At have angst er ensomt. At være ude af stand til at forklare hvad der sker i kroppen og i hovedet på mig, er ensomt. At være ude af stand til at være blandt mange mennesker er ensomt. At være alene med uoverskuelige tanker er ensomt. At have angst er for mig en mental hjernerystelse.
At have en mental lidelse er ensomt. At beskytte sin familie mod sin sygdom er ensomt. At blive valgt fra på grund af sin sygdom er utilgiveligt. Den ensomhed, der efterfølgende lister sig ind, det tomrum, der opstår, den vrede, det had, uforståenhed og svigt, der bliver lagt til grund, er næsten ubærlig. Smertefuld. Overvældende. Det er som at blive løjet for. Hånet. Ydmyget.
Hvorfor forstår I mig ikke? Hvorfor forstår I ikke lidelsen? Er det virkelig fordi, I ikke kan forstå – eller vil I ikke forstå? Der er en stor forskel. Det er som om man skal gentage hvordan man har det – det kan være svært nok i sig selv, men når der så bliver stillet spørgsmålstegn, så gør det ikke situationen for mig meget bedre, tværtimod.
”Hvorfor kan du ikke bare tage en uddannelse? Hvorfor kan du ikke bare tage toget til København? Hvorfor kan du ikke tage med i byen og møde nogle mennesker? Hvorfor er mænd og sex en hæmsko? Hvorfor?”
Hvorfor skal I spørge og sætte spørgsmålstegn? Det gør jeg ikke ved jeres liv. Det er unfair, at det er sådan. Det får mig til at sætte spørgsmålstegn ved jer og vores venskab.
Venskaber burde være med respekt og forståelse. Venskaber burde være både sjov og alvorsfuld på en gang – men når en af os ikke bliver taget seriøst, så er der ikke meget tilbage. Det er som om vi er ved at gå på grund. Vi bevæger os i hver vores retning. Og jeg må indrømme, jeg savner jer egentlig ikke.
Jeg har det godt i mit eget selskab. Det har jeg altid haft. Jeg har også nydt timerne sammen med jer. Nydt at lave mad sammen, se film, grine, gå på cafe og i biografen. Men noget ændrede sig. Jeg ændrede mig, I ændrede jer. Jeg har kendt jer i mange år, men alligevel føles det ikke sådan. Jeg kan ikke længere kende jer. Det er kommet snigende. I har såret mig, og I er nok ikke klar over det, men jeres fravær fylder. Når jeg ser jeres aktiviteter på sociale medier, tænker jeg nogle gange på, om I overhovedet savner mig, eller i det mindste tænker på mig. For det virker ikke sådan.
Sidst vi var sammen, kunne jeg godt mærke den ensomhed, der er ved angst. I kunne snakke om byture og uddannelse – jeg kunne ikke være med i samtalen. I skænkede overhovedet ikke tanken om at det sårede mig.
Før det skulle vi have en hyggelig aften. I tog i byen for at glemme en sårende oplevelse – jeg valgte selv at blive hjemme. Selvom det var selvvalgt, så var jeg ked af at vi ikke kunne være derhjemme og drikke sorgerne væk sammen.
Før det var I hos mig sammen med ham. I valgte at spille et drukspil med seksuelle hentydninger og gerninger, ”Jeg har aldrig”. I ved hvordan min situation med det er, så set tilbage på det, skulle jeg have stoppet det. For mig er det enormt skamfuldt at være en del af #metoo, at have svært ved intimitet og seksualitet. For mig var det ikke sjovt, for igen, jeg kunne ikke være med. Og nu ved jeg også mere om jeres og især hans intime liv end jeg har lyst til.
Jeg føler mig svigtet – mest af alt fordi I ikke forstår mig.
Så forstå mig dog. Det er ikke så let for mig at tage en uddannelse fordi, jeg blev presset ud i et forløb af kommunen, som jeg ikke var klar til. Og det har så gjort mig trodsig og om end endnu mere stædig.
Det er ikke nemt for mig at tage toget, fordi jeg føler mig så udsat. Man kan ikke gemme sig i en krog, som man kan i en bus. Kun i stillekupeen. Det er ikke nemt for mig at tage i byen, fordi der er for mange mennesker omkring jeg, og det giver mig klaustrofobi. For mig er det svært at aflæse fulde menneskers kropssprog. Sagde de noget for sjov, eller i ramme alvor? Var den seksuelle kommentar bare fuldemandssnak eller lå der mere i det?
Jeg ved godt, at I begge har fået seksuelle kommentarer med på vejen, når I har været ude. Men I har aldrig oplevet et overgreb, som jeg har. Derfor gør det ondt, at der er blevet sat spørgsmålstegn.
Det er som om, jeg ikke kender jer mere. Har jeg ret?
Han kender mig. Nogle gange tror jeg han kender mig bedre end jeg selv gør. Og han har været en større støtte end I har. Han udviser respekt, spørger ind til min sygdom, passer på mig – helt uden at sætte spørgsmålstegn.
Det har taget mig lang tid at komme hertil. Men min tur vil fortsætte. Om det er med eller uden jer, ved jeg ikke. Lige nu har jeg det fint som det er nu, men tingene kan ændre sig.
Forstår I mig nu? Ellers kan jeg ikke se hvordan vi kommer videre.
Hvis man nu sætter sig ind i hvad angst er, og hvad det gør ved sindet – hvis man bare gider at gøre sig en lille smule umage, så er det ikke så svært at forstå.
Foto: Privat