Jeg har kæmpet så hårdt for, hvor jeg er i dag.

Det har krævet så mange tårer, viljestyrke og mod til at komme op fra hver eneste mørke hul på min vej.
Jeg troede, at det i sig selv var hårdt og ubeskriveligt, men jeg tog fejl.
Det er langt værre at se sit eget barn kæmpe med lignende udfordringer. Jeg græder indvendig, for jeg ønsker, hun skal have det noget nemmere end mig.
Hver gang skolen har deres cykleture i løbet af et skoleår, har jeg en pige, som er panisk angst. Det er, som om hendes motorik ikke helt vil samarbejde med hende. Her er der mange, som bare siger, at hun bare skal øve sig. Det kan selvfølgelig også godt tænkes i andre sammenhænge. Bare vi snakker om en cykel, kan hun bryde fuldstændig sammen.
Vi har taget nogle cykleture sammen, hvor vi har holdt en picnic ved en legeplads eller ved stranden. Et sted hun vælger.
I 6. klasse har de så cykelprøve, og jeg har virkelig haft mit besvær med at få overbevist skolen om sagens alvor.
Hver eneste dag kæmper hun også med ordblindhed, og det i sig selv er en stor udfordring, som hun klarer så flot. Derfor blev vi enige om, at hun ikke skulle udsættes for mere pres. Hun var med til teoridelen, men kunne slet ikke magte selve cykelprøven.
At opleve sit barn kæmpe med sine egne udfordringer og samtidig være stærk for hende er det hårdeste og en næsten umulig opgave. Jeg gør det for, hvis min mor kunne klare alle mine sværere udfordringer, så kan jeg det samme for mit barn.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.