I mere end 10 år har jeg fået medicin. Jeg tror ikke der er ret meget psykofarmaka som jeg ikke har prøvet, og min oplevelse med psykofarmaka har været på godt og ondt.

Igennem flere års indlæggelse har jeg mødt psykiatere, der måske ikke altid havde styr på hvad de gav af medicin. Til tider tror jeg også det er sket i afmagt og desperation for, at finde noget som kunne dæmpe mine symptomer, som jeg led enormt meget under.

I en lang periode blev jeg medicineret med benzodiazepiner. Desværre var der ikke helt styr på hvor meget jeg fik, og medicinen stoppede med at virke. Uden nærmere overvejelser stoppede man bare behandlingen og gav mig et antipsykotisk præparat for, at dæmpe min udadreagerende og destruktive adfærd. Efter et par døgn lå jeg i fosterstilling på mit værelse. Jeg rystede, svedte, havde kvalme og kunne slet ikke holde ud at være til. Hele tiden fik jeg at vide, at det var noget psykisk som var årsagen. Uanset hvad man proppede i mig eller gjorde, fortsatte det og uanset hvor meget jeg forsøgte, at trænge igennem til lægerne, så blev jeg ikke hørt.

En sygeplejerske kom på et tidspunkt i tanker om, at jeg havde fået lavet om i min medicin. Akut fik de sendt mig til EKG og blodtryksmåling. EKG viste ikke noget særligt andet end ekstrem høj puls og blodtrykket var også alt for højt. Da der blev kigget nærmere på min medicin stod det klart, at jeg var ramt af abstinenser. Jeg har aldrig i mit liv haft det så fysisk dårligt som dengang, udover den periode hvor jeg var i behandling med Prednisolon.

 

De sidste par år har jeg været stabil på den medicin jeg har fået, og har ikke mærket de store bivirkninger i dagligdagen. Da jeg flyttede fra Egholt havde jeg jo regnet med, at min medicin kunne være min støtte til, at arbejde hen mod det ”normale” liv.

Til at starte med kæmpede jeg meget med for højt blodtryk. Under en blodprøvetagning besvimede jeg, og lægerne var lidt bekymrede for det høje blodtryk. Jeg skød det bare lidt hen og tænke ”ja ja, jeg går til læge på et eller andet tidspunkt”. Med alderen er jeg blevet enormt dårlig til, at gå til lægen, nok mest fordi jeg har brugt alt for meget tid hos dem tidligere.

Min psykiater sendte mig til rutinemæssigt EKG på Næstved Sygehus. Jeg var så ekstremt nervøs da jeg kom derop, og i min nervøsitet prøvede jeg lidt, at joke med laboranten. Da hun havde taget EKG’et kiggede hun på mig, kiggede ned på papiret og tilbage på mig. Hun skulle lige spørge om hun bare kunne sende papirerne af sted, så jeg skulle lige vente. Lidt tid efter kom hun tilbage. ”Jah, Louise jeg skal lige have en anden til at kigge på det!” Der gik 10 minutter inden hun kom tilbage. Hun satte sig ned på stolen ved siden af mig og sagde, at det havde givet et kritisk udslag på mit EKG, så jeg måtte ikke gå inden de havde snakket med min psykiater. Efter halvanden time blev jeg sendt hjem, og min psykiater ville ringe til mig.

Jeg gik bare og ventede på den opringning og da den endelig kom, blev der sagt en masse ting jeg ikke helt forstod. Det viste sig at jeg havde fået for langt hjerteslag og muligvis også rytmeforstyrrelser. Pludselig stod det klart, at den medicin jeg havde fået de sidste fire år var blevet farlig for mig.

Jeg blev taget af medicinen i to dage og skulle så starte op på 1/3 dosis derefter. En uge senere skulle der tages et nyt EKG. Der var stadig udslag på det nye EKG, men det var blevet bedre.

Da jeg igen snakkede med min psykiater i telefonen, blev det gjort klar at jeg ikke skulle have den antidepressive medicin som jeg havde fået igennem fire år, men skulle ud i et medicinskift. Vi snakkede meget frem og tilbage om det, og selvfølgelig skulle medicinen ikke være med livet som indsats. Han sad og kiggede medicin igennem, men kunne hurtigt konstatere at det kan blive rigtig svært, at finde medicin til mig da jeg får forlænget QT af medicinen og samtidig har epilepsi. Det burde ikke være en umulighed, men pga. blandede medicineringer ved indlæggelser, så har det også gjort, at der er rigtig meget medicin som jeg ikke kan tåle.

 

Nu skal jeg så ud i det medicinskift, som jeg aldrig troede jeg skulle udsættes for, men jeg har heldigvis en enormt menneskelig psykiater. Han har gjort mig det klart, at jeg vil få et tilbagefald da der er en grund til, at jeg har fået den medicin i den dosis. Jeg kan mærke, at jeg er meget ramt af panikangst. Dagene handler bare om, at få det bedste ud af dem og se de små sejrer og ikke dunke mig selv oveni hovedet med de ting jeg ikke formår eller får gjort som planlagt.

Min psykiater synes ikke det er forsvarligt, at han skal følge mig og bakker Socialpsykiatrien op i, at jeg skal i Distriktspsykiatrien i stedet. Jeg er da også blevet henvist til Distriktspsykiatrien, men de har ikke ville tage mig før. Da jeg flyttede ind på Egholt i 2010 blev jeg afvist, da de vurderede at jeg ikke var syg nok. Hvis jeg ikke var syg nok dengang, så er jeg det heller ikke nu, men jeg håber da på at blive overrasket.

 

Medicin er ikke bolsjer som man bare skal tage i et væk, og for mig blev det også beviset på hvorfor det er så vigtigt, at tjekke hvad medicinen gør ved kroppen. Jeg er rigtig glad for, at det blev opdaget inden det kunne være gået rigtig galt.

 

Jeg kan mærke og ved, at det bliver en rigtig hård kamp, men også en kamp som jeg sagtens kan klare. Jeg er heldig at have fået en kontaktperson i Socialpsykiatrien, som er en stor støtte og god opbakning. Hun kan give mig et omsorgsfuldt los i røven og samtidig sætte tingene i et realistisk perspektiv.
Det hele skal nok blive godt igen, det tager bare lidt tid.

 

Nogle kalder mig et mælkebøttebarn og når jeg er det, så vil jeg kun sige:

 ”Ukrudt dør aldrig!”

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.