Man vælger ikke selv sin familie og heller ikke sine forældre. I mange år betød min psykiske tilstand, at jeg ikke var i stand til, at være sammen med min familie. Jeg var bange for at være sammen med mange mennesker, og familiesammenkomster var et mareridt for mig. Jeg har altid fået invitationer til disse sammenkomster, men har stort set aldrig taget imod tilbuddet.
Jeg tror det har været rigtig svært for dem, at forstå hvad der skete inde i hovedet på mig, og da det aldrig var noget vi snakkede om, så blev afstanden bare større.
Jeg oplevede engang at komme til en fødselsdag, hvor jeg blev mødt af min onkel som spurgte ind til hvordan min ferie med kæresten havde været. Jeg gloede lidt mærkeligt på ham. Jeg havde hverken en kæreste og jeg havde heller ikke været ude at rejse. På dette tidspunkt var jeg indlagt på Sct. Hans Hospital og havde egentlig været indlagt i meget lang tid. Det var her det virkelig gik op for mig, hvor svært det var at være åben omkring hvordan jeg havde det. Efter denne oplevelse begyndte jeg, at tilpasse mig og det blev en kamp for mig, at komme til andre arrangementer. Jeg havde en følelse af at jeg bare var noget man skulle gemme væk, og noget som vi ikke talte om. Der var én eller anden form for berøringsangst, og jeg begyndte også derfor selv, at få berøringsangst omkring det. Det endte faktisk med at jeg valgte at trække mig, og så vidt muligt ikke se min familie.
Jeg brugte mange år på at være ked af det, men med tiden fandt jeg også ud af, at det nok var bedst med den sparsomme kontakt til den nærmeste familie, undtagen nogle enkelte.
For en årrække siden mødte jeg en familie, som pludselig kom til at få en meget stor betydning i mit liv. Jeg boede stadig på Egholt, men institutionslivet og manglende relationer udenfor Egholt betød, at jeg egentlig var lidt bundet af de relationer som jeg havde der. Men denne familie kunne give mig et frirum og jeg elskede at komme hos dem. Marianne, Per, Mads, Mie, Ditte og Anne blev en del af mit liv, og pludselig var jeg bare en del af familien. De gav mig noget af det jeg manglede i min hverdag og gav mig en følelse af, at være en del af noget større end jeg tidligere havde været vant til.
Da jeg skulle flytte fra Egholt var Marianne med ude, at se på den lejlighed jeg skulle flytte ind i. Marianne, Per og Mads var med til, at flytte alle mine ting og kørte i pendulfart mellem Sorø og Næstved. Da vi langt om længe havde flyttet alle mine ting, var det også dem som sørgede for, at mit hjem lignede et hjem og at jeg ikke bare blev sat i flytterodet. De var der hele vejen igennem processen.
Pludselig havde jeg en familie som accepterede mig som jeg var, og stadig accepterer mig som jeg er. Det er altid dem jeg ringer til, når jeg har brug for nogen, det er dem som står først i min telefonbog og når det hele brænder på, så er det også dem som jeg trækker på.
Mads er 12 år, og en dreng med et heftigt temperament. Min jeg forstår ham og det indre kaos han til tider kan have. Vores forhold til hinanden er noget helt for sig selv. Mads ved hvor han har mig, og han ved at jeg holder rigtig meget af ham, og gerne hjælper ham når det kokser for ham. Der er et sprog mellem os, som ikke andre forstår. Mads er en dreng som har sat dybe spor i mit hjerte, og som jeg altid vil kæmpe for. Men det har hele familien. Julen 2016 blev holdt hos dem, og jeg var med på lige fod som alle andre.
Jeg har længe snakket om, at jeg gerne ville have en hund og jeg havde besluttet hvilken hund jeg ville have, var det kun at vente på at der var én et eller andet sted. Da jeg ringede til Per og fortalte ham, at hunden var i Midtjylland, så sagde han bare ”vi kører bare til Jylland og henter den!” Den tur vi havde sammen var super hyggelig, og jeg nød de timer vi havde sammen. Jeg kan snakke om ting med Per, som jeg ikke snakker med andre om. Marianne er den jeg kan skælde ud som man kun gør overfor sin mor, og vi lyder også som mor og datter. Mie, Ditte og Anne er tre dejlige tøser som jeg elsker, at være i selskab med. Mie og jeg bor rigtig tæt på hinanden og på trods af vores forskellige personligheder og interesser, så er vi gode til at hygge sammen og hjælpe hinanden.
Det er aldrig for sent at få en familie, og selvom de er skøre og til tider lidt mærkelige, så er de også fantastiske. Men det hele skal selvfølgelig også passe sammen. Det er ikke ofte at man møder mennesker, som bare tager et menneske ind i familien. Men her er en familie som har så meget kærlighed, at der også er nok til en ekstra.