Der er ingen tvivl om, at jeg, til tider, har lidt høje forventninger til mig selv. Lad mig rette den, meget høje forventninger til mig selv. Min flytning er ingen undtagelse. Den første måned gik det faktisk rigtig godt, men da jeg måtte ”give slip” på Egholt og min hverdag der, så skete der noget i mit system.

Pludselig kunne jeg se mig selv kravle rundt i det velkendte hul. Det hul som jeg tidligere er faldet ned i, men er kommet op ad igen. Frustrationen kom væltende og pludselig følte jeg mig som en kæmpe fiasko. Jeg havde forventet at min flytning, i min egen lejlighed ville gå smertefrit, det gjorde det jo den første måned, men pludselig var det ikke sjovt mere.

Jeg er meget glad for min lejlighed og jeg kan godt lide, at være der men der er bare noget i mit system som trykker.

 

Nærmest fra den ene dag til den anden, gik jeg fra at være glad og nyde mit liv til pludselig, at synes det hele faktisk var meget uoverskueligt og trættene. Basale ting som at sove, spise og rydde op, blev pludselig en belastning og frygten for, at ryge helt ned sad i mig, og det gør den egentlig stadig.

 

Rent rationelt ved jeg med min fornuft, at det nok skal gå over men følelserne siger noget andet. Der er ingen tvivl om, at følelser og fornuft ikke altid hænger sammen.

Min nye kontaktperson Annika er godt til, at få proppet noget fornuft og positivitet ind i mit hoved, men det er en hård kamp, at gå igennem.

 

De sidste par år har jeg været vant til, at dagene overvejende har været gode, og de dårlige dage har været meget få. Pludselig blev det omvendt. Flere dårlige dage og få dage med glæde, til tider kun timer. Jeg sidder konstant med en frustration over, at det er sådan. Den frygt som sidder i én fra tidligere er ikke, at kimse af for det sidder tydeligvis meget dybt.

 

Det er rigtig hårdt for mig, at erkende denne her nedtur og jeg forsøger bare, at arbejde mig ud af det. Overbooker mig selv i foredrag og alt muligt andet, for det er jo det som giver mig allermest glæde. Men jeg ved også at det kan have nogle konsekvenser for mig. Jeg har altid skulle lære tingene på den hårde måde, og det skal jeg også denne gang.

 

Jeg må indrømme at jeg synes det er svært, at acceptere at tingene er sådan lige nu. Og som altid, slår jeg mig selv i hovedet med, at jeg ikke er god nok. Men endnu engang er jeg ikke uovervindelig og jeg ved, at de mennesker som kender mig rigtig godt, udmærket vidste at der ville komme et mentalt dyk.

 

Jeg ved at det nok skal blive godt igen, men det er hårdt at rende rundt i et sort og mørkt hul. Og specielt når man ikke kan finde lommelygten, så jeg kan finde vejen til stigen op ad hullet. Jeg ved at den er her, men der skal ledes lidt og jeg tror på, at jeg nok skal finde den.

2 Kommentarer

  1. Annemarie Nørhave

    Kære Louise.
    Hvor er du modig, at se dig selv i øjne på denne måde.
    Ja, forandringer koster noget. Og de er vejen frem, trods, smerte, angst tvivl.
    Ud fra det jeg læser, tror jeg på dig, på det gode liv for dig.
    Kærlige tanker og hilsen
    Annemarie Nørhave

    Svar
    • Louise Bjørndal

      Hej Annemarie,

      ja det er sgu hårdt, men det handler jo om, at finde den lommelygte for jeg ved den er der. Men der skal bare ledes lidt og kæmpes for, at komme op og jeg ved også, at det bliver bedre men der er jo altid en tvivl. Men erfaringen siger mig, at jeg kommer op igen.
      Jeg har heldigvis nogle mennesker omkring mig, som er gode til at hjælpe, råde og vejlede.

      Mange hilsner
      Louise

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.