Nogen vil nok sige at det er en hård titel jeg får sat på mig selv. Jeg vil sige at det jo bare er sandheden. Igennem mange år har jeg været en landmine, sådan én man ikke vidste hvor var og selvom man trådte varsomt var det ikke garanti for at jeg sprang i luften.
Min tidligere kontaktperson Ebbe kom til mig en dag og sagde
”Louise, jeg har arbejdet med mange unge og jeg kender til ordet eksplosiv, men da jeg så lærte dig at kende, så stiftede jeg bekendt skab med en der var eksklusiv eksplosiv!”
Så havde man så også hørt den med. Meget er jeg blevet kaldt mange ting i mit liv, og det var da en titel jeg kunne leve med. Det første lange stykke tid gik jeg og muggede lidt over hans beskrivelse, for jeg var fandme ikke eksplosiv, og hvordan kunne jeg så være eksklusiv eksplosiv? Med tiden kan jeg da godt se hvad han mente, for jeg var da et lille festfyrværkeri når jeg gik amok.
Når jeg sådan tænker tilbage så startede min karriere som landmine allerede da jeg var lille, men små børn eller bare mindre børn som går amok er til at håndtere, for det er jo meget normalt, men når de små børn bliver til store børn og til voksne så ser det lidt anderledes ud, og med størrelsen af mennesket vokser også størrelsen af landminen.
Da jeg flyttede ind på Egholt i januar 2010, var jeg vokset til en kæmpe landmine. Jeg var svær at komme udenom og folk i min hverdag skulle stå til en større eller mindre sprængning dagligt. Til tider var jeg selvdetonerende og det galt om at søge dækning når jeg først kom i gang. Borde og stole kunne flyve igennem lokalet, og ting blive smadret i 1000 stykker. Min evne til at kontrollere min vrede var ikke særlig stor og jeg reagerede på andre, og lagde alt min vrede og frustration ud på mine omgivelser. I dag er jeg ikke i tvivl om at alle gik med sikkerhedshjelm og rustning når de var i nærheden af mig, for jeg var uforudsigelig og var hele tiden klar til at sprænge i luften.
Mange personaler på Egholt har været med i en atomkrig når jeg virkelig har udfoldet mig, de har skulle kæmpe med næb og klør for at holde eksplosionens skader nede på et minimum, og de har flere gange måtte ligge og rode rundt med mig.
Der er episoder som jeg aldrig glemmer, og som jeg kun kan ryste på hovedet af i dag og tænke ”hvad fanden skete der lige for mig?!”
En aften var jeg gået amok over at en pædagog var blevet fyret, og som altid handlede jeg i affekt. Jeg løb ind i huset og smed Jannie op ad væggen mens jeg truede hende på en knytnæve. På trods af min kæmpe vrede bevarede hun roen, men fik sagt med en bestemt stemme at jeg ikke skulle true hende. Ind ad døren kom Sander, og i bedste kong fu stil forsøgte jeg at sparke ham, dog uden held. Nu ville jeg tage livet af mig selv, og jeg meddelte at jeg ville gå op i laden og hænge mig selv. Jeg marcherede ind i stalden, tog et træktov og kravlede op ad trappen til loftet. Sander kom efter mig, men min stædighed og vrede gjorde mig bare endnu mere hidsig. Nu skulle jeg fandme vise dem at jeg ville hænge mig selv!
Jeg har altid fået af vide at der er en del af loftet i laden hvor man ikke må gå, men denne aften valgte jeg at trodse det og vandrede ud på det mørke loft. Da jeg nåede tilstrækkelig langt ind i mørket fandt jeg en bjælke og begyndte at binde rebet fast. Pludselig kan jeg høre Sander og Jannie på loftet og lyset fra deres lommelygte skærer i mine øjne.
Min frustration over at være blevet opdaget får mig til at gå i panik, og jeg flytter min ene fod. Pludselig forsvinder gulvet bare under foden jeg flyttede, og pludselig hang jeg halvt igennem loftet. Der var jo en klar grund til at vi ikke måtte gå på loftet!
Sander og Jannie fik mig ned fra loftet med lidt overtalelse, men der skulle gå lang tid før at den tikkende bombe faldt helt til ro.
Fortsættelse følger…