I 11 år har jeg været på diverse bosteder og psykiatriske afdelinger, og det er virkelig begyndt, at gå op for mig hvad det vil sige at bo alene.

Jeg er nu oppe på at have boet i min lejlighed i en måned og 12 dage, og det har ikke været nemt. Der har været en helvedes masse vrøvl med kommunen, da de ville overtage min videre støtte og Egholt derfor ville være ude af billedet. Da vi skrev den 1. maj 2016 skulle kommunen have overtaget mig, men pga. manglende papirarbejde, så skete der ikke noget. I princippet kunne Egholt være ligeglade, men på Egholt er man ikke bare et nummer eller en diagnose. Man er et menneske.

Der gik en kæmpe frustration i gang og skabte en masse uoverskueligt kaos. Hugo havde fat i kommunen op til flere gange, hvor de blev ved med at love at de havde styr på det. Jeg snakkede med fire forskellige mennesker, som sagde hver deres ting og jeg blev endnu mere forvirret. Vi var derude hvor “Ja, jeg får en anden til at ringe til dig”, når den anden så ringede blev jeg efterfølgende ringet op af den tredje, for til sidst, at få fat i den fjerde. Pludselig sad jeg i en situation som jeg sad i for 11 år siden. Den ene vidste ikke hvad den anden gjorde og i sidste ende faldt hele problematikken tilbage på én i kommunen. Det skabte så mange dårlige minder og erfaringer. Min tiltro til systemet blev smadret fuldstændig til jorden.

 

Jeg blev tilbudt en samtale i socialpsykiatrien den 9. maj, 9 dage efter jeg egentlig var ude af Egholt’s hænder. Hvis man nu kun kiggede på papirerne og min historie, så ville kommunen have fejlet. De ville have lavet et kæmpe omsorgssvigt. Den eneste grund til, at jeg ikke er blevet tabt på gulvet er, at der har siddet nogle andre mennesker og taget et ansvar, som på ingen måder var deres.

 

Da jeg mødte til møde i socialpsykiatrien den 9. maj, blev jeg mødt af et vanvittig sødt menneske. En smilende og positiv kvinde, som viste sig at være min nye kontaktperson. Hun havde stadig ikke fået noget på mig, så hun havde kun mit navn og mit telefonnummer.

Men stakkels Annika. Hun blev mødt af en forvirret og mistroisk Louise, som indeni følte sig meget svigtet og ikke særlig gammel.

 

Jeg havde så svært ved, at se hende i øjenene, og min tanke gik hele tiden på, at hun jo igen var “én af dem” fra systemet. Jeg sad og trippede med benene, kørte lidt rundt på stolen og følte mig som Louise på otte år.

 

Annika gjorde virkelig sit arbejde godt, men jeg var ekstremt mistroisk. Annika gjorde virkelig sit for, at jeg skulle føle mig bedre tilpas, men i mine øjne var hun stadig en i systemet, indtil det øjeblik hvor hun fortalte, at hun var i flexjob pg havde brugererfaring. Pludselig så jeg hende mere som et menneske og jeg var ikke bange for, at hun ikke ville kunne forstå mig. Hun har jo selv prøvet et eller andet. Der faldt en sten fra mit hjerte, og jeg kunne bedre være i det. Og vi fik en god snak.

 

Der skulle gå indtil den 11. maj før jeg modtog bevilligspapirerne. Min frustration var vokset sig større og jeg havde haft SMS kontakt med Annika. Stakkels menneske, hun måtte stå til mit frustrerede sind, som byggede et større kaos op, da der jo ikke var styr på tingene. Hun var meget overbærende, og kunne da godt forstå at jeg var ked af det. I baghovedet lå den hele tiden, at hun på den ene eller anden måde jo godt vidste hvordan jeg havde det, og hun tacklede det meget godt.

 

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været der, hvor det hele er kogt så meget over, og hvor gamle mønstre begyndte at overtage mig. Manglende søvn, vrede, mareridt, kaos og tristhed var pludselig noget jeg oplevede for fuld skrue. En følelse som jeg lykkelig havde glemt. Igen var jeg ikke uovervindelig.

 

Det er svært at bo for sig selv når man er så institutionaliseret, som jeg er. Jeg skal stadig tage mig selv i ikke, at skrive til Malajka eller personalet på Egholt, at jeg er på vej hjem når jeg er i København.

 

Det sker jo at jeg tror, at jeg kan klare hele verden, men det kan jeg ikke altid. Jeg troede måske jeg var lidt sejere, men i stedet for at tage det som et nederlag, så vil jeg tage det som en erfaring. En erfaring som siger mig, at svigt igennem livet sætter sine spor og man skal tage sine forholdsregler. Men også at selvom Egholt skulle “slippe” mig, så var der ingen der slap før jeg var nået til der, hvor nogle andre tog over. Af Egholt er jeg aldrig blevet svigtet, og ved også at jeg aldrig vil blive det.

 

Men tænk at de svageste i samfundet, skal kæmpe den hårdeste kamp mod systemet. Der er noget som ikke hænger sammen og man kan jo undre sig.

Jeg har heldigvis nogle mennesker, som vil give lidt ekstra af sig selv for, at jeg ikke skal igennem flere svigt end jeg har været tidligere.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.