Jeg kan ikke være i mig selv – af psykisk sygdom

Om psykisk sygdoms vanvid og rastløshed, som den altfortærende, altødelæggende ild der brænder mig op indefra.

En tilstand af forbigående sindssyge

“Jeg kan næsten ikke være i mig selv” – ofte udtrykt af folk i en eller anden form for ekstrem tilstand af eksempelvis lykke eller forventningsglæde. Nyforelskelse i et andet menneske eller i dagene op til at du skal på dit livs drømmerejse, er udmærket eksempler på hvor svært det kan være, at være i dig selv.

Følelserne syder og bobler i enhver afkrog af dit indre. Tiden hvor du skal ses med den anden, helt særlige person, så du endelig kan udtrykke al din uforløste kærlighed eller når du går ombord på flyet, som vil bringe dig på eventyr ude i den store, vide verden, snegler sig afsted. Et enkelt øjeblik føles vidunderligt ulideligt, en hel dag føles som en smuk tortur, og er et sammensurium af alle følelser i dig. Her er der både følelser af kærlighed og følelser af frygt og tusinder af forgreninger af de to. Det er derfor, det er opleves så intenst. Fordi der er altid en risiko for, at han aflyser eller at flyet – af alle dage – ikke kan lette på grund af årets værste snestorm.

Men mest af alt føles det dejligere og mere spændende end noget andet du nogensinde har oplevet. Det er ikke underligt, det siges, at forelskelse er en tilstand af forbigående sindssyge. Forelskelse får os til at ændre adfærd, og vi bliver utålelige for vores familie og venner at være i nærheden af – uagtet hvor glade de er på vores vegne.

Det er det samme med forventningsglæden over den snarlige rejse ud i verden for at realisere dig selv, møde nye mennesker, se andre kulturer og udvide dit udsyn. Når dine venner og familie kun har udsigt til at blive hjemme og traske rundt i kulden i fem lag tøj, er der en naturlig deadline på hvor lang tid de gider høre om hvor meget du glæder dig og alle de nye, sjove eventyr du lige om lidt skal ud på.

Denne form for ekstreme tilstand af lykke eller forventningsglæde, vil med tiden aftage og tilsidst ikke længere syde og boble i os. Hverdagen og virkeligheden er trods alt en – på sigt – for mægtig modstander til ikke at snige sig ind i enhver afkrog af os.

Men kan du forestille dig, at opholde dig i dig selv i denne sindssygelignende tilstand hvert øjeblik, hver dag, resten af dit liv?

Nej vel!

Vi mennesker, vi har brug for modpoler (det virker bare ikke for mig)

Det kan føles nok så berusende, at svæve rundt på de lyserøde skyer og at være i overdrevet, lalleglad overskud. Men det er voldsomt udmattende for psyken og for dit følelsesliv. Spiser du en Wagyu steak hver eneste dag, vil der også komme et tidspunkt, hvor den blotte tanke om endnu en Wagyu steak, vil give dig akutte opkastningsfornemmelser.

Og det er nøjagtigt, som det hør og bør sig i livet. Vi mennesker, vi har brug for modpoler til at bevare evnen til at sætte pris på og til at blive ved med at have noget at kæmpe for.

Flipper vi det på hovedet, så det ikke er en evig tilstand af forelskelse eller en kronisk glæde over en drømmerejse, men derimod udsigten til at være psykisk syg resten af dit liv, så har du ufrivilligt bygget et usynligt mentalt fængsel, der ingen flugt fra findes.

Velkommen til min verden!

Et smukt og meget naivt fatamorgana

Der var engang, jeg troede på, at lyset for enden af tunnelen var livet på den anden side af at være psykisk syg. Det var et fjernt, dog smukt og meget naivt fatamorgana. Hver eneste dag gik jeg ind i den mørke tunnel, i det endnu forsvindende, spinkle håb om, at jeg denne gang ville nå ud i lyset. Istedet lærte jeg hver gang, at det var et kæmpestort, buldrende godstog der kom imod mig, der dag efter dag, måned efter måned, årti efter årti, blev ved med at ramme mig. Nu ved jeg, at der ikke findes en anden side af psykisk sygdom for mig og at det bedrageriske lys kun vil skade mig endnu mere.

Mit liv er som en udvidet version af en endnu dårligere tidssløjfe i Punxsutawney, Pennsylvania, med den undtagelse, at den modsat Groundhog Day ikke ender lykkeligt. “Six more weeks of winter”, er “Du skal være psykisk syg hvert øjeblik, hver eneste dag, hele livet, min ven, og aldrig være i stand til at kunne være i dig selv. Det vil drive dig mere og mere udover klipperne og ind i det usynlige vanvidsfængsel, fra hvor der ingen flugt findes!”