…så bliver livet bare så meget federe at leve.
Igennem de sidste 3 måneder har mottoet ”væk med tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom” været en stor del af min hverdag, da jeg valgte at tage uddannelsen som EN AF OS ambassadør. Egentlig var jeg ikke sikker på at jeg kunne gennemføre det, men noget sagde mig at det var det jeg skulle.
Jeg er nået rigtig langt i mit liv, og der skulle ske noget nyt, så jeg tog det som en udfordring og helt på eget initiativ. Der har været fuld opbakning fra Egholt’s side og ikke mindst Phillip, Carl og Marie har bakket mig op.
Den 19. marts 2015 gik jeg til eksamen og bestod. Jeg har aldrig i mit liv været så nervøs, men på trods af det så var meldingen, at man ikke kunne mærke det på mig. Nu havde jeg gennemført en uddannelse, helt på eget initiativ og det pynter rigtig godt på mit CV.
Allerede inden jeg var gået til eksamen havde min mentor Mads, spurgt om jeg ikke ville med ham ud og holde et oplæg for en gruppe socialrådgivere. Jeg skulle fortælle om mit møde med systemet på godt og ondt, og jeg var da heller ikke i tvivl om det, da han spurgte. For en stund var jeg høj på succes og jeg glædede mig.
I går kom så dagen hvor jeg skulle holde mit første foredrag. Jeg var spændt og jeg var virkelig nervøs, men jeg havde taget ved lære at de redskaber Mads havde givet mig under min uddannelse, så jeg startede ud med at sige: ”Hej jeg hedder Louise, jeg er total ny ambassadør og det her er mit føreste foredrag! Jeg er fucking nervøs og hvis jeg stod med et blodtryksapperat, så ville det sprænge i luften!” Det var som om at der faldt lidt mere ro på mig, da jeg havde sagt det til dem og jeg kunne gå i gang. Hjemmefra havde jeg øvet mit ”manuskript” men som er så klassisk for mig, så improviserer jeg en hel del, og det lader til at det ligger til mit højreben. Jeg startede, ubevidst, mit oplæg med en slags stand-up for at få kontakt til publikum, hvorefter jeg stille og roligt kom ind på de alvorlige ting, men hele tiden formåede jeg at holde dem vågne og opmærksomme.
Da jeg var kommet godt i gang med mit oplæg, kunne jeg mærke roen, jeg kunne mærke jordforbindelsen og jeg var rigtig glad for at jeg havde taget skoene af og gik på strømpesokker for det gav virkelig jordforbindelse.
Da jeg var færdig med mit oplæg, takkede jeg for at de ville høre på mig og jeg gik en kæmpe klapsalve og et stort kram fra Mads. På 30 minutter var jeg vokset 20 centimeter og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været så stolt af mig selv.
Den ros jeg fik fra vores publikum gik lige ind i mit hjerte og jeg følte mig virkelig noget værd. Jeg følte på en måde at jeg måske havde fundet min hylde her i livet.
Jeg fik også kæmpe ros af Mads og Dorthe-Birgitte som var med og deres respons fik mig bare endnu engang overbevist om at jeg er mellem de rigtige mennesker, og dem som kan se mit potentiale.
Jeg havde valgt ikke at bruge PowerPoint, da udfordringen også kan være at stå ”alene” foran publikum og fange deres opmærksomhed uden at have elektronikken som hjælpemiddel. Inden jeg gik på, var jeg faktisk lidt usikker på om det var det rigtig valg jeg havde taget, men jeg formåede at have mig selv så meget med, at det i denne forbindelse slet ikke var nødvendigt med PowerPoint. Mit første rigtige foredrag var ikke bare det første men også det foredrag hvor jeg var mig, og kun mig på scenen og med kæmpe succes.
I dag sidder jeg stadig med en følelse af lykke, jeg tror at det føles sådan når man er lidt lykkelig. Jeg er stolt af mig selv og jeg er stolt af min mentor Mads, fordi han tror på mig og stoler på at jeg kan det her.
Jeg er ikke bleg for at fortælle om mig og mit liv, men alt med måde for jeg har virkelig lært, at man ikke skal lægge de dybeste ting ud hos alle og enhver, men værne om sit privatliv for at passe på sig selv.
Den 4. maj 2015 skal jeg holde endnu et foredrag sammen med Mads. Denne gang handler det om mit liv som psykisk syg og jeg har valgt titlen ”Destination ”almindeligt” liv” da det meget godt beskriver mit liv, som det også har gjort i mine blogindlæg.
Så i maj vil jeg drage til Ringsted og fortælle om hvordan det er at opleve et helt normalt liv, hvor der ikke er nogen som tager min opvask…