MIN KROP – MINE REGLER !
Det burde da ikke være så svært at forstå. Et nej er et nej.
Efter at jeg er begyndt at blogge og fortælle om at være en del af #MeToo, så har flere kvinder i min omgangskreds kommet til mig og har sagt, ”Du er ikke alene, Maria, jeg har oplevet noget lignende”, og det løber mig koldt ned ad ryggen hver gang.
Alt, alt, alt for mange oplever at være udsat for seksuelle overgreb, seksuel vold, tvang, psykisk vold og meget andet. Og det er ikke okay. Det er strafbart. Det efterlader dybe ar på krop og sjæl. På et øjeblik er ens liv bare fuldstændigt ændret, og man står tilbage med følelserne skam, skyld, ydmygelse, uforståenhed og ensomhed. Nærhed, intimitet og tillid bliver en udfordring. Tag det fra en kender.
Da jeg blev overfaldet, blev mit syn på mænd ændret. Især fremmede. Jeg var virkelig bange for fremmede mænd. Jeg kunne ikke være i et mindre lokale med mænd, også selvom der var kvinder omkring mig. Jeg følte mig overvåget, blufærdig og meget bar; som om alt mit tøj blev flået af mig. Hvis jeg skulle til terapi, og der sad en mand på sædet bag mig i bussen, og han havde en hættetrøje på, så kunne jeg nærmest stoppe med at trække vejret. Alt inden i mig frøs til is. Jeg rystede af angst fra top til tå, og kunne først trække vejret nogenlunde normalt, når enten manden eller jeg var hoppet af bussen. Et par gange er det hændt, at jeg har måttet stå af bussen på grund af frygt for at blive overfaldet igen. For i mit hoved var alle fremmede mænd farlige og tog ikke et nej for et nej. Selv når jeg sidder her bag min bærbar og skriver dette indlæg, sidder jeg og ryster på hænderne, fordi jeg genoplever traumet.
Jeg har haft svært ved at se på mig selv uden tøj på, fordi jeg følte mig noget så klam og beskidt. Jeg har ikke kunnet lade en mand røre ved mig, før jeg var 20+. Jeg er så heldig at have mødt en, der har haft så meget forståelse og respekt, at han ikke har villet røre ved mig, før jeg sagde, at det var okay. Det er stadig svært for mig at skulle forholde mig til mine seksuelle lyster og drifter, på grund af det, der har været sket. Selvom jeg er et menneske, ligesom alle andre, så har ordet ”sex” haft en kvalmende effekt på mig, fordi det har været forbundet med noget grimt.
Jeg står i den situation, at jeg ikke aner hvem der har overfaldet mig. Jeg kender ikke identiteten på ham. Men der er nogle, der kender deres overfaldsmand. Nogle har oplevet at det var en kæreste.
Grunden til at jeg skriver det her, er for at sætte mere fokus på det; som en efterfølger til både mit indlæg om #MeToo og #VærdigPsykiatriForAlle – Lyt nu til os !, for jeg synes at der skal være meget mere fokus på området og bedre vilkår for os, der har været gennem det helvede, det er at være udsat for noget så krænkende som et seksuelt overgreb. Uanset om mand eller kvinde, og uanset om det har været sket i ens barndom, ungdom eller voksenliv, så skal det ikke tabuiseres og der skal ikke være en forældelsesfrist på at anmelde det. Så please, kære nye regering, tag det ind fra os, der har prøvet det. Lyt til os.
Kære politibetjente, læger, sygeplejersker, psykologer, psykiatere, osv. I gør jeres bedste. I knokler. Sæt ikke spørgsmålstegn ved vores påklædning og vores ageren. Der er kun én, der tager valget om ikke at høre efter – det er gerningspersonen.
Det var ikke min skyld, at jeg blev overfaldet. Ja, jeg havde drukket, jeg var fuld. Og ja, jeg havde også flirtet – men jeg sagde NEJ.
Hvis du selv har prøvet det – det er IKKE din skyld! Aldrig din skyld! Kun en har ansvaret for et overgreb. Du er ikke alene. Du har mig i ryggen. Tal det ihjel. Skub det ikke væk. Det bliver det kun værre af. Bliv ved med at snakke om det. Vær vred. Kom af med vreden, magtesløsheden, frygten og genopbyg dig selv. Det har taget mig næsten ti år, og jeg arbejder på det hver dag – for det skal ikke have lov til at styre mit liv og min fremtid.