Stadig flere sindslidende afvises ved døren til de psykiatriske afdelinger. Derfor er det ikke længere usædvanligt at overdrive for at få behandlingssystemets opmærksomhed.

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 77 /Journalistisk kommentar af Pia Løvenstad Frydensberg og Klavs Serup Rasmussen

Når tingene begynder at brænde på for 18-årige Kathrine Westergaard, melder bekymringen sig også, om hun denne gang vil kunne få hjælp. Med to psykiatriske diagnoser – depression og borderline personlighedsforstyrrelse – i bagagen, handler Kathrine Westergaards hverdag i høj grad om at holde den indre balance. Det lykkes langtfra altid og i kriseperioderne er psykiatrisk hjælp en nødvendighed. Uden hjælp tager de personlige problemer overhånd og Kathrine Westergaard begynder at gøre skade på sig selv.   Men samtidig ved hun også, at det langt fra sikkert, at der er nogen hjælp.

– Jeg har flere gange oplevet at blive afvist, når jeg henvender mig til psykiatrien. Begrundelsen er hver gang, at jeg ikke er syg nok, siger Kathrine Westergaard, og fortsætter: – Det slår mig helt ud hver gang. En gang blev jeg så desperat, at jeg truede personalet med at stikke mig i maven med en kniv. Det fik dem til at tage mig alvorligt, og jeg blev indlagt i to måneder. Bagefter fik jeg også et tilbud om terapi efter indlæggelsen, hvilket var rigtig godt. Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor situationen skal helt derud, før der sker noget.

Denne oplevelse af at blive afvist er ikke enestående. Især gruppen af sindslidende, der ikke har ”klassiske” psykiatriske diagnoser som skizofreni og depression, oplever hyppigt, at det er svært at få psykiatrien i tale. Konsekvensen er, at der er vokset en særlig form for skuespil frem, som en del sindslidende oplever det er nødvendigt at spille, hvis de vil have hjælp fra psykiatrien.

Skuespillet består i overdrivelser, fordrejninger af sandheden og ‘spil for galleriet’ – alt sammen i håb om at nå til det punkt, hvor behandlingssystemet anerkender, at den pågældende borger har et psykiatrisk problem. Spiller den sindslidende sin rolle rigtigt, udløser det indlæggelser og særlige terapeutiske tilbud.

Hvor mange patienter, der oplever, at det ikke er nok at beskrive sine reelle psykiske problemer for at få psykiatrisk hjælp, er der ingen der aner – det er et mørkt tal. Men hver gang det sker, skabes et brud på tilliden mellem borger og det psykiatriske behandlingssystem, som påvirker hele behandlingssystemet.

De fleste psykiatere insisterer på, at forudsætningen for vellykket psykiatrisk behandling er en god behandlingsalliance. Altså et godt samarbejde mellem behandlere, patienten og dennes pårørende – så man i fællesskab kan få styr på den aktuelle krise, og sammen etablere en god hverdag for patienten hurtigst muligt.

Men hvis patienten lyver sig til behandling – eller blot, at lægen mistænker at patienten lyver – er det stort set umuligt at etablere behandlingsalliancen. Mistillid er med andre ord, i sig selv en forhindring for at psykiatrisk behandling fungerer efter hensigten.

Sandie Juul Andersen er 22 år gammel og har flere gange oplevet, hvordan mistillid også præger hverdagen på de psykiatriske afdelinger.

 

– Jeg husker især en oplevelse på en lukket psykiatrisk afdeling, hvor jeg var indlagt. Jeg var meget træt og lagde mig til at sove op ad eftermiddagen. Kort tid efter væltede flere personaler ind til mig, ruskede i mig og spurgte om jeg havde taget piller. Jeg rystede forskrækket på hovedet, og sagde, at jeg bare trængte til en lang lur. Det troede de ikke på, og tilkaldte ambulancefolk. Jeg ringede min mor op, for at snakke med hende, men personalet hev røret væk fra mine ører, og bad mig følge med ambulancefolkene. Jeg forsøgte at få afdelingslægen til at forstå, at jeg ikke havde taget en masse piller, med det resultat, at han tvangstilbageholdte mig. Jeg var tvunget til at følge med ambulancefolkene. Da jeg så kommer over på skadestuen, fulgt af en kvindelig personale fra den psykiatriske afdeling, kigger lægen på mig og siger til hende; ‘Altså jeg skal ikke kigge mere end to sekunder på Sandie, før jeg kan se, at hun ingen piller har indtaget. I kan godt gå tilbage på afdelingen igen’, siger Sandie Juul Andersen, der er diagnosticeret med borderline personlighedsforstyrrelse.

Formentlig er årsagen til en god del af mistilliden, at det psykiatriske personale simpelthen ikke er fagligt klædt på til alle typer psykiske problemer. Spiseforstyrrelse, borderline, specielle former for angst eller misbrug er lidelser, hvis problemstillinger ligger langt fra psykosen. De kræver en anden forståelsesramme, som mange behandlere ikke kan håndtere.

– Når det kommer til dårlig kommunikation mellem behandlerne og patienter i psykiatrien, er der ingen tvivl om der eksisterer et problem. Så det egentlige spørgsmål er, hvor stort problemet er. Det er der ingen der ved, siger Knud Kristensen, formand for Sind / Foto: Jette Nielsen

Kommunikation indenfor psykiatrien er i det hele taget en meget svær disciplin, der kræver gode kompetencer for at lykkes.  Hvis for eksempel personalet ved en psykiatrisk modtagelse ikke har de nødvendige kommunikative værktøjer til at tale med en anorektisk eller personlighedsforstyrret borger, vil der sandsynligvis opstå misforståelser.

Det er en problemstilling, man er opmærksom på i interesseorganisationen Sind, der siden 1960 har arbejdet for bedre forhold i psykiatrien.

– Når det kommer til dårlig kommunikation mellem behandlerne og patienter i psykiatrien, er der ingen tvivl om der eksisterer et problem. Så det egentlige spørgsmål er, hvor stort problemet er. Det er der ingen der ved, siger Knud Kristensen, formand for Sind.

– Kan du nævne et eksempel på det du ser som dårlig kommunikation?

– Det kan være, hvis en læge gennemfører en samtale med sin patient på en meget larmende og urolig afdeling. Her kan lægens hensigt med samtalen hurtigt blive opfattet forkert. Hos en psykisk sårbar vil al den uro typisk medføre panikangst. Og så fylder angsten alting i patienten. Et andet eksempel er en læge, der har en god samtale med sin patient, men hvor samtalen ender med at lægen anbefaler sin patient at tage en eller anden form for medicin. Medicin vækker ofte stærke følelser og derfor kan lægen med sin anbefaling nemt skabe paranoide tanker hos patienten. Det kan igen medføre at patienten ikke føler lægens anbefaling og lader være med at tage sin medicin. Kun fordi det punkt – at tage medicin – ikke blev talt ordentligt igennem, siger Knud Kristensen, formand i Sind.

En række engelske undersøgelser har sat fokus på kvaliteten af kommunikationen imellem læger og deres patienter. En undersøgelse fra 1984 viste, at det typisk kun er 23 pct af patienterne, der får lov til at fuldføre deres første sætning, før lægen afbryder dem. I en anden undersøgelse fandt man ud af, at selvom lægerne selv mente de brugte ni minutter på at informere deres patienter om den forestående behandling, brugte de reelt kun ét minut og tyve sekunder.

Psykiske problemer er ofte meget individuelle, både hvad angår den enkelte patients sygdomsbillede og betydningen af patientens forhistorie. Et behandlingsforløb bygger på disse oplysninger. Og hvis kommunikationen ikke fungerer, flytter fokus sig fra selve problemet – altså det som den psykiske krise handler om, og som borgeren ikke selv kan løse, magte eller overskue – til de misforståelser, der skyldes at behandleren ikke har et særlig dybtgående kendskab til sin patient. Det kan betyde forkerte diagnoser, forkert medicin og forkerte tilbud.

– Overordnet set kan man sige, at det oftest går galt der, hvor behandleren ikke forstår at kommunikere på patientens præmisser. Selvfølgelig gælder det også den anden vej rundt – men her er faktum jo, at sindslidelsen ofte kan stå i vejen for den psykisk syges forståelse af sig selv og sit liv, siger Knud Kristensen, formand for Sind.

Med mindre man er patient i retspsykiatrien, er de fleste psykiatriske indlæggelser ganske kortvarige. Det skyldes at psykiatrien i dag kun skal behandle akutte kriser eller akut forværring af en psykisk tilstand.

Men på trods af, at de færreste sindslidende er færdigbehandlede når de udskrives, er det ikke sikkert at den kommune man flytter hjem til, har et tilbud der passer til behovet for efterbehandling. Og selvom tilbuddet findes, er det ikke sikkert, at kommunen er indstillet på at tilbyde det til den sindslidende.

Vinnie Olsen fik diagnoserne ADHD og ængstelig personforstyrrelse da hun var i tyverne. I dag er hun 32 år og selvom hun ikke har været indlagt på en psykiatrisk afdeling, nikker hun genkendende til problemet med at skulle kæmpe for at få den støtte, der er relevant for at hendes tilstand kan forbedres.

 

– Jeg har oplevet det som at skulle kæmpe med min sagsbehandler i Rødovre Kommune, for at få mulighed for at deltage i den angst-behandling, der er nødvendig for mig. Der gik flere år med tovtrækkerier, før jeg endelig blev tilbudt et angst-forløb på Stolpegård i Gentofte, siger Vinnie Olsen.

 

– Hvordan har det været at gå til kommunen og fortælle at du har brug for støtte?

 

– Jeg tænker ofte tilbage på alle de endeløse diskussioner jeg havde med min sagsbehandler. Især var der nogle bemærkninger og breve jeg fik fra kommunen, jeg synes gik over stregen. Et af brevene handlede om, at min sagsbehandler havde haft et statusmøde med sin chef. Sagsbehandleren konkluderede, at de ikke kunne hjælpe mig, når jeg samarbejdede så dårligt. Det påvirkede mig voldsomt, for jeg synes kun jeg havde fortalt sagsbehandleren om, hvordan ADHD og angst påvirkede mit liv, siger Vinnie Olsen.

”Gennem en årrække har jeg været indlagt på lukkede psykiatriske afdelinger, og haft en følelse af, ikke at blive inddraget nok i mit behandlingsforløb. Det var som om behandlingsteamet dårlig nok behøvede at spørge mig om noget, for de havde jo deres årelange, faglige uddannelse – og vidste på forhånd, hvad der var bedst for mig. Til sidst flygtede jeg væk fra det etablerede psykiatriske system, ud i et væld af alternative behandlingsformer hvoraf den sidste behandlingsform sendte mig fortvivlet og dybt rundtosset tilbage i psykiatrien igen. Det var både godt og skidt – men i virkeligheden mest godt! For jeg kom, for en gangs skyld, hen på en åben psykiatrisk afdeling og her havde de netop besluttet, at praktisere behandlingen ud fra Åben Dialog princippet. Så pludselig blev jeg hørt som aldrig før, og involveret i udformningen af min behandling. DET hjalp virkelig! Og jeg er simpelthen blevet rask af det, og lever et godt liv i dag.”

Pernille Andersen, 32 år, Lider af depressioner, angst og EUP

3 Kommentarer

  1. Ronnie Rasmussen

    Mange mennesker tager videregående uddannelser, og for mange går det glimrende med akkumulation af lærdom, selvom det kræver et omfattende ordforråd at læse filosoffers og eksperters værker og tykke beskrivelser af besværlige emner. Og Jeg tror også de belæste kan forstå dele af den menneskelige psyke, også når den er faret vildt og endt med en eller flere diagnoser. Men en tillært viden kan ikke erstatte en oplevet, derfor er det velsagtens fornuftig terapi og behandling, hvis eksempelvis læger, psykiatere og psykologer lytter grundigt til klientens ord og først derefter forsøger at vejlede. Sådan hænger virkeligheden desværre sjældent sammen. Akkurat som det beskrives i artiklen ”Og prisen for bedste skuespil går til….” Som voksen har jeg ingen erfaringer med indlæggelser på psykiatriske afdelinger, men jeg har haft et enormt forbrug af læger, psykiatere og medicin. Og jeg havde næsten håbet, at jeg var en ud af få, der oplevede en skræmmende distance mellem behandler og patient. Jeg betragtede mig jo nærmest som en spændende unikum, indtil jeg læste artiklen. Nu har jeg så erkendt, at jeg kun er noget særligt i den henseende grundet mit cpr-nummer.

    . Den uddannede ekspert i sjælelige lidelser vil altid have den store ulempe eller fordel, at vedkommende ikke kan opleve patientens tilstand. Hvor videnskabsmanden ofte arbejder med forholdsvis sikre og dokumenterede fakta, har sjæleforskeren kun porøst menneskeligt materiale til rådighed. Og uanset diagnoser er udgangspunktet aldrig det samme. Ergo må forståelse for individers uensartethed komme mere i fokus, og diagnoser må ikke være mere end et overordnet redskab i behandlingen. Det vil med garanti gavne patienter landet over! Jeg lider af angst og relaterede diagnoser. Angst sidestilles med granatchok, men jeg aner ikke, hvordan en person med granatchok har det, for jeg har aldrig været i en krigszone. Desuden kan jeg heller ikke afgøre, hvad der er bedst for en angstslidende, for vi er med garanti så forskellige som soldater med granatchok. Det er glimrende, at der findes mennesker, der studerer til en uddannelse om psykiske lidelser, og derefter arbejder med menneskeskæbner, men den dag de fatter, at den syge ikke er et kapitel i en fagbog, kommer der sikkert bedre resultater ud af flere behandlinger!
    Læsere med interesse for skønlitteratur kender følelsen, at man lever sig ind i fortællingen. Sjælefrelseren kan med garanti opnå bedre resultater, hvis de har en reel interesse for at forstå den sindslidendes indre oplevelser. Men indrømmet, så er det ikke nemt med andres svagheder og lidelser. Det bliver et hårdt job, hvis de skal arbejde sådan og ikke primært med diagnoser og udskrivning af medicin..
    Sindslidelser er besværlige at forstå, og de er omgærdet af mystik og stigmatisering, og jeg spiller bare klog. Jeg har eksempelvis svært ved at forstå voldtægtsforbrydernes og de pædofiles psykiske og fysiske univers. Og der er også ufatteligt mange andre områder af den menneskelige natur, der er mystiske gåder for mig.
    Jeg kan ikke læse mig ind i deres univers, for jeg fatter det ikke, så det er heldigt, jeg ikke er psykiater, for så ville de bare få en diagnose og noget medicin. Finder du det menneske, der kan forklare tilstanden i en andens hjerne og krop, så har du vist fundet Guds søn. Men det ville nu være en behagelig forandring, hvis behandleren forstod, hvorfor det er glimrende, at de er udstyret med to ører og kun en mund.

    Svar
  2. anomis

    Er du psykotisk så kan du få, er du ikke så må du gå!
    Kender det alt for godt. Der skal meget til før man bliver hørt 🙁

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.