…det var hvad Caspers kommentar var, da hans klassekammerater spurgte, om det ikke var mærkeligt at have en psykisk syg søster!
Casper var startet i 1.G. en måned tidligere. Efter et år på efterskole med nye venner, fortsatte han på gymnasiet. Klassen havde fået til opgave, at skrive en mindre stil om noget der havde haft betydning for dem, og hjulpet til de mennesker de var blevet til.
Casper valgte at skrive om mig. Hans psykisk syge storesøster.
Casper havde godt spurgt mig om det var okay, at han brugte mig til noget skolearbejde, men jeg tænkte ikke videre over det, før vi snakkede sammen senere hen.
Der er 10 års forskel på Casper og jeg, men det har faktisk aldrig haft den store betydning, for vores relation. Jeg har formentlig været syg altid, og dermed også da Casper bliver født.
Vi er to modsætninger. Jeg er den hidsige og højtråbende, hvor Casper er mere rolig og oftest mere fornuftig. Men heller ikke det har gjort en forskel for os. Casper har altid respekteret mig for den jeg er.
Det gjorde et stort indtryk på mig, at Casper havde mod til, at fortælle sine nye klassekammerater om livet med en psykisk syg storesøster.
Psykisk sygdom er jo et kæmpe tabu, og min erfaring som EN AF OS ambassadør er, at vi ofte møder fordommene på ungdomsuddannelserne.
Casper var 17 år og efter en måned med nye klassekammerater, fortalte han det som de fleste ikke snakker om. Jeg ved at det var meget grænseoverskridende for ham, at fortælle det, men som han selv siger så har han ikke prøvet andet, så det er helt normalt for ham.
Casper har i mere end 12 år været vidende til mine gode perioder, dårlige perioder og de perioder hvor jeg ikke var i stand til at være menneske.
I en alder af ni år har Casper siddet i et besøgslokale på en lukket afdeling, og spillet kort med mig, for det var den eneste måde hvor vi havde mulighed for at se hinanden.
I de to og et halvt år jeg var indlagt på Sct. Hans vi Casper ofte på besøg, og han oplevede psykiatrien indefra på en anden måde end andre børn har haft mulighed for.
I lange perioder af Caspers liv, har jeg været meget syg. Jeg var selvmordstruet, selvskadende, depressiv og havde svært ved relationen til andre mennesker. Men det har aldrig skræmt ham væk. Casper lærte i en tidlig alder, at når jeg sagde, at jeg var træt, så betød det egentlig at jeg havde det rigtig skidt om måtte trække mig fra omgivelserne. Casper har altid respekteret det og har aldrig set skævt til mig.
For nogle år siden sad vi på en café og spiste frokost. Jeg husker ikke hvad vi snakker om, men pludselig udbryder Casper ”Ja sådan er det jo, at have en multiretarderet storesøster!” Der var meget stille rundt omkring i caféen indtil jeg falder sammen af grin. Jeg har aldrig oplevet nogen som turde, at gøre det som Casper netop gjorde den dag, og jeg elsker ham for det.
Casper har, skulle opleve mange ting igennem sit liv med mig og min sygdom, men han har gjort det bedre end man kunne forvente.
Casper har altid respekteret mig for den jeg er. Han har set mig på bunden, men også set at jeg rejser mig igen. Han har været en støtte uanset hvor jeg har været og hvordan jeg har haft det.
Jeg ved at på trods af 10 års aldersforskel, så er Casper den jeg kan betro mig til. Det er ham jeg kan læne mig op ad, og han skal ikke have forklaringer på hvor jeg har det skidt. Han accepterer og respekterer det bare. Han er den mand i mit liv som har vist mig allermest respekt og kærlighed.
Casper betyder alt for mig, og det vil han altid gøre. Selvom vi ikke ses så tit, så ved jeg altid hvor jeg har ham henne, og jeg ved at han elsker mig for den jeg er.
Jeg har verdens sødeste, dejligste og ikke mindst sejeste lillebror. Og magen til respekt og anerkendelse skal man lede længe efter. Jeg elsker Casper af hele mit hjerte, og hans syn på psykisk sygdom er der rigtig mange som kunne lære noget af!
*Casper har haft valget om, at gå under et andet navn i min blog, men det har han ikke ønsket. Han er jo ikke flov, så hvorfor skulle han være anonym. Det er jo virkeligheden