tage noget ansvar, som nok ikke hørte til en beboer, men hvis det var med til, at gøre at der kom fremskridt i min personlige udvikling, så har de aldrig holdt mig tilbage. Men jeg har også altid vidst, at hvis jeg pludselig ikke magtede opgaven, så var der andre som kunne tage over.

 

Min personlige udvikling har været et stort samarbejde mellem personalet og mig. Jeg har altid fået at vide, at jeg skulle gå vejen selv, men de ville altid være der til, at bakke mig op. Jeg skulle lære at sige ”pyt”, lære sætningen ”man har det som man tager det” og at de ting jeg gik igennem var et livsvilkår. Det har taget mig år, at kunne se det og handle på det, men den evige opbakning jeg har fået, har været guld værd.

Der er mange mennesker som skal takkes for, at have stået til mig og min, til tider, voldsomme måde at reagere på. Da alle i min blog er anonymiseret, vil jeg ikke bruge tid på at skrive det, men en kæmpe tak til alle på Egholt, som der har været der igennem den tid jeg boede der.

 

Tilbage i 2012 blev de psykiatriske botilbud lagt i medierne, lidt det samme som vi ser det nu. Det gjorde også at mange af de private botilbud ikke fik flere beboere og kommunerne begyndte, at trække beboerne hjem til deres hjemkommuner. Det skete også på Egholt.

Mit sted midt i verden 12Jeg har altid været en stædig lille satan, og jeg så hvad det gjorde ved Egholt og de beboere som blev trukket hjem til deres respektive kommuner. Der var fyringsrunde pga. manglende beboer, så for at få økonomien til, at hænge sammen var der personaler vi måtte sige farvel til. Dengang boede jeg i det ene hus på gården, hvor der egentlig var plads til fem beboere, men pludselig var vi kun to. Det var krisetider.

Jeg blev så vred, at jeg skrev mails til alle psykiatriordførerne på Christiansborg herunder Liselott Blixt, Jane Heitmann, Liv Andersen, Stine Brix, Özlem Cecik, Bennedikte Kiær og Karen Klint, med min historie og om hvad Egholt havde gjort særligt for mig. Jeg fik respons fra de fleste, men det store blev da Dagbladet Ringsted, Sjællandske, Socialpædagogen og Danske Kommuner ville lave interviews og bringe den gode historie.

Der kom en bunke fede artikler ud af det, og det kæmpe arbejde jeg havde lagt i det, bar frugt. Jeg blev hørt og den gode historie
blev fortalt midt i alt den negative mediedækning af psykiatriske botilbud. Det var en lille personlig sejr.

Mit sted midt i verden 1

 

Artiklen i Socialpædagogen var jeg særligt glad for, bl.a. fordi det blev sat fokus på miljøterapi og en helt særlig case fra min hverdag, som gav et rigtig godt indblik i det store relationsarbejde som Egholt laver.

Jeg havde indtaget forsiden af Socialpædagogen, og da Hugo så et par dage efter mødte på arbejde sagde han ”Ja Louise, jeg troede jo jeg havde fri, men så lå du fandme på mit sofabord derhjemme, så jeg måtte vende bagsiden opad!” Det sagt med et kæmpe smil på læben og et stort klap på skulderen.

 

 

Min personlige sejr med artiklerne i 2012 gjorde også, at jeg fik mere blod på tanden til, at arbejde videre og vise at uanset hvilken fortid man har haft, hvilken sygdom man lider af eller hvordan man lever, så kan man godt være en god historie, og mit mål var at få fjernet fokus fra alt det negative i medierne.

 

Jeg har haft dårlige perioder siden, men jeg har altid fundet lyset i mørket. Men det har ikke været noget jeg har, kunne gøre alene. Egholt har været min faste støtte gennem min proces og Egholt er i den grad medvirkende til, at jeg er nået så langt som jeg er. Når jeg ikke troede på mig selv, så var der altid nogen der som gjorde det.
I dag arbejder jeg som formidler og foredragsholder, en drøm jeg aldrig rigtig troede på, men det var der andre som gjorde.

 

Egholt skal have en kæmpe tak for de oplevelser jeg har fået igennem seks år. Nok de seks hårdeste år i mit liv, men også de år som har givet mig allermest, ikke mindst som menneske.

Egholt vil altid være mit sted midt i verden.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.