I mandags, den 15. oktober, fik jeg overdraget et anmeldereksemplar af bogen ”Der lurer en angst” af Rasmus Nejst Jensen og Tom G. Bolwig. Jeg fik læst hele bogen samme dag – 235 sider. Tom G. Bolwig har jo gennem årene været i orkanens øje, hvor han har forsvaret brugen af ”lykkepiller” samt brugen af ”elektrochock-behandling” midt i forsamlinger, som var i opposition hertil, og der skal nok være nogle heraf blandt de ærede læsere til denne anmeldelse.
Indledende bemærkninger
Bogen, som egentligt har den udvidede titel ”Der lurer en angst – psykiatri, samfund og socialkarakter” og er udkommet på forlaget ”Vandkunsten” med copyright 2018, altså i år, er en glimrende tour de force gennem psykiatrien på kryds og tværs. Vi får en mig meget velkommen historisk perspektivering, og nogle vil nok notere sig, at Sigmund Freud og hans psykoanalyse, som i nyere tid på det nærmeste er blevet forkætret som uvidenskabelig, ikke mindst af Tom Bolwig, nu her sættes ind i den historiske sammenhæng, at han tilførte psykologien nogle redskaber, som her lang tid efter, at den psykofarmakologiske revolution satte ind, alligevel har noget i sig, som det ville være dumt helt at smide væk. Jeg var for vel et år siden inde til en sammenkomst i København, hvor vi skulle have afslutning på nogle amerikanske psykologistuderendes studiebesøg her i byen, og dér havde jeg en kort samtale med en psykologiprofessor, overfor hvem jeg fremførte den anskuelse, at jeg syntes, at Freud-bashingen var gået for vidt, og at Freud i grunden havde noget væsentligt at sige. Og han gav mig ret.
Bogens dele – om angst
Bogen er inddelt i fem dele, hvoraf de fire første rummer hver tre kapitler – sidste del er blot en afrunding. Første del, som hedder ”Psyken og Samfundet”, fremfører den anskuelse, at angst er et menneskeligt grundvilkår, som altid er mere eller mindre tilstede. Nu var generaliseret angst tilfældigvis den første psykiatriske lidelse, jeg led af i mine helt unge dage, og jeg blev helt kureret for den gennem anvendelse af en lille dosis antipsykotisk medicin. Så jeg kan på ingen måde tilslutte mig den opfattelse, at angst er et menneskeligt grundvilkår, og jeg syntes, at psykiatere, der som svar til patienter, som klager over denne lidelse, fremfører, at det må de finde sig i, skulle skamme sig. Det er ikke normalt at gå rundt med en angstlidelse, og det er berettiget at ønske sig fri af denne lidelse. Imidlertid foreligger der den alvorlige fælde, der hedder angstmidlerne, som er identisk med de såkaldte benzodiazepiner, som har et meget stort misbrugspotentiale, idet de virker med det samme, de indgives, og jeg skal hilse og sige, at brugen af dem kan udgøre en kæmpe lettelse. Men angstlidelsen kan have så alvorlig og akut karakter, at der alligevel kan være grund til at bruge disse stoffer, på trods af problemerne heri. Selv vil jeg afgjort foretrække, at løsninger, der indebærer anvendelse af antipsykotiske og antidepressive midler, bringes i anvendelse, selvom virkningerne af disse først sætter ind efter nogle ugers brug.
Anden del – Tænkerne
Men når alt dette er sagt, så må det også siges, at bogen er en af mig længe savnet kilde til basisoplysninger. Anden del hedder ”Tænkerne og diagnoserne”, hvor første kapitel hedder ”Freud og psykoanalysen”, andet kapitel ”Darwin og evolutionen”, og tredje kapitel hedder ”De psykiatriske diagnoser”, og der er tale om fantastisk spændende stof, som her er præsenteret på en sammenhængende og spændende måde. Jeg har jo den kongstanke, at psykologien og psykiatrien gennem hele historien har været paradigmepræget, dvs.man havde den idé, at NU havde man SANDHEDEN om psyken, og den kunne forklare DET HELE – hvilket vi nu, i bagklogskabens lys, kan se har været noget slemt sludder. Endvidere har der jo været tale om, at man har været tilbøjelig til at forkaste tidligere paradigmer, eller, om man vil, tankegange, godt og grundigt, hvilket vi i dag kan se i mange tilfælde har været at kaste barnet ud med badevandet. Vel havde tidligere tiders forskere ikke rådighed over de undersøgelsesmetoder, vi har i dag, men helt dumme var de ikke. Man kan, sådan som det fremlægges i bogen, rejse den kritik af Sigmund Freuds ”Onsdagsklub”, at den havde karakter af en religiøs sekt, og at Sigmund Freud var guruen, og at en paranoid opfattelse af en omverden, der var imod dem, måske ikke var ganske ubegrundet. Sigmund Freud var af jødisk herkomst, og nazisternes fremkomst på verdensscenen mundede jo ganske rigtigt ud i, at hans bøger blev brændt på bålet.
Charles Darwin
I lyset af den omfattende viden om DNA, kromosomer og arveanlæg, vi står med i dag, er det helt oplagt at inddrage Charles Darwin, og her er det også interessant at læse om, hvordan ”degenerationslæren” i en længere periode prægede billedet. Kilden hertil var nu, snarere end Charles Darwin, inspiration fra heste- og kvægavl, samt genopdagelsen af Gregor Mendels arvelighedslove omkring år 1900. Gregor Mendels undersøgelser af arvegangen for arveanlæg hos ærteplanter forelå i 1865, men var upåagtede indtil omkring år 1900, hvor de blev genopdaget. Eftersom Charles Darwins hovedværk ”On the origin of the species” udkom den 24. november 1859, kunne han ikke have kendt Gregor Mendels arvelighedslove – og DNAets rolle i forbindelse hermed blev først tidligst erkendt i 1950erne. K. K. Steinckes ”racehygiejniske” foranstaltninger blev først afskaffet i 1961, og i dag står vi med den indsigt, at det bedste værn mod degeneration består i, at en befolkning er så tilstrækkeligt stor, at muligheden for avl af afkom med ubeslægtede er god. Jeg har hørt folk med forstand på dyreavl fremføre den opfattelse, at både på heste, kvæg, grise og hunde har avlen været alt for voldsom, og at der blandt disse dyr af denne grund findes degenerative sygdomme. Så glem enhver forestilling om ”racerenhed”. Et sådant fænomen er ikke efterstræbelsesværdigt.
Der er af den kendte DNA-forsker Eske Willerslev fremført den betragtning, at den enorme vækst i den menneskelige hjernes kapacitet i løbet af de sidste 100 000 år har haft den pris, at psykiske lidelser og forstyrrelser forekommer. Ifølge ham og Thomas Werge, som har forestået store befolkningsundersøgelser med det formål at indkredse, hvordan man kan bære sig ad med at diagnosticere psykiske lidelser gennem studiet af DNA, kan man se, at netop sådanne arveanlæg, som styrer hjernens udvikling og funktion, har undergået store forandringer og udbygninger, når man sammenligner med andre primaters DNA. Alt dette er ikke nævnt med et ord i bogen. Man ville kunne indvende imod at medtage det i bogen, at alt dette peger fremad mod en uvis fremtid, mens det materiale, der er medtaget i bogen, har vi haft mange år at tænke over. Desuden er der jo helt generelt begrænsningens kunst at tage hensyn til, og de nye oplysninger kunne meget vel fordre en bog helt om dette emne. Desuden er man vel langt fra færdig med at evaluere det fundne, og det billede, der hidtil har vist sig, er, at sindslidelsers genetik for det meste er multifaktoriel og meget kompliceret – hvilket jo modsvarer mange af os patienters talrige erfaringer mht. at forskellige mennesker reagerer meget forskelligt på den samme medicin, og at der som følge heraf er behov for et væld af forskellige mediciner til forskellige mennesker.
De psykiatriske diagnoser
Bogen har dernæst et interessant kapitel om de psykiatriske diagnoser. Der fremføres heri indledningsvist, at der er sket en radikal forskydning i forhold til, at mens man i 1960erne diagnosticerede i forhold til sygdomsårsager, lægger man i dag vægt på symptombilleder. Efter min opfattelse er det en lidt misvisende udlægning, idet man i den psykoanalytiske periode, før psykofamakaernes indtog, var overbevist om de psykoanalytiske forklaringsmodellers rigtighed i forhold til sygdomsårsager, var man i forbindelse med psykofarmakaernes fremkomst nødsaget til at indrømme andre årsagsmæssige sammenhænge, som pegede i retning af symptombilleder. Man kan sige, at mens man tidligere kiggede på udløsende faktorer i forhold til f.eks en depression, er man i dag langt mere rettet mod at kurere depressionen som den foreligger, hvadenten der er den ene eller den anden årsag, den være sig indre som ydre. Min egen erfaring med kurering af depression siger, at medicinen i højeste grad går til roden af selve depressionen, og i mit tilfælde er det ganske irrelevant, hvori årsagen består – jeg vil blot have løst mit problem. Forfatterne fremfører den opfattelse, at tidligere tiders diagnostiske opdeling efter årsager var langt mere hensigtsmæssig i forhold til hvilken behandling, der skulle iværksættes, og det er da muligt, at de har ret.
Endvidere fremfører forfatterne, at den voldsomme vækst i diagnoser har ført til en inflation i disse, på den måde, at meget alvorlige sindslidelser ukritisk er blandet sammen med lettere lidelser, til stor skade for de virkeligt syge. Både i det amerikanske og i det europæiske diagnosesystem kan en sådan inflation iagttages, og for unge psykiatere må det være en forvirrende oplevelse at foretage en seriøs diagnosticering på dette grundlag. Der har kunnet iagttages en stor vækst i psykiatriske diagnoser, og det er en nærliggende antagelse, at dette har været på bekostning af de alvorligt syge, ikke mindst på baggrund af, at hele det psykiatriske system i Danmark er nødlidende.
Efter min egen opfattelse ligger der forude en radikal omlægning af diagnosesystemerne, og det er da en mulighed, at tidligere tiders erfaringer fra det psykologiske område inddrages. Det påpeges endvidere af forfatterne, at de store internationale medicinalfirmaer i et vist omfang ligger inde med dyr medicin, som sådan set kun afventer fremkomsten af en diagnose. I virkeligheden har der i mange år ikke været tale om de store teoretiske gennembrud, men kun om forbedringer af medicin, hvis fremkomst har hvilet på erkendelser af samme art som tidligere medicins fremkomst har bevirket fokus på.
Tredje del – de psykiatriske sygdomme: 1. Angst
Denne del omhandler de tre hoveddiagnoser: Angst, depression og skizofreni og andre psykoser. Angst har jeg omtalt i det foregående. I dette kapitel om angst betones det indledningsvist, at normalangst er en faktor af livsvigtig betydning, og at fravær af normalangst er ligeså farlig en tilstand, som fravær af normal smertefunktion. I begge tilfældene ses, at personer med disse fejlfunktioner ofte har et kort liv. Endvidere gøres der opmærksom på, at angstfænomenet har været genstand for eksistensfilosoffernes interesse (Søren Kierkegaard), men jeg må rent personligt indrømme, at jeg aldrig rigtigt har forstået denne problematik, idet min naturvidenskabelige orientering fra tidligt af har bevirket, at jeg har en overordentlig konkret tilgang til begrebet eksistens. For mig er eksistens et rent fysisk fænomen. Jeg vil mene, at hvis man anskuer eksistensen fra det udpræget psykologiske synspunkt, helt løsrevet fra fysikken, så er det, at der opstår problemer. F.eks.: Hvordan kan det gå til, at jeg er netop den person, jeg er, og hele livet, og ikke en eller anden anden? Og hvordan kan det gå til, at jeg lever netop her og nu, og ikke på et andet tidspunkt eller i en anden tidsalder? Kunne jeg ikke ligeså godt være blevet til et dyr, med en helt anden skæbne? I psykologien er mange bizarre problemstillinger mulige. Og er det egentligt ikke forunderligt, at vi alle bebor denne fantastiske – og forfærdelige – klode, som er den eneste, vi kender, som huser det her allestedsnærværende liv?
Men set gennem fysikkens briller har eksistensen den simple forklaring, at tingene er som de er, fordi de ikke kunne være anderledes. Det, der her helt klart volder vanskeligheder, er, at så umådeligt mange hændelser af tilfældighedens karakter kan føre til noget så meningsfuldt som livet. Folk beklager sig over, at livet er meningsløst, men overser ganske, at meningen, det er noget, vi selv skal tilføre livet – og lad så være, at den mening, det så lykkes for os at tilføre livet, ikke er omnipotent. Den har begrænset gyldighed, igen fordi det ikke kan være anderledes.
Det der med, at det ikke kunne være anderledes, vil nok falde nogen for brystet. ”Hvis jeg ikke havde gjort…”, eller ”hvis han/hun ikke havde gjort…” – så ville det hele se anderledes ud. Men faktum er, at de gjorde det. Det sætter et interessant skarpt lys på fysikken i, hvordan trafikken går fra beslutning til kendsgerning. Og i øvrigt er der nogle ting, som det ikke er i menneskenes hænder at beslutte om. Vi gør os ofte skyld i den fejltagelse, ved at antage, at alt er i os menneskers hænder. Og desuden er der alle de ting, som nok er i nogle menneskers hænder, f.eks. krig eller store økonomiske eller andre politiske beslutninger, som er ude af de mange menneskers hænder, som det går ud over. Det sætter brugen af modalverber i et interessant perspektiv (burde, kunne, måtte, skulle, turde og ville. Nogle regner ”behøve”, ”gide” og ”orke” med til modalverberne). Men vi sætter alle et aftryk på tidens strøm. Jeg har her sat beslutningsfænomenet i fysikkens lys, men nogle vil nok vælge den psykologiske forståelsesramme. Imidlertid er der jo den der kobling til det fysiske, som nemt kan blive væk i al psykologisnakken. Der er jo tale om kendsgerninger, som enten er på denne eller hin måde, som ikke kan bortforklares gennem psykologisnak – selvom der jo næsten dagligt er eksempler på dette. Begreberne ”tæppehandlerlogik” og ”salgsgas” vil muligvis være kendt af flere. Og domstolene har i deres daglige virke problemerne med at fastslå, hvad der er fakta i sagerne, fordi disse så ofte foreligger medieret gennem vidnernes psykologi.
Øvrige angstrelaterede problemstillinger
Endvidere omtales fobisk angst, som kan være enten medfødt (edderkopper) eller tillært (tidlige erfaringer). Der omtales, at egentligt burde vi være mere bange for automatvåben end edderkopper, men det synes ikke at være tilfældet.
Dernæst omtales posttraumatisk stress, PTSD, samt det hermed forbundne syndrom, som kaldes kz-syndromet. Det er set i forbindelse hermed en latenstid på over 10 år, sommetider op til 20 år, hvorefter der optræder flashbacks.
Det beskrives desuden, hvordan hippocampus, et område midt i hjernen, er sæde for nydannelse af nerveceller, og hvordan denne evne kan kompromitteres gennem langvarig stress. En dårligt fungerende hippocampus kan føre til en sådan undvigeadfærd, som krigsveteraner praktiserer gennem at isolere sig fra andre mennesker ude i en skov. Hippocampus’ funktion påvirkes negativt af stresshormoner, som dannes i binyrerne. Hippocampus vides endvidere at spille en stor rolle i forbindelse med genkaldelse af husket stof. Man kan se en forbedring af hippocampus’ funktion i forbindelse med behandling med antidepressiver og elektrochok.
- Depression
Forfatterne udtrykker i dette kapitel et stort ønske om, at man diagnostisk vendte tilbage til dengang, man skarpt skelnede mellem exogene og endogene depressioner, ider der, som de skriver, gør sig meget forskellige forhold gældende i forhold til, hvilke behandlingsmæssige foranstaltninger, der bør sættes i værk i forhold til disse to patientgrupper. De gør endvidere gældende, at mens der synes at have været en enorm vækst i antallet af reaktive, dvs. exogene, depressioner, er det højst sandsynligt, at antallet af endogene depressioner er uforandret. Tallene herfor skaffes imidlertid ikke til veje, idet de nye diagnosesystemer, som både i USA og Europa gør sig gældende, blander det hele sammen. Forfatterne argumenterer for den opfattelse, at sammenbruddene og omvæltningerne i det sociale liv og det øgede pres på den enkelte i forhold til at være en succes på arbejdsmarkedet og i det private liv, synes at være blandt årsagerne til væksten i reaktive depressioner.
Det er tankevækkende, at mens reaktive depressioner i vidt omfang behandles med SSRI-præparater, som er svagtvirkende, og at der i forbindelse med disse depressionsformer ses god effekt af samtaleterapi, synes der i forbindelse med endogene depressioner at være en betydelig arvelig disposition – dog vil man ofte kunne iagttage en udløsende begivenhed, som baner vejen for udvikling af længere rækker af senere alvorlige depressioner. Endvidere vil man kunne iagttage, at enhver idé om samtaleterapi er omsonst, idet patienten er fuldstændig urokkelig i sin depressive tilgang til alting. Ofte ses et stærkt motiv af skyld og skam (Se artikel af Mikkel Sjølund, Outsideren artikel 22. oktober 2018), og i en del tilfælde giver patienten udtryk for, at han/hun snarere skulle i fængsel eller aflives. Man kan konstatere, at cirka 15% af disse patienter ender med at begå selvmord. Kapitlet indledes i øvrigt med det interessante citat ”Melankolikere klager sjældent over ”depression”” (Michael Alan Taylor 1999). Dette stemmer godt overens med den teori for depression, jeg andetsteds i dette blad har fremsat (Arne Nielsen: Psykologi i relation til sindslidelser, Outsideren artikel 14. marts 2018), hvor jeg fremfører den idé, at det, der er galt, er, at hele det emotionelle system ligger ned hos den depressive. Det er både gode og dårlige følelser, der ikke kommer frem, og alting opløses i meningsløshed.
De svære, endogene depressioner kan erfaringsmæssigt behandles med TCA (tricykliske antidepressiver), som har en meget stærk antidepressiv virkning, der i denne henseende er SRRIerne klart overlegne. Dog er der senere kommet et sådant stof som Mirtazapin, som er stærkt og for det meste uden ubehagelige bivirkninger. Endvidere argumenterer forfatterne stærkt for anvendelsen af elektrochokterapi, og de belægger dette synspunkt med vægtigt statistisk materiale. Elektrochokbehandling strækker sig typisk over 8 – 12 seancer, hvor patienten lægges i fuld narkose, og endvidere får indsprøjtet et muskellammende stof. Desuden fremstilles der på forhånd en personlig bideskinne til forebyggelse af bidskader. En seance overstås i almindelighed på få minutter, hvorefter patienten vågner op af narkosen. Erfaringsmæssigt bruger man længere seanceserier til ældre patienter, jo ældre de er, mens man er mere tilbageholdende overfor at bruge denne terapiform til unge mennesker. Så vidt jeg forstår, er det landet over cirka 5% af de depressive patienter, der behandles med elektrochok. Jeg har her anført en kommentar hertil:
Om elektrochokbehandling
Det skal her fremføres, at forfatternes omtale af elektrochoks brug i psykiatrien kalder på en kritisk bemærkning. Elektrochok bruges både i forbindelse med alvorlige depressioner og visse psykotiske tilstande, og som forfatterne så rigtigt påpeger, så har denne behandling i mange sammenhænge været livreddende, og i mange tilfælde haft meget positive virkninger. Men man kommer ikke udenom at omtale de patienter, for hvem elektrochokbehandling har været aldeles ødelæggende. Dette forhold forbigås af forfatterne i tavshed, og det er, set med videnskabelige briller, ikke i orden. Jeg ville se det som et stort fremskridt, hvis den enøjede betragtningsmåde i begge lejre blev udryddet. Som i så mange andre dele af den lægelige verden er der en risiko ved denne behandlingsform, og læger med Tarzansyndrom kan være meget farlige. Og den dag i dag eksisterer der ingen metode, der kan fortælle, hvorvidt en patient vil have gavn af elektrochokbehandling, eller om vedkommende vil blive alvorligt skadet af behandlingen. Virkningen beror på det fænomen, at den strøm, der bringes til at gå gennem hjernen, bevirker, at alle nerveimpulser synkroniseres, med den konsekvens, at et epileptisk anfald – grand mal – breder sig over hele hjernen. Den præcise virkning står uklart, men man har iagttaget, at en del af virkningen består i nydannelse af nerveceller, som foregår gradvist efter en behandlingsserie, og som er en langtidsvirkning af behandlingen.
I lyset heraf er det nok værd at notere sig den såkaldte TMS-behandling, som er behandlet af mig (Arne Nielsen: En ny metode til behandling af depressioner, Outsideren blogs den 23. maj 2018). Denne metode omtales intetsteds i bogen. Som før antydet, så er bogen i alt væsentligt ret bagudskuende.
- Skizofreni og andre psykoser
Det skal indledningsvist siges, at denne gruppe af lidelser er meget omfattende, og at de manifesterer sig på mange forskellige måder. Karakteristisk for disse lidelser er, at de indebærer et realitetstab, og at der er de såkaldte produktive symptomer, som består i hallucinationer og vrangforestillinger. Forfatterne nævner ikke den freudianske psykosemodel, som jeg andetsteds har skrevet udførligt om (primærproces og sekundærproces), og det skal da også nævnes, at denne model, såfremt den virkeligt er forstået, er uhyre abstrakt og vanskelig af forstå. Derimod nævner forfatterne den dikotomi, dvs. tvedeling, som indførtes af den tyske psykiater Emil Kraepelin (1856 – 1926). Den går ud på skarpt at skelne mellem den skizofrene lidelse og den bipolare lidelse (mani/depression). Denne dikotomi har persisteret lige til i dag, men er under nedbrydning, idet den erfarne psykiater mange gange har oplevet, at man ser overgangs- og blandingstilfælde, hvor det slet ikke står klart, om der er tale om det ene eller det andet. Endvidere synes DNA-undersøgelser at støtte denne position, idet man ikke har fundet klart afgrænsede gener for hver af de to lidelser, men derimod et meget sammensat billede. Det er værd at notere sig, at Kraepelin selv, sent i sin karrière, argumenterede for, at de to tilstande ikke var så skarpt adskilte, som han tidligere havde argumenteret for. Men adskillelsen indgår den dag i dag i den elementære lærebog for unge psykiatere. Forfatterne fremfører endvidere den betragtning, at der i de forgangne år helt er udeblevet det gennembrud i behandlingen af psykoserne, som man havde håbet på.
På den teoretiske front, i henseende til, hvori årsagerne til psykoserne består, er det værd at notere sig, at Sigmund Freuds betragtninger over, at disse bestod i traumer fra barndommen, blev i begyndelsen af 1960erne afløst af en mere radikal tilgang til problemerne, i form af den antipsykiatriske bevægelse. For at forstå baggrunden herfor, må forholdene i de amerikanske psykiatrihospitaler nævnes. Der var tale om, at Skt.Elisabeth Hospital i Washington husede ca 20 000 patienter, og der var tale om forhold, som man ikke skulle ønske sig for nogen. Filmene ”Gøgereden” og ”Family Life” fremførte jo den opfattelse, at de sindssyge reagerede sundt på nogle uhyrlige forhold, samt at disse indgik i personundertrykkelse på forskellige niveauer. Imidlertid ebbede den antipsykiatriske bevægelse ud, fordi den ingen egentlige behandlingstilbud havde at komme med, og desuden var effektive antipsykotiske midler i mellemtiden kommet på markedet. Den antipsykiatriske bevægelse bukkede simpelthen under i konkurrencen om at stille noget op.
Men som jeg i det foregående har argumenteret for, er det ikke sikkert, at vi helt skal kassere disse tidligere tiders tankevirksomhed. Der kan ligge noget i alt det antipsykiatriske, som er godt ikke at glemme. Selvom psykoser afgjort er sygdomsformer i alle de fremtrædelsesformer, vi nu engang ser. Og i øvrigt kan det meget vel være, at Freud også havde en pointe, selvom det naturligvis aldrig kan være hele historien. Vi skal ikke glemme alle de tanker, der er blevet fremsat, men blot være åbne overfor, at der kan være andre måder at fortolke det hele på, samt gøre os klart, at psykiatri i det hele taget er en vanskelig disciplin, hvor man ofte er i den situation, at man godt kan helbrede et tilfælde, uden i grunden at fatte en pind af, hvad der foregår. Psykiatrien er i dag så udpræget en erfaringsvidenskab, hvor vi egentligt helt mangler den teoretiske baggrund. Og så er der jo de tilfælde, hvor psykiatrien intet kan stille op.
Fjerde del: Kunsten og de store spørgsmål
Denne del omhandler tre kapitler, som hedder ”Kunst og psykiatri”, ”Arv og miljø” og ”Sjæl og legeme”. Det første kapitel begrunder især sin tilstedeværelse i den store rolle, psykiatriske patienters kunst spillede i kunstdebatten i første halvdel af 1900-tallet, som antog ret forbitrede former. Der er i dette kapitels faktasider bragt nogle gengivelser af Overtacis billeder, som er fuldt på højde med det bedste, der ellers er frembragt i tidernes løb. Overtaci (1894-1985) var permanent indlagt på Risskov i Århus i 56 år til sin død.
Kapitlet ”Arv og miljø” indeholder et interessant afsnit om den fri vilje, som kommer frem til samme resultat som jeg selv, nemlig at fri vilje først og fremmest er en følelse. Men det forhold, at vi i ingen henseende har indblik i, hvilke skjulte motiver, der bevæger os, bevirker, at fri vilje må betegnes som en stor illusion. Men følelsen er reel nok, og det forhold, at vi kan skifte mening, bidrager til opretholdelsen af denne følelse. I øvrigt spiller følelsen af fri vilje en stor rolle i bevarelsen af vor psykiske sundhed.
Kapitlet ”Sjæl og legeme” diskuterer den i forne tider fremherskende idé om, at sjælen fundamentalt var af en anden natur end legemet, herunder hjernen, og kapitlet formår ikke i tilstrækkelig grad at gøre op med denne tanke. Endvidere snakkes der om, at formålet med den biologiske og fysiske sjælsforståelse er at reducere denne, med det formål, at de således reducerede enkeltelementer bliver nemmere at forstå end helheden. Jeg synes, at det er det rene, skinbarlige vrøvl. Formålet med at forstå sjælen som noget biologisk og fysisk er ikke at reducere noget som helst, men derimod at udvide vore forestillinger om, hvad materien også kan være. Der eksisterer ikke, og har aldrig eksisteret et ”åndernes rige” hinsides det fysiske, heller ikke nogen trancendental realitet. Men glem nu ikke, at psykens funktion i rigt mål kan præstere kraftige illusioner i denne retning, og glem heller ikke, at den menneskelige hjerne har sat os i stand til at skabe ting, som kun er bragt i eksistens qua denne. Alt, hvad der omgiver os, har været igennem en menneskelig hjerne, og dette er ganske tankevækkende, som godt kan give anledning til tvivl om, hvorvidt der eksisterer en åndelig realitet. Men svaret skal vi søge i hjernens informationsbearbejdende aktivitet og ikke i alternativ fysik.
Femte del: Afrunding
Det hertil hørende enkeltkapitel har titlen ”Psykiatri og samfund: Status og perspektiver”. Heri oprulles, hvor nødlidende psykiatrien er i dagens Danmark. Mens behovet er steget voldsomt, er ressourcerne skåret drastisk ned, både af blå som røde regeringer. Satspuljevanviddet berettes der om. Der fortælles endvidere om, hvordan pædagogikken efter ungdomsoprøret, samt fremkomsten af mobiltelefoner har bevirket en nedsat impulskontrol, hvilket har bevirket en tilsyneladende vækst i ADHD-tilfældene, som imidlertid næppe har organisk relevans. Formentlig ordineres der Ritalin til for mange mennesker, mens der jo er nogle, for hvem denne medicin er velbegrundet.
Anmelderens efterskrift
Tak til læseren for at du holdt ud. Det var ikke min tanke, at denne anmeldelse skulle have været så lang, og jeg gik død efter at have skrevet halvdelen. Men på den anden side syntes jeg, at det var en god bog, som var let læst, og som jeg ihverfald vil mene kunne udgøre et godt oplæg til debat. Der er mange ting, som jeg har sprunget over, så jeg kan kun anbefale selv at læse bogen.
(Billedet er photo-1536534692336-1dc9e76ed9c6.jpg fra Unsplash.com)