Den 1. april 2016 flyttede jeg, efter 11 års institutionsliv, ind i min egen lejlighed. Jeg havde fået hjælp med flytningen af Marianne, Per, Mads og Hugo, men da de alle var gået og jeg låste døren, blev der enormt stille.

Jeg husker følelsen jeg sad med. En snært af forladthed, ville jeg nok kalde det. Drømmen om destination almindeligt liv var til dels nået, og nu var der kun én vej. Fremad.

 

Der er nu gået et år. Et år som har været enormt indholdsrigt. Et år hvor jeg kan se tilbage på med stolthed og glæde. Jeg havde aldrig troet at det virkelig kunne lykkedes for mig at nå til det her sted. Men gang på gang overvinder jeg mig selv og tager kæmpe skridt mod mine mål.

 

Når jeg ser tilbage på året der er gået, så kan jeg ikke lade være med at tænke på hvor meget jeg har oplevet, og pludselig så ligger hele livet bare foran mine fødder.
Det var en hård start da jeg flyttede. Der var lidt indkøringsproblemer i forhold til kommunen og min §85, men Sanne fik styr på det og det begyndte at køre som det skulle. Sommeren stod på pludselige ændringer i medicinen, pga. bivirkninger der påvirkede hjertet. Psykiatrien gik på sommerferie og da jeg var stort set uden antidepressiv medicin, mærkede jeg også konsekvensen. Jeg blev lagt ned og krøb mere og mere ind i mig selv. Det eneste som afholdte mig fra at ligge og glo ind i væggen var de daglige gåture på mellem 25 og 35 km om dagen, og på rigtig dårlige dage kunne det godt komme op over de 40 km. Jeg var hårdt præget af angst og det eneste som holdt angstanfaldene nede var mine gåture. Jeg sled tre par sko og gik på trods af skinnebensbetændelse og store vabler.
Psykiatriens sommerferie kostede mig den første indlæggelse i mere end fem år. Det var svært for mig at skulle erkende, at jeg virkelig var så dårlig at en indlæggelse var nødvendig. Men efter fire dage blev jeg udskrevet og sat op i medicin igen, uden videre tanke på mit hjerte.
Jeg begyndte igen at blive stabil, men uvisheden omkring hjertets påvirkning gjorde at jeg havde dage, hvor jeg var bange for at tage medicinen. Jeg fortsatte dog med medicinen og fik det bedre og bedre.

Efter nogle måneders fravær begyndte jeg igen at holde foredrag og leve den normale hverdag. Jeg måtte tage nogle beslutninger omkring en håndfuld mennesker i mit liv, som ikke var særlig gode for min udvikling og med stor tvivl og frustration fik jeg sat grænser, og dermed også taget et kæmpe ansvar for mig selv. I dag ved jeg at jeg tog den helt rigtige beslutning på trods af at jeg var så meget i tvivl.

 

I januar hentede jeg en lille hundehvalp i Jylland. Nanna blev en del af familien og pludselig skulle jeg tage endnu mere ansvar end da det bare var Luna og jeg. Nanna bragte så meget liv og kærlighed ind i hverdagen at jeg til tider helt glemte hvor svært det egentlig var. Der var dage hvor jeg var så træt at jeg tvivlede på om jeg var opgaven voksen men i dag, tre måneder senere, der er jeg ikke i tvivl om at Nanna var det rigtige valg.

 

Der har været enormt meget kaos omkring medicinen og dens bivirkninger, og det har været rigtig hårdt men jeg tror at jeg har fundet den vej hvor jeg befinder mig bedst med det. Det handler nemlig også om livskvalitet.
Jeg kom i Distriktspsykiatrien og fik en primærbehandler med rigtig god kendskab til ADHD. Hun gjorde mig hurtigt opmærksom på at der måske var lidt problemer ang. min eftermiddagsmedicin. Normalt har jeg brugt to timer på at komme i seng om aftenen, og har været enormt forvirret. Jeg blev tilbudt at afprøve om depotmedicinen kunne hjælpe mig, og pludselig blev mine aftener helt behagelige og jeg var nemmere at være sammen med for andre. Der kom en ro som jeg havde manglet, og som igen gjorde at jeg fik noget stabilitet.
Medicinen har gjort en del, men mit personlige arbejde og viljen til at komme videre i mit liv har været det bærende.

Jeg har nået destination almindeligt liv, og nu er der kun livet med alt hvad det indebærer. Der er ting jeg skal tage hensyn til omkring mig selv og min hverdag, men så længe jeg gør det og har den opbakning fra mit netværk som jeg har, så er jeg sikker på at intet kan ødelægge det.

 

Hvis ét år har kunnet give mig så mange oplevelser og erfaringer, så tør jeg næsten ikke at tænke på hvad resten af mit liv vil bringe. Der er jo ikke grænser for hvad der er muligt.

 

Jeg har nået mit første store mål og jeg er så stolt af hvad jeg har udrettet, og derfor glæder jeg mig også til at gå fremtiden i møde med alt hvad det indebærer. Jeg kan nemlig hvad jeg vil.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.