Det er i den grad ikke kun personalet, som mine vredesudbrud er gået udover. Nogle beboere har virkelig skulle stå for skud, og én af dem har klart været Sebastian.
Jeg følte at mine personlige grænser, i den grad blev overskredet af Sebastian, og da jeg ikke fik sagt fra overfor ham, så hobede tingene sig bare op og jeg blev mere og mere gal på ham.
En almindelig fredag sad jeg med mine regnestykker, til en ganske almindelig matematiktime med Lasse. Jeg tror ikke at jeg havde haft min STU ret længe, og jeg havde et meget anstrengt forhold til Lasse, selvom han faktisk virkelig var den første, som gav mig troen på, at matematik faktisk var et fag jeg var rigtig god til.
Det har sikkert været en dårlig dag fra starten af, og jeg har nok siddet og tegnet firkanter i et kladdehæfte.
Når jeg sad og tegnede de små firkanter, var det som at meditere for mig. Ofte hørte jeg andre sige at det nok handlede om tidsfordriv, men det var noget som altid havde virket for mig, og som stadig virker i dag, selvom det er yderst sjældent at jeg sidder med mine farvede kuglepenne og tegner firkanter i et kladdehæfte. I dag er det nok mere hyggen i det, og tanken om hvor mange kladdehæfter jeg har lavet, specielt når jeg har været indlagt, der gør at jeg hygger mig med det. En strategi som jeg kommer til at benytte mig resten af mit liv.
På et tidspunkt løb kuglepennen tør for farve, og jeg vidste at jeg havde én magen til på mit værelse, så jeg skyndte mig over i huset for at hente den. Da jeg kommer op ad trappen ser jeg Sebastian stå lige foran min dør. Mens jeg lidt fortvivlet ikke vidste hvad jeg skulle stille op med mig selv, kunne jeg høre Tonny inde fra teknikrummet, som var placeret lige over for mit værelse. Sebastian kiggede lidt frem og tilbage og vidste heller ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Jeg fløj ind på mit værelse og smækkede døren, ledte febrilsk efter kuglepennen, fandt den og løb ud af døren igen. Jeg sendte Sebastian et dræberblik da jeg kom ud af døren, og han forsøgte at smile til mig, men jeg fnøs bare og smækkede døren endnu hårdere. Braget og husets rysten kunne stadig mærkes, da jeg løb ned ad trapperne og henover gårdspladsen.
Jeg sydede af raseri indeni. Hvad fanden skulle den spasser der? Han skulle fandme ikke være i mit hus, han kunne da pisse over til dig selv.
Jeg fik kørt mig selv mere og mere op, og Lasse havde godt fanget at der var noget galt, men jeg ville ikke snakke med ham om det. Alligevel fik jeg vidst kvækket lidt op om det, men min indre vrede blev bare stærkere og stærkere, så jeg løb ud af skolen og over i huset mens der nærmest stod en røgsky ud af ørerne på mig.
Jeg flåaede døren til huset op og var ved at falde over en måtte på gulvet. Mens jeg genvandt balancen fik jeg øje på Sebastian’s træsko som stod i gangen, i samme bevægelse tog jeg den ene sko og kylede den ud af døren. Kort tid efter fulgte den anden sko efter og jeg trak døren i med et brag. Inde på kontoret sad Hugo og kiggede lidt undrene på mig. ”Louise hvad sker der?” Jeg nåede aldrig at svare før jeg hoppede op ad trappen med fødderne på hvert andet trin. ”Du skal fandme ikke være her, dit svin. Nu skal jeg få dig ud!” Sebastian stod og kiggede overrasket på mig, og han virkede meget forvirret. Med et rev jeg fat i hans arm og hev ham efter mig ned ad trappen. Tonny stod lidt og undrede sig over hvad der egentlig lige skete på gangen, men det gik hurtigt op for ham at jeg var gal.
Halvvejs ned ad trappen hørte jeg Tonny oppe fra første sal og Hugo nede fra stuen. Jeg var ligeglad og fortsatte med at rive Sebastian afsted. Flere gange blev han ved med at sige ”hvad laver du? Hvad har jeg gjort?” Da vi nåede gangen ramlede jeg lige ind i Hugo. ”Flyt dig for helvede!” Jeg forsøgte at skubbe Hugo væk, men han blev stående ”Louise, slip Sebastian!” alvoren i hans stemme, hørte jeg men jeg kunne ikke stoppe og jeg havde mistet kontrollen. Samtidig stod Tonny på den anden side af mig. Han stod og råbte noget jeg ikke hørte, samtidig med at jeg råbte af Sebastian og Hugo. Jeg stod i et kæmpe kaos, og ikke mindst mit eget kæmpe, indre kaos. Tonny prøvede at vriste Sebastian fri fra mit tag i hans arm, men jeg holdt fast. Sebastian stod som en frossen pind og vidste ikke hvad han skulle gøre. Pludselig trådte Tonny ind foran mig, og fik min hånd fri fra Sebastian som blev beordret ud af døren.
Pludselig stod jeg mellem Hugo og Tonny. Min vrede og frustration var ikke blevet mindre og jeg skreg som en gal. Jeg tror faktisk at jeg fik repeteret hele bandeordbogen forfra og bagfra, med og uden synonymer. I det øjeblik der mindede jeg nok mest om en hidsig drage og en lille alene pige. Jeg havde virkelig mistet kontrollen over mig selv, og pludselig var det Tonny som stod for skud.
Jeg begyndte at skubbe til ham, og han forsvarede sig selv ved at skubbe mig væk fra sig. Det lod ikke til at min krop ville falde til ro, og mit kaos blev bare større. Jeg råbte mere og mere, mens Tonny forgæves forsøgte at få et ord indført, men der var ingen kommunikationskanal overhovedet.
Jeg var så meget i affekt at min selvkontrol ikke var eksisterende til sidst, og Hugo valgte at bryde ind. Han tog mine arme ind til min krop og holdt fast om mig, mens han løftede mig ind på kontoret og lukkede døren. Han satte mig ned i lænestolen, for at få mig afskærmet og få noget ro på mig. Da jeg landede i stolen havde jeg en størrelse 40 plantet lige i brystet på ham, klar til at sparke. Hugo kiggede mig dybt i øjnene og sagde ”Du sparker mig ikke!” men måden han sagde det på var det afgørende. Det var med en bestemt stemme han sagde det, men også med omsorg. Der var ingen tvivl om at Hugo godt vidste at jeg ikke havde nogen selvkontrol og han var blevet nødt til at tage kontrollen for mig en rum tid.
Kamp svedene og rød i hovedet sad jeg et stykke tid med min Puma sko i brystet på ham! Ingen af os flyttede sig. Det føltes i min verden som timer, men det har formentlig været sekunder. Han var vedholdene og satte en klar grænse, men han trak sig heller ikke væk. Hvis han havde gjort det, havde jeg nok sprunget på ham, da jeg måske ville have taget det som et svaghedstegn fra ham. Men han var der, og han blev der.
Stille og roligt tog jeg foden væk fra hans brystkasse og faldt sammen i stolen. Hugo satte sig på en stol et stykke fra mig, og gav mig lidt tid til at køle af. Og pludselig kom det, alt den kaos jeg havde indeni kom ud, med ord. Det var nok ikke så sammenhængene, men det kom og jeg blev mere lettet.
Endnu en kamp var taget og endnu et personale havde stået til mig, uden at forsvinde.
Det er endnu én af mine historier som jeg sidder og griner af i dag, specielt med de personaler som kender mig rigtig godt, og jeg glæder mig over, at jeg er nået så langt som jeg er. Disse kampe har været nødvendige, men for at det har kunne ende ud i noget godt, har det også krævet at nogle menneske har kunne stå til det og være der uden at tvivle på mig, og det må man sige at Hugo gjorde i denne situation.
Fortsættelse følger…