Men det er ikke kun Sander og Jannie som har stået for skud. Listen af personaler er uanede lang, men der er nogle situation jeg husker bedre end andre.

I lange perioder har jeg brugt meget af min tid på at banke hovedet ned i gulvet. Til tider meget ubevidst, men andre gange med den viden om at når jeg bankede hovedet ned i gulvet, så steg chancen for at få en hjerneskade! Men ikke kun en hjerneskade var problemet, men epilepsi var også en stor udfordring og det er sket at jeg har fået anfald i forbindelse med at jeg har slået hovedet.

Jeg kan ikke huske situationen i dens helhed, men det er en historie som jeg ofte sidder og snakker om med Marie, og hvor vi sammen kan grine af situationen.

Det var sommer og jeg havde en rigtig dårlig dag. Måske havde jeg været til samtale med min psykiater og der var blevet snakket om noget, som jeg måske ikke var enig i eller som jeg måtte erkende var sandheden. Men det koksede i hvert fald i mit system og den lille landmine begyndte at røre på sig. Der startede snart en mindre kamp og retten til gulvet, og retten til om jeg måtte ligge og banke hovedet i gulvet.

Ved siden af laden på Egholt ligger det gamle malkerum, som i dag er skolekøkken for den interne skole. Gulvet er af fliser og uden nogen form for affjedring, hvilket denne dag passede mig udmærket. Mit indre kaos og min frustration over et eller andet løb total af med mig. Mens jeg løb rundt på Egholt i gråd og raseri, blev jeg fulgt rundt af Marie og Bolette. Selvom de var vant til mine udbrud, blev de endnu engang sat på prøve, konditionen blev testet og evnen til at lade de verbale skældsord prelle af, blev også udfordret!

Mens jeg løb rundt for at finde ud af hvad jeg skulle gøre af mig selv, kom jeg forbi skolekøkkenet. Normalt var døren låst, men jeg skulle da lige tjekke om jeg nu kunne komme ind. Døren var åben og jeg kastede mig ind, smækkede døren og låste den. Rundt om bygningen kom Marie og Bolette, og de havde akkurat ikke set mig løbe ind i køkkenet, men da jeg pludselig var væk var den let at regne ud.

Jeg havde lagt mig på gulvet og var begyndt at banke hovedet mod de kolde fliser. Jeg begyndte at tælle og arbejdede på at holde rytmen. Samtidig kunne jeg høre at de bankede på døren mens de hev de raslende nøgler frem. Da de var kommet ind satte de sig på hver sin side af mig, og holdt fat. Men fandme nej, sådan skulle vi ikke lege, så jeg tonsede hen over gulvet for at finde et nyt sted jeg kunne banke hovedet mod gulvet. Stille og roligt flyttede de sig bare hen hvor jeg var, og fortsatte som de startede.

Min stædighed gjorde at jeg bare blev ved med at rykke mig, og i takt med at Marie og Bolette bare flyttede med så blev jeg mere irriteret.

Da der var gået tilstrækkelig længe og der var begyndt at komme lidt blodpletter på gulvet, havde de fået nok. På hver deres side af mig tog de et hårdere greb for at få mig til at stoppe, og så var kampen sat i gang. På et øjeblik forvandlede jeg mig til et slangemenneske, og vi begyndte at lege kluddermor. Hvis man havde set det på film, havde det nok mindet mest om siamesiske trillinger i en meget vanskelig situation. Jeg boksede rundt for at komme fri, men de var fastholdene og gav sig ikke.

Bolette og Marie blev næsten kastet rundt, men på trods af det så fortsatte de kampen. Hvem skulle have magten og hvem skulle vinde? Jeg var fast besluttet på at jeg nu skulle vise dem, at de ikke kunne holde til mig. Jeg ville vise dem at jeg havde ret i at folk bare gik fra mig, og jeg kunne endnu engang få lov til at føle svigt. Sådan var det i mit hoved, men deres dagsorden var en anden, og tiden skulle vise sig hvem der først ville give op.

Undervejs lignede vi nok en menneskelig sandwich, med en god rød salami som pålæg. Da jeg havde kæmpet tilstrækkelig længe gav jeg op. Jeg lod personalet vinde!

Som tre opkogte tomater sad vi på gulvet og pustede ud. Mens sveden haglede ned af os, sad vi bare i stilhed og kiggede på hinanden.

Roen havde sænket sig i køkkenet, og jeg havde tabt kampen. Men det var en kamp, som den dag i dag har været det hele værd at tabe. Hvis jeg dog skal vende den om, så vandt jeg kampen om følelsen af ligeværd og omsorg.

 

Fortsættelse følger…

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.