Er der nogen, der kender til kognitiv terapi eller metakognitiv terapi? Metakognitiv terapi er en terapiform, hvor man går ind og kigger på tankemønstret og ud fra det arbejder med nogle redskaber til at ændre sine mønstre og vaner. Terapiformen er udviklet af psykologen Adrian Welles, og han har baseret den på en model, han har lavet i samarbejde med Gerald Matthews. Metakognitiv terapi er trans diagnostisk – dvs. at man bruger den på tværs af diagnoser: angst, depression, ptsd, ocd, adhd, m.v.
Jeg er startet i metakognitiv terapi. Det er sindssygt spændende, lærerigt, og det har åbnet mine øjne for en anden måde at arbejde med angsten og ptsd’en – men også få et helt nyt syn på nogle af de mange situationer, jeg har stået i de sidste tre-fire år. Udover det, jeg har lært indtil videre, så har jeg brugt lang tid på at læse om det og researche til mit blogindlæg. Jeg vil på ingen måde gøre mig klogere, bare fortælle om de oplevelser, jeg har haft, og de refleksioner, jeg har gjort mig undervejs.
Psykologer mener, at vi har sådan cirka 70.000 tanker dagligt. Nogle kommer og går, andre sætter sig fast med et formål. Tankerne bliver delt ind i niveauer, så nummer 1 er det reelle issue og nummer 2 er alt det, der fylder udenom.
Det første issue er triggeren, eller den situation, hvor tankerne bliver udløst. Man taber kontrollen over sine tanker. Det andet issue er så de reaktioner, som man får. Det kan både være kropslige reaktioner og følelser: såsom kvalme, rysteture, hjertebanken, urolige ben og meget andet. Jeg kan kun fortælle ud fra egne erfaringer. Reaktionerne er forskellige fra person til person, alt afhængig af hvad der har trigget. Det kan være en tur i offentlig transport, møde med sagsbehandler på kommunen, sociale arrangementer eller noget ganske andet. Igen er det jo meget individuelt. For mig har det været min sorg, ensomheden og det at miste sine bedste venner – det kommer jeg til.
Jeg hørte om det via min støttekontaktperson og fik bevilliget et gruppeterapiforløb. Den første gang var det svært og overvældende at sidde sammen med en gruppe andre mennesker og skulle forholde sig til tanker og mønstre og ikke rigtig vide noget om terapiformen. Jeg havde kun læst lidt om det, på det tidspunkt, men syntes det lød som en god ide for mig. Og det skal jeg love for, det har været. Jeg vil fortælle om et par af de issues, jeg har kæmpet enormt meget med, og som jeg nu får nogle værktøjer til at kunne bruge fremadrettet.
Jeg har enormt svært ved at give slip og tilgive – både andre og mig selv. Og jeg har enormt svært ved at rumme min sorg. Men ved hjælp af terapien og også det at være i gruppe har faktisk hjulpet helt vildt meget. I meget, meget lang tid bebrejdede jeg andre min ensomhed, i stedet for at se indad og arbejde med mig selv. De trak sig fra mig. Men – skubbede jeg dem ikke også selv lidt væk? Overskred jeg deres grænser ved at være åben om min belastede psyke? Måske. Her kan jeg jo være bagklog. Tænke og spekulere, uden at få et svar på det. Det var nemmere at pege fingre og skælde ud og skubbe skylden fra mig.
Min tidligere bedste ven, som jeg også havde et forhold til, havde jeg svært ved at både give slip på og komme videre fra, men også tilgive og undskylde til. Vi var begge to nogle idioter, ikke kun ham. Jeg havde skyklapperne på og ville hverken se eller høre, før det egentlig var forbi, og jeg var fuldstændig knust og rasende. Jeg hadede ham, men jeg hadede også mig selv for at have sat mig i en situation, som jeg ikke kunne kontrollere. Jeg gjorde ham til skurken, men det var lige så meget min egen fejl. Jeg undlod at høre alarmklokkerne. Jeg burde egentlig have sluttet det noget før. Ja, jeg burde faktisk ikke have indledt et fysisk forhold til ham – det var der, det gik galt. Det er da selverkendelse, er det ikke? Jeg kunne sagtens have fortsat i en lang smøre med, hvad han kunne have gjort i stedet for, men det gør jeg ikke. Der er ikke nogen grund til at fortsætte med at bore i noget, som er et overstået kapitel.
Jeg må dog indrømme, at jeg en gang imellem savner det venskab, vi havde, for vi havde nogle gode og sjove stunder sammen. Så venskabet savner jeg, men ikke ham. Giver det mening? At have en tæt ven, man kan betro sig til, en ven, man kan lave mad og spise sammen med og se film med, snakke om livet og alt derimellem, uden at der er følelser involveret. Jeg har brugt alt for meget energi på at tænke over det og tænke det igennem, og der er ikke kommet noget ud af det, andet end en spiral, der har været svær at komme ud af. En usund spiral af vrede, sorg, angst, afmagt og en mental slåskamp, der var unødvendig.
Jeg savner min gudmor, og jeg savner Emma. Det er lidt over tre år siden, min gudmor døde, og den sorg sidder dybt i kroppen på mig. Emma sagde vi for evigt godnat til for ni måneder siden, og på en eller anden måde hænger de to ting sammen, for siden Emma blev aflivet, har sorgen fyldt meget hos mig, og jeg har kæmpet for at holde fast i de gode minder og finde en mening. Nu kan jeg jo godt se, at alt hvad jeg lavede i foråret og sommeren med at tage rundt med forfatterkollegaerne fra ”Understrømmen” var en form for distraktion. Når jeg var på farten, havde jeg ikke tid til at tænke på det. Jeg brugte turene i toget til at øve min præsentation og oplæsning, og på hjemvejen var jeg så træt, at jeg som regel sad og faldt i søvn med musik eller en podcast i ørerne. Jeg fortryder på ingen måde, at jeg var på farten, for det har givet mig sindssygt meget, både selvtillid og skulderklap, men også gode kollegaer, som i den grad var en støtte og stadigvæk er en støtte, når det blev lidt svært.
For mig er den metakognitive terapi en helt ny måde at tackle mine tanker og angst. Jeg bliver aldrig nogensinde verdensmester i at styre den, men jeg får hele tiden værktøjer til at kunne arbejde med den. Så sent som i forgårs fik jeg en voldsom reaktion efter at have været til et familiearrangement i weekenden, og jeg hylede og forbandede angsten og ptsd’en meget langt væk.
Jeg har lært en at kende. En fyr. Han har selv været igennem en sårbar periode og fået kognitiv terapi. Selvom kognitiv og metakognitiv terapi ikke helt er det samme, så ved han, hvad det vil sige at være sårbar og være inde i psykiatrien. Ja, det er ikke ligefrem den fedeste ting at have tilfælles, men så har vi andre ting tilfælles. Vi har en god kemi, og vi ved, hvad det er, vi hver især går igennem med gruppeterapi, dårlige dage, osv. Men måske behøver man slet ikke at have så mange ting tilfælles for at have en god kemi? Jeg glæder mig i hvert fald til at møde ham og lære ham bedre at kende. Nogle gange skal man bare lukke lidt op og spille med åbne kort fra starten. Det har jeg gjort i det her tilfælde, og også da jeg var på klatrevæg for en måneds tid siden, og det har altså givet ”thumps up”. Jeg har oplevet, at de personer, jeg har lært at kende, har været interesseret i mennesket bag diagnoserne.
I mit sidste blogindlæg skrev jeg om de svære følelser og følelsen af at stå alene. Jeg ved godt, at jeg ikke er alene eller står alene, men det kan føles sådan, og jeg synes, det er okay at fortælle om det, der er svært, og om de følelser, der er svære at kapere. Det er også noget af det, jeg lærer at håndtere ved hjælp af metakognitiv terapi. At få denne her form for terapi har sat gang i tankerne, på godt og ondt, og det her forløb er for mig en rystetur og en øjenåbner. En vækning, kan man kalde det. Boblen er bristet, nu skal jeg ud og leve mit liv.
Jeg tror på, at ting sker af en grund. Det er min livsfilosofi, hvis man kan sige det sådan. Så mon ikke også der er grund til, at jeg har lært en at kende, som er lidt det samme sted i livet som jeg?