Min krop er i fængsel.
Min hjerne er låst i fortiden.
Befri mig.
Jeg kan ikke komme ud.
Låst med håndjern som dengang.
Som den brand jeg får i hænderne når jeg er på badeværelset.
Nu er det konstant.
Tænker jeg skal fremad.
Min krop gør men hjernen sidder fast.
Jeg vil væk.
Langt væk.
Tilhører nogle.
Holdes af.
Her sidder jeg på gulvet og skriver og har lyst til at forsvinde.
Jeg hader.
Hader mig selv.
Hader alle mennesker.
Hader alle ting.
Tænker….
Skrid, bare skrid.
Nar, fuckhovede.
Lort.
Hvorfor helvede dette her lort.
Folk forstår ikke.
Vil eller kan ikke?
Det er ikke tilladt at fortælle om det der gør ondt og er tungt at bære selv.
De siger det er kritisk at lukke op.
Forestil dig at have det indeni.
Som en eksplosion indeni.
Der sker også ud af fordi det ikke kan, vil og skal være indeni mig.
Det er som pest.
En virus.
Som covid 19 der aldrig forsvinder.
Skrid bare skrid.
De lorte billeder i mit hovede.
Triggere når som helst.
En eksplosion der går ud over dig.
Ikke fordi jeg vil.
Det sker bare.
Skrid, bare skrid.
Ud og bliv brændt på lossepladsen.
Men det er brandfarligt affald og må ikke destrueres og Brændes.
Det blir opbevaret forevigt i en lukket beholder.
Beholderen er mig.
Den er plumberet forevigt.
Skrid, bare skrid