Livet som landmine har været hårdt, rigtig hårdt. Men der er ingen tvivl om at jeg er blevet meget klogere, og at det har været nødvendigt for mig, at skulle igennem landminelivet.
De små historier som jeg har skrevet om tidligere, er kun udvalgte historier, for der er rigtig mange af dem. Når jeg i dag sidder og ser tilbage på mine eksplosioner og mine forsøg på at være et masseødelæggelsesvåben, så er jeg imponeret over at en del af de mennesker, som har stået i krigen, stadig er der. Der er uden tvivl røget nogle mennesker, men mange af dem er stadig tilbage og sammen har vi arbejdet for at få ro på min landmine.
Der er blevet kastet med borde og stole, små plastic crocs og bøger. På trods af mange års håndbold, så har jeg meget sjældent formået at ramme. Nu sidder jeg og smiler for mig selv, for jeg ved jo godt hvorfor. Det har aldrig været min mening at gøre andre mennesker ondt, men når det hele hobede sig op indeni mig, så måtte det ud. Jeg var en selvdetonerende bombe. Så meget frustration, vrede og ked-af-det-hed havde hobet sig så meget op, at den eneste måde jeg kunne reagere på, var at blive vred. Rigtig vred.
Når jeg var ked af det, smadrede jeg ting.
Når jeg var vred, smadrede jeg ting.
Når jeg var bange, smadrede jeg ting.
Det var den eneste måde jeg kunne vise omverden hvor dårligt jeg havde det. Men på den måde var jeg også med til at ødelægge mig selv mere, for det var ikke sundt for mig at være i de følelser og den evige vrede. Jeg blev nødt til at lære at græde når jeg var ked af det, blive sur når jeg var frustreret og blive vred når jeg var vred. Men det at skulle skille tingene ad, og sætte følelserne på de rigtige hylder er en kæmpe stor opgave, at det har taget mig mange år at nå til det sted hvor jeg er i dag.
Jeg kan stadig blive rigtig vred, men jeg kan også blive ked af det og frustreret. Den store forskel er bare at jeg i dag kan skille tingene ad.
Jeg kan godt sige ”det her det bliver jeg ked af…” eller ”jeg bliver simpelthen så frustreret over…”
Det er faktisk ikke ret lang tid siden, at jeg for alvor blev vred og jeg skulle for første stå ”alene” med den følelse, da personalet på Frederiksberg var gået hjem.
Jeg gik og bandede for mig selv, flyttede rundt på møblerne, ringede til Maja og skældte ud hvorefter jeg ringede til Randi, som var på arbejde på gården og skældte lidt mere ud. Jeg var egentlig så vred, at jeg overvejede at lade være med at tage min medicin. Randi rådede mig selvfølgelig til at lade være, men jeg gik stadig med tanken da jeg lagde røret på.
Tidligere har jeg brugt min epilepsimedicin som flugt, og det var virkelig med i mine overvejelser. Men denne dag blev en helt særlig dag, for det var dagen hvor jeg bestemte mig for, at det ikke skulle være en flugt og at jeg måtte blive i følelsen af vrede og frustration.
Jeg måtte deale med den. Og det gjorde jeg! Siden har jeg måtte deale med flere ting, men den dag er en dag som stadig står klar i mine erindringer og som var endnu en milepæl i mit liv.
Mange år som landmine er gået, og med en formel uddannelse kan man få sig et levebrød, men med selvuddannelse kan man skabe sig en formue, og i dag er jeg selvuddannet sprængstofekspert med speciale i min egen personlige landminefortid.