Det er 4 år siden, jeg mistede min gudmor, og det har været nogle hårde dage. Jeg trak stikket og var et par dage hos min gudfar. Vi fik snakket en masse, grint, grædt og – endelig, endelig, endelig – fik vi styr på vores rejse til Rom. En rejse, der har været planlagt siden 2019. Vi skal afsted til foråret, og vi glæder os helt sindssygt meget! Jeg snakkede med mine forældre om dagene omkring min gudmors dødsdag, og min far sagde at de reaktioner, der kommer, er okay og normale. Jeg har været hårdt ramt af sorgen denne her gang. Det er ikke fordi, det er blevet nemmere med årene, men jeg er blevet bedre til at kunne håndtere og være i min sorg og savnet. Jeg vil altid mangle og savne min gudmor, men jeg ved også at hun er hos mig og våger over mig og familien og min gudfar. En gang imellem kan jeg mærke hendes nærvær. Det kunne jeg ikke starten, men jeg var også i så voldsom en choktilstand, at jeg lukkede fuldstændig af for følelserne, og det gjorde for ondt og var for overvældende at fornemme hende.
For elleve år siden mistede jeg min farfar, og det var en helt anden form for sorg, jeg var i der. Min farfar var meget syg og gammel og slidt op, så vi vidste hvilken vej det ville gå. Men for mig kom døden lige pludselig lidt for tæt på. Det gik hurtigt – hurtigere end hvad vi havde regnet med. Måske var det, det bedste. Eller jeg ved, det var det bedste, men at det gik så hurtigt, mener jeg, for han undgik smerterne. Han led ikke, han sov bare stille og roligt ind med sine nærmeste omkring sig. Efter hans død, har jeg oplevet at ”få besøg” af ham flere gange. Med besøg, mener jeg, at jeg har kunnet fornemme ham.
Jeg har lige fejret min mors fødselsdag for snart to uger siden, og min mormor er lige fyldt 85, og vi skal fejre hende i weekenden. Samtidig er jeg begyndt på at planlægge min fødselsdag. Jeg fylder tredive om et par måneder, og i lang tid har jeg både frygtet og glædet mig til at runde milepælen. Jeg kan ikke komme uden om, at jeg går ud af mine 20’ere. Jeg føler mig på ingen måder ældre, men jeg føler mig klogere, stærkere og mere moden til voksenlivet. I og med jeg bliver tredive, skal jeg holde fødselsdag for min familie og omgangskreds – og det glæder jeg mig til. Min familie er festglad og kan altid få en god fest på benene. Så er der også lige gæstelisten. Fuuuuck, den blev lang. Men der er også kommet nye mennesker til, blandt andet min kæreste og svigerfamilie. Derudover har vi en stor familie og omgangskreds, og jeg vil så gerne have alle med. Det ved jeg godt ikke kan lade sig gøre. Der er flere i min omgangskreds, der, ligesom jeg, har det svært med mange mennesker omkring sig.
Jeg snakkede med mine forældre om det, for jeg var meget i tvivl om jeg skulle invitere dem med, eller hvad. Jeg er jo lidt af en pleaser, og vil allerhelst have at alle har det godt. Men det er ikke min opgave at tage en beslutning på andres vegne.
Min far og jeg havde en lidt mærkelig oplevelse her for en måneds tid siden. Vi var ude at gå vores sædvanlige weekendtur, da vi blev passet op af en bil. Det var en tidligere ven af familien, der bare lige ville aflevere nogle nøgler, vedkommende havde haft liggende i sin bil, i flere år. Venskabet med dem endte i 2018, efter at de havde sagt til os, at de ”ikke kunne holde ud at være i samme rum som mig, grundet min angst”. Min far er meget bedre til at håndtere sådan nogle situationer end jeg er. Jeg blev ramt. Vrede, skuffelse, overraskelse. Jeg blev nok også lidt paf. Hvis min far ikke havde været der, eller ikke dækket mig, så var der uden tvivl røget nogle meget grimme ord ud af min mund. Lige på det punkt er min far diplomatisk, hvor jeg derimod flipper ud og bliver vred. Men jeg er også den, der er blevet trampet på, svinet til, nedgjort og meget andet. Jeg havde i den grad lyst til at sige noget og sende en vis finger afsted, men det gjorde jeg ikke. Jeg er et større menneske end det – også selvom jeg fortæller om det på min blog. Jeg bruger ikke mere tid og energi på dumme mennesker, lede og svinske beskeder, uærlige venner eller andre, der på nogen måde har såret mig med ord og handlinger. Jeg har ryddet op og fået ro på sjælen, i den retning.
Den seneste måneds tid har været rigtig god. Jeg har fået ro på systemet og især mit hoved har ”holdt ferie”. Min støtteperson har været en kæmpe hjælp til at få ro på, både i forhold til mine fremtidsplaner, tankemylder og praktikken. Vi snakkede om flytning og kontaktede min sagsbehandler for at finde ud af hvad mulighederne for at komme på en akutliste er. Det kan jeg godt skyde en hvid pind efter. Der er intet ledigt i forhold til akutboliger eller billige boliger i kommunen. Men hvorfor fanden hedder det så en akutliste, hvis der ikke er noget, og man står på akutlisten eller ventelisten i flere år? Hvad er meningen så med en akutliste? Det er til folk, som akut mangler et sted at bo. Mega frustrerende! Især fordi jeg har givet udtryk for at jeg bliver stresset af at bo herhjemme; jeg trænger til at få mit eget. Dermed ikke sagt, at jeg ikke er glad for mine forældres rummelighed og støtte. Jeg føler mig faktisk enormt privilegeret over at have en fast base hos min mor og far. Men når man når en vis alder, vil man også gerne skabe sin egen base.
Nå, vi blev enige om at jeg søger videre som jeg hidtil har gjort. Jeg snakkede med min kæreste om det, og han forstår min frustration, for han står lidt i det samme. Ingen af os har ressourcer nok til at flytte, hvor meget vi end gerne vil og har brug for det. Så derfor må vi bare få det bedste ud af den nuværende situation. Det vil nok være lettere for os, hvis vi flyttede sammen, men det kræver også at vi begge er mentalt klar til det. Et er at være sammen i weekenderne og ferierne, noget andet er at få en hverdag til at fungere. Min kæreste skal med os på ferie, og det bliver simpelthen så dejligt at komme af sted og få slappet af i krop og sind. Jeg har det bedst, mentalt, når jeg er hos min kæreste, eller hos min gudfar. Jeg får slappet af og lagt de ting, jeg ikke kan gøre noget ved, ind på ”pyt-hylden”.
I sidste uge var jeg til medicinkontrol hos psykiateren, og det gik rigtig godt. Jeg er gået ned i dosen på min medicin. Ikke mere end 10 mg., men det er da en start. Min tanke, eller nærmere ønske er, at blive medicinfri. Og min kæreste og jeg snakker om fremtiden og om børn. Det er stort! Vi skal dog ikke have børn lige nu, men en gang i fremtiden vil vi gerne være forældre. Vi har ikke travlt. Lige nu nyder vi tosomheden.
I forrige blogindlæg fortalte jeg, at jeg har fået en ny praktikplads. Og guess what – jeg er startet som frivillig inde hos Outsideren. Lige nu er det på frivillig basis, og så på et senere tidspunkt, når det kan lade sig gøre, bliver den så kørt over i en virksomhedspraktik. Men om det bliver på denne side af året eller i starten af næste år, ved jeg ikke endnu. Det finder jeg ud af til den tid. Ingen hastværk.
Jeg skal arbejde med en masse spændende opgave, lidt a’la det, jeg sad med, da jeg var i praktik på forlag i 2017; bl.a. sociale medier, diverse skrive- og kommunikationsopgaver, være med til redaktionsmøder og Psykiatritopmøde, og være med til at få Don’t Fear The Weird-festivalen på benene i begyndelsen af oktober. Hold nu fest, det bliver godt! Derudover får jeg en god chef og nogle rigtig gode kollegaer derinde, som forstår min situation, og som har rummeligheden og tålmodigheden, hvis det skulle gå galt for mig. Men det tror jeg nu ikke, det gør. Det er længe siden, jeg sidst har haft et rigtigt slemt udfald. Jeg er i hvert fald rigtig stolt af at være en del af det fællesskab – og som om det ikke er nok, så er Outsideren i år nomineret til Årets Fællesskabspris 2022. Det er simpelthen så fantastisk! Jeg har i den grad fået ro på – og ro i hovedet, ikke mindst.