For 2 år siden blev jeg endelig medicinfri efter næsten 10 år på angstdæmpende Citalopram. Og jeg afsluttede terapeutisk behandling et år senere. Jeg var rask, følte jeg. Ved godt, at man aldrig helt bliver 100 % rask efter PTSD, i den voldsomhed jeg har haft den, men det her var så tæt på, som jeg kunne komme. Smæk mig i røven og kald mig Elvis, hvor var jeg stolt af mig selv! Det er jeg sådan set stadig.

Ligesom alle andre

Nu var jeg lige som alle andre, følte jeg. Endelig helt almindelig. Noget jeg aldrig rigtig har følt mig som. Jeg elskede den der danskerleverpostejfornemmelse jeg fik. Der var styr på alting. Altså lige bortset fra at jeg stadig var på kontanthjælp og arbejdsløs, men det var en mindre detalje i forhold til alt det andet. Nu gik det den rette vej.

Efter jeg crashede med stress i 2015, som reaktiverede mine barndomstraumer, grundet dårligt psykisk arbejdsmiljø på den læreplads jeg havde på det tidspunkt, blev det et mål for mig i forhold til det at blive “rask”, at jeg skulle kæmpe videre, og se om jeg ikke kunne tage en uddannelse efter endt behandling.

Det blev også et mål at jeg gerne ville prøve at være medicinfri, og se hvordan jeg egentlig klarede at have min sygdom helt på egen hånd uden medicinsk eller terapeutisk støtte. Min psykiater var heldigvis med på det, og bakkede mig op i min beslutning. Med hans hjælp blev jeg medicinfri på forsvarlig vis.

Jeg ville aldrig nogensinde have turdet bare at tage en “kold tyrker” og lægge pillerne. Så meget gambler jeg heller ikke med mit helbred. Det anbefaler jeg på ingen måde at nogen gør. Psyk-medicin er ikke noget at lege med. Det er kradsbørstige sager.

Vejen til heling

I de to år jeg var medicinfri nåede jeg at gennemføre et genoptræningsforløb efter en skulderskade, jeg pådrog mig i 2017, en skade som betyder, at jeg ikke længere bør have et hårdt fysisk arbejde, som jeg ellers havde været vant til da jeg var i lære som ernæringsassistent. Jeg har derfor skullet sadle helt om og beslutte en ny retning for mig selv karrieremæssigt.

Jeg blev ambassadør i EN AF OS, og har holdt et par foredrag om det at komme sig efter psykisk sygdom, samt om at leve med angstproblematikker og så selvfølgelig senfølgere efter seksuelt overgreb i barndommen og omsorgssvigt.

Jeg kom i praktik, 30 timer om ugen, på et kontor i en socioøkonomisk virksomhed, som lavede cykler for private kunder og offentlige institutioner. Sådan lidt en cyklens autohjælp agtig virksomhed.

Om foråret blomstrer blomsterne

Skal da lige love for at jeg blomstrede op. Det overrasker selv mig, nu hvor jeg sidder og tænker tilbage. Jeg fik simpelthen troen på mig selv, og den viste sig hurtigt. Der gik nemlig ikke ret længe før jeg havde ansvaret for kontoret og værkstedet, når chefen var ude på opgave.

Jeg lavede alt forefaldende kontorarbejde, sendte fakturaer, talte med kunder, lavede salgsmateriale, fandt opgaver til virksomhedens fleksjobbere, fremviste cykler til salg. Jeg havde vitterligt ansvaret for virksomheden. Jeg stod for at pakke hele virksomheden ned sammen med fleksjobberne, da vi skulle flytte til nye lokaler. Nogen havde tillid til mig, og stolede på at jeg kunne varetage det, og det kunne jeg.

Det var jo slet ikke det indtryk jeg havde af mig selv, da jeg blev sygemeldt i 2015. Der kunne jeg intet, og min daværende chef og en del kollegaer var ikke blege for at påpege, at jeg var fuldstændig uduelig. Det var der ikke noget med at bygge lærlingen op – det var snarer det modsatte. Meget underlig pædagogisk linje, synes jeg.

Jeg kom, jeg så, jeg ku’

Til sidst i min praktik hos cykelsmeden havde jeg så meget troen på mig selv, at jeg vovede pelsen og stoppede på kontanthjælp for at starte på SU og tage et grundforløb til kontorassistent. Selv det klarede jeg med toppræstation! Det blev endegyldigt beviset for mig at jeg var ovenpå i forhold til stress og traumer. Men ikke bare fagligt klarede jeg det godt, det gjorde jeg også socialt. Normalt har jeg været lidt “the odd one out”, men ikke denne gang. Der var bare styr på settet, om man så må sige. Og det var ikke noget jeg fakede – jeg havde virkelig styr på tingene og havde ro på inden i.

Hej Ole Lukøje

Jeg oplevede noget, jeg aldrig havde troede jeg skulle, da jeg blev medicinfri. Jeg kunne komme op om morgenen. Det har jeg altid kæmpet helt utroligt med. Men 6 mdr. efter jeg var trappet ud vågnede jeg hver morgen kl ca. 6:30 og sådan var det indtil for ganske nylig. Min døgnrytme blev så stabil uden at jeg rigtig gjorde en hel masse. Jeg gik i seng kl. 22 og vågnede uden brug af vækkeur (selvom jeg stadig satte det – just in case) kl 6:30. Og jeg sov igennem hele natten uden mareridt! WTF!!! Det er et kæmpe succeskriterie for en med PTSD. Mareridt og flashbacks er jo nogle af vores symptomer.

Højt at flyve, dybt at falde

Når man tager et grundforløb, så er det jo fordi man gerne vil i lære bagefter. Så siden marts har jeg søgt lærepladser inden for kontor og detail, men uden held. Det har været lidt hårdt ikke at kunne finde en virksomhed, der havde lyst til at ansætte mig. Og det har da også gnavet lidt i selvværdet, jeg kan ikke påstå andet.

Men inden jeg stoppede på kontanthjælp kontaktede jeg min sagsbehandler for at høre om reglerne for uddannelse, SU og kontanthjælp. Jeg ville jo nødig gøre noget forkert, og risikere at blive straffet i den anden ende. Sagsbehandleren bad mig kontakte ydelseskontoret i min kommune, som sad med lige netop disse regler. Det gjorde jeg, og spurgte ind til det hele.

Forkerte oplysninger

Problemet var bare at jeg fik forkerte oplysninger. Med det resultat, at jeg for snart 2 mdr. siden ikke kunne søge om kontanthjælp igen pga. regler om karensperioder og at man ikke må få kontanthjælp, når man er lærepladssøgende, som jo var de ting jeg skulle have haft at vide, da jeg ringede og spurgte. Jeg havde jo ikke fundet en læreplads, og er heller ikke dagpengeberettiget, da jeg ikke står i en a-kasse pga. længerevarende sygdom.

Pludselig stod jeg og kunne ikke få en krone nogen steder, og jeg havde intet arbejde, og udsigten til et arbejde lå ikke lige om hjørnet. Hvad pokker skulle jeg nu gøre. Jeg gik helt i panik på ydelseskontoret og stormede ud derfra. Hivende efter vejret og med tårerne sprøjtende ud af øjnene. Jeg sad på en bænk ved busstoppestedet og græd i en halv time før jeg kunne finde ud af at tage bussen hjem.

Da jeg kom hjem fik jeg et angstanfald med selvmordstanker. Dem havde jeg ikke haft i mange år. Men det faldt til ro efter noget tid, og jeg var helt afkræftet og faldt i søvn. Vågnede dog et par gange i løbet af natten med hjertebanken og svedeture.

Angstanfald for fuld skrald

Næste morgen nåede jeg knapt at åbne øjnene før jeg fik endnu et angstanfald.

I løbet af et splitsekund fik jeg det største angstanfald i mange år. Tror ikke jeg har haft så kraftigt et anfald siden 2011, da jeg var i terapi for mine barndomstraumer, og havde fat om nældens rod. Det var så voldsomt, at jeg fik selvmordstanker og vitterligt ønskede at dø. Jeg var begyndt at lede efter mit “weapon of choice”, fandt det og sad og overvejede at komme herfra.

Heldigvis formåede jeg at ringe til min læge, som guidede mig videre til psykiatrisk skadestue. Men fordi jeg havde så voldsomt et anfald, så kunne jeg ikke komme hen på selve skadestuen – jeg turde ikke ringe til nogen af mine venner eller familie af bare skam. Så jeg kunne ikke få den hjælp til at falde til ro, som jeg egentlig havde brug for, og jeg havde ikke længere medicin i medicinskabet, som kunne bremse anfaldet.

Lys i mørket

Heldigvis ringede en veninde tilfældigvis midt i mit anfald. Hun blev helt befippet over mig. Hun havde aldrig set eller hørt mig sådan før. Jeg har altid holdt det skjult, når jeg fik mine anfald og selvmordstanker. Hun skyndte sig at få fat i sin mor, og så kørte de ind til mig og tog mig med hjem. Jeg var hos dem hele den weekend. Vi lagde en slagplan, og jeg fik midlertidigt ro på igen. Men angsten havde fundet vej tilbage.

PN-medicin

Derfor tog jeg kontakt til min læge, og fik ordineret PN-medicin (Pro Necessitate = efter behov) til nødstilfælde. Jeg turde simpelthen ikke være uden nødhjælp længere. Det er ganske enkelt for farligt for mig at tage de her angstanfald. Så jeg så mig nødsaget til at tage nogle forholdsregler og passe på mig selv. For jeg vil jo ikke dø før jeg bliver en gammel dame. Men den syge del af min hjerne kan åbenbart “overrule” alt, og pludselig sidder jeg med ønsket om at dø. Men jeg ville ikke have fast medicin igen. Jeg ville lige se, om systemet ikke faldt til ro af sig selv. Det gjorde det ikke.

Sådan ser min angst ud

Glasset med PN-medicin har holdt angstanfaldene tilbage bare ved at stå i skabet. Så jeg er tryg ved tanken om at et angstanfald kan komme buldrende, og at jeg kan bremse dem selv med medicinen, men jeg er dog ikke uden angst i hverdagen. En angst som ikke vil slippe. De næste 14 dage tog angsten til. Den viser sig ved at jeg pakker telt, sovepose og praktisk tøj, og gør klar til at kunne rømme lejligheden i løbet af få minutter. Hvor jeg vil tage hen, hvis angsten skulle overmande mig, ved jeg ikke. Men jeg er klar.

Jeg lægger planer, mange planer. Ikke bare en plan A og en plan B, men gerne helt til plan Å, hvis jeg kan komme til det. Jeg tjekkede om hoveddøren var låst flere gange inden jeg gik i seng om aftenen. Min ellers så stabile og højt elskede døgnrytme forsvandt igen, og mareridtene kom tilbage.

Utroligt nok har jeg ikke været selvskadende og har bidt mine fingre og negle i stykker, som jeg ellers har gjort i mange år. Jeg begyndte at hamstre fødevarer og fyldte skabe, fryser og køleskab til bristepunktet. Jeg tog en køkkenkniv med ind i soveværelset og lagde den i skuffen i natbordet, sammen med en lommelygte. Alt dette ved jeg er tegn på, at jeg ikke er ok, og at jeg skal få styr på knolden.

Mr. Anderson, welcome back.

Stille og roligt vendte PTSD’en tilbage. Så til sidst måtte jeg kaste håndklædet i ringen og gå til lægen og bekende kulør. Min læge er heldigvis fantastisk, så hun ordinerede straks Sertralin, lavede en henvisning til min tidligere psykiater, som havde hjulpet mig med at blive medicinfri i sin tid og fandt tider til opfølgning. Hun er god til at hjælpe mig med at passe på mig selv. Hende er jeg helt tryg ved.
Nu skal jeg bare finde modet til at få ringet til psykiateren, og se om han har tid. Det kæmper jeg lidt med. Men det skal nok komme, det ved jeg. Jeg er ikke sygemeldt, og søger sådan set stadig læreplads. Jeg VIL knække koden. Jeg vil tilbage på det funktionsniveau, jeg var mens jeg gik på handelsskole, og det kan jeg også mærke at jeg nok skal komme. Jeg kan mærke, at jeg nok skal komme tilbage for fuld musik. Men lige nu har jeg en diagnose jeg skal tage hånd om samtidig med, at jeg forsøger at bryde mønsteret. Den er lidt som et lille barn, der skal passes på. Og det gør jeg så.

Omgivet af lys og ro

I skrivende stund sidder jeg i min lejlighed med stuen fyldt af tændte stearinlys, og med opstartsbivirkninger buldrende i kroppen. Havde lykkeligt glemt, hvordan det er. Svedeturene, føleforstyrrelserne, mundtørheden, hukommelsesproblemer, trætheden, søvnløsheden, rysten og sitren, den manglende sultfornemmelse, som gør at jeg bliver nødt til at sætte alarmer et par gange om dagen, så jeg husker at få noget at spise. Det har indtil videre kostet 5 kg på vægten. Har jo heldigvis en smule erfaring som ernæringsassistent, så jeg ved lidt fejlernæringsproblematikker, og hvordan man forebygger dem. Heldigvis er jeg overvægtig, så fordi der ryger nogle kilo går nok, men jeg skulle nødig blive fejlernæret og få vitamin- og mineralmangel. Men der er ro på i knolden nu.

Den ven man ikke vil have

Vi lærer hinanden bedre at kende hver dag PTSD’en og jeg. Og vi bliver bedre til at samarbejde. Den fortæller mig, at nu er der noget i gære, og jeg skal handle på det. Den er et hårdt bekendtskab, men den bliver mere og mere et redskab jeg kan bruge til at vurdere min tilstand. Selvom jeg er tilbage på medicin, så er jeg stolt af den måde jeg håndterer det på. Jeg skammer mig ikke over at det er nødvendigt igen at være på små blå piller dagligt. Hellere det end alternativet. Jeg vil nemlig ikke dø.

Foto: Unsplash

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.