Jeg fyldte 29 i sidste uge, og det var min første fødselsdag udenfor institutionslivet. Jeg gik længe og frygtede den dag, og der var flere som begyndte at spørge, om jeg ikke skulle holde et eller andet. Jeg forsøgte bare at skyde det hen, og snakkede så vidt mulig ikke om min fødselsdag. Nogen blev forberedt på at jeg ikke ville holde noget, og der var andre hvor jeg virkelig håbede, at de glemte min fødselsdag.
Fire dage før min fødselsdag følte jeg mig presset, og jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre af mig selv i det hele. Det bundede nok mest i at jeg var i tvivl om, hvordan man egentlig holder sin fødselsdag. For mange er det noget man bare gør, men for mig var det et stort dilemma. I en alder af 29 vidste jeg ikke hvordan man skulle holde fødselsdag. Jeg har altid været omgivet af andre mennesker, og har derfor ikke skulle forholde mig så meget til det.
Jeg havde det meget svært da jeg sendte en sms til Marianne hvor jeg skrev
”Jeg ved godt at det her er det mærkeligste spørgsmål, jeg nok har stillet! Men hvad skal jeg gøre til min fødselsdag? Forventer folk at jeg inviterer til et eller andet, eller hvordan?”
Svaret jeg fik tilbage var hvad jeg egentlig selv havde lyst til! Jeg kunne mærke frustrationen og skrev tilbage, at jeg ikke vidste det.
”Man gør lige nøjagtig, hvad man har lyst til. Har du lyst til at vi skal komme, så kommer vi. Vil du hellere noget andet, så respekterer vi det. Det er din fødselsdag, så det er dig der bestemmer”.
Frustrationen blev da heller ikke mindre, og jeg spurgte hvad der egentlig var normalt, og hvordan man gjorde i et almindeligt liv.
”Hvor skulle jeg vide det fra? Du kan da invitere til boller og kage om aftenen, eller hvad du har lyst til. Og vi kunne gå ud og spise frokost”
Min usikkerhed boblede rundt i mig, og jeg skrev tilbage, at hvis det var det man gjorde, så skulle vi det. Aftalen blev at jeg skulle tænke over det. Et par dage tænkte jeg over hvad jeg ville, og aftalen blev ved en aften med boller og lagkage, og formiddagen ville være en tur til København for at spise frokost med Marianne og Mie.
Jeg var så presset i forhold til min fødselsdag, og pludselig blev jeg også i tvivl om hvad jeg skulle servere for bonusfamilien, så spørgsmål om hvad de ville have i lagkagen, hvad de ville have at drikke osv. blev sendt til Marianne, og hun svarede så godt hun kunne. Dog blev hun ved med at pointere, at det jo var min fødselsdag og derfor også mig der skulle bestemme. Men jeg kunne vitterligt ikke forholde mig til det, så med en hel del hjælp fik jeg lavet struktur på dagen, fik handlet ind og sat tidspunkter på diverse aktiviteter. Anne havde været så sød at tilbyde, at bage bollerne for mig, så jeg bare skulle lave lagkagen hvilket også lettede lidt på min tidsplan.
Det blev tirsdag morgen, og pga. min hundehvalp Nanna stod vi op kl. 5.30. Nanna syntes i hvert fald ikke at vi skulle ligge længere i sengen. Jeg havde monster hovedpine og troede egentlig, at jeg havde hold i nakken, men efter et par kodimagnyl og lidt bevægelse, så slap det lige så stille.
Marianne hentede mig kl. 10 og vi kørte mod København. Mie var på arbejde og vi skulle ind og hente hende. Planen var at vi skulle forbi og se Mies nye arbejdsplads. Mie var startet som tatovørlærling og det var spændende, at skulle se hvad det egentlig var for noget. Tatoveringer har aldrig sagt mig noget, men jeg havde i et stykke tid snakket om, at jeg gerne ville have én, og det skulle også vise sig at der var en skjult bagtanke ved turen til København. Jeg skulle nemlig have en tatovering.
Både Mie og Marianne var sikre på, at jeg havde luret den men for en gangs skyld så havde jeg ikke opsnappet det, og de fik virkelig taget røven på mig.
Mie fik gjort klar til at lave tatoveringen, som på ingen måder skulle være ret stor, og der gik ikke lang tid før jeg blev meget rød i hovedet. Det gjorde jo fucking ondt, og jeg peb en smule hvis ikke en del. Et fint semikolon fik jeg på mit højre håndled, og de syv minutter den tog, at lave holdt jeg ud men jeg måtte indrømme, at på trods af en rimelig høj smertetærskel så er jeg ikke så meget til nåle på den måde.
Aftenen gik med boller og lagkage, og enormt meget hygge med bonusfamilien, som alle var der. Der er ingen tvivl om at de har været den største årsag til, at jeg fik en fantastisk fødselsdag med overraskelser, kærlighed og gode gaver. Det er én af de bedste fødselsdage jeg nogensinde har haft.
Det at leve et normalt liv er ikke altid nemt, og ting som de færreste nok ikke tænker over, kan skabe kaos i mit hoved. Men jeg er så småt ved at lære det, med hjælp fra en lille gruppe mennesker som har en stor betydning for mig. Næste år fylder jeg 30 og med mit kendskab til mine venner, så er der ingen tvivl om at netop den dag bliver vild, spændende, udfordrende og underholdende (om ikke andet for deltagerne).