Uperfekt

Mit liv med angst
Blog

Uperfekt

Jeg elsker at jeg ikke er perfekt. Lad os da hylde det uperfekte! Du er heller ikke perfekt. Du er god nok, som du er. Hvis andre siger det modsatte, lyver de. Hvis nogen får overbevist dig, om at du ikke er god nok, så har du givet dem lov til at træde på dig. Ingen skal træde på nogen, ydmyge, nedgøre eller på anden måde se ned på andre. Vi er ikke ens – og hurra for det. Men skulle vi så ikke tage at accepterer hinanden, og alle de forskelligheder, der definere os?

Jeg er af den overbevisning at især unge mennesker går ned med angst pga. egne og omgivelsernes forventninger. 12-taller og uddannelse vægter højt, lige som udseende og skønhedsidealer på de sociale medier. Influencere har også en stor indflydelse på børn og unge. Jeg ser ikke mig selv som værende en influencer, men det er jeg nok ubevidst. Jeg gider dog ikke reklamere for skønhedsprodukter eller plastikbryster. Jeg vil hellere sætte fokus på det, der er mellem ørerne. Det ydre bliver for overfladisk og useriøst og umodent.

Jeg ville da allerhelst være lige som alle mulige andre voksne. Men hvordan er alle mulige andre? Alle er jo forskellige. Nogle bor alene, eller sammen med en kæreste. Nogle har uddannelse, job og fast indkomst og faste hverdagsrutiner. Der er mange på min alder, der begynder at stifte familie. Men – jeg elsker min hule af et værelse. Jeg elsker den hyggekrog, jeg har skabt, hvor jeg kan sidde og læse og arbejde i fred og ro. Jeg elsker at nusse rundt, ordne vasketøjet, gøre rent og lave mad. På den måde finder jeg ro, og afprøver også voksenlivet. Når jeg engang flytter ud, skal jeg jo selv stå for rengøring, madlavning og tøjvask. Så kan jeg da lige så godt begynde nu og tage en for holdet. Min far er håndværker og har et fuldtidsjob og min mor har i mange år arbejdet i biblioteksbranchen og med administration.

Lad mig forklare det på denne måde. Jeg vil allerhelst bo for mig selv og have mit eget liv og skabe min egen hverdag med rutiner og faste rammer. Ja, jeg er 27 år og bor hjemme. Jeg har ingen uddannelse og ingen partner. Og hvad så? Jeg har ikke travlt med at blive ”voksen-voksen” og få børn. Hvis jeg får børn, så håber jeg bare på en ting: at blive en god mor.

Ingen kan give dig i morgen. Man skal leve i nuet og ikke planlægge sin fremtid; jeg vil ikke anbefale det, for man risikere at blive skuffet.
Min kusine spurgte mig for ikke ret lang tid siden, om jeg havde lyst til at tage mig en uddannelse. Og svaret er klokkeklart: Nej. Det har jeg faktisk ikke. Jeg vil meget hellere arbejde og hjælpe andre og bruge min ressourcer på den måde. Så hvorfor skal vi egentlig påduttes at tage en uddannelse? Som jeg oplever det, så er der mange der efter endt uddannelse, står uden job. Det giver for mig ingen mening. Det giver ikke mening at læse i flere år, for så at starte voksenlivet og arbejdslivet som arbejdsløs og på dagpenge. Det er også synd, synes jeg, for dem der tager en uddannelse, fordi de virkelig gerne vil, og så kan de ikke komme ind på arbejdsmarkedet. Hvordan skal de så kunne betale for deres udgifter? Bare en tanke… Derudover er der mange autodidakte, der er hamrende dygtige til deres job – uanset om de er skuespillere, forfattere, selvstændige der har arbejdet sig op fra bunden, eller andre kunstnere, hvor det ikke ligefrem stod i kortene at de skulle lave det de laver.
Jeg har egentlig tænkt på at læse nogle fag, men det er mere for at holde mit lille hoved i gang. Der er et sted, jeg virkelig gerne vil læse, og det er på forfatterskolen for psykiske sårbare. Jeg håber at komme ind på deres efterårshold, hvis altså det kan lade sig gøre, på grund af coronavirussen.

Jeg har i flere år gået med tanken om at blive psykolog. Men tanken om fem års studier kan jeg slet ikke rumme. Jeg har meget stor respekt for dem der tager en uddannelse. Men jeg håber sådan, at de ikke er blevet tvunget til det, men har gjort det af egen fri vilje.
Andre uddannelser så som arkæologi, boghandler og historie har også strejfet mine tanker. Men der er jo nok været en grund til at jeg er blevet blogger og frivillig her, og også boganmelder. Jeg knokler. Jeg ser det som et privilegie at blive spurgt om, jeg har lyst til at anmelde bøger for forfattere, der kontakter mig. Jeg ser det som et privilegie at blive spurgt om jeg vil have nogle flere opgaver og dermed mere ansvar hos Outsideren.

Kunne vi give lidt plads til os, der bare så gerne vil arbejde og hjælpe på den måde, i stedet for at se ned på os? Jeg er ofte blevet mødt med at, ”man skal have en uddannelse i dagens Danmark, ellers kommer man ikke langt”. Kunne vi eventuelt prøve at ændre det? Ikke radikalt, men lidt. Altså give det et forsøg. Jeg er godt klar over, at der er nogle, der nasser på systemet – men ikke mig. Jeg vil slet ikke lyde hellig. Man må yde for nyde.

Jeg ser mig selv som uperfekt, og jeg er stolt af at have udviklet mig til den stædige unge kvinde, som kæmper for både værdig psykiatri og for mange andre ting, som jeg er blevet.

Mit liv med angst
Jeg er netop fyldt 31 år. Jeg har lidt af angst siden teenageårene. Har diagnoserne panikangst, socialangst og PTSD, som min psykiater betegnede som kronisk i september måned. Derudover kan jeg få anfald af separationsangst og dødsangst. Det har jeg haft siden 2018, da jeg pludseligt mistede min gudmor. På denne blog skriver og deler mine tanker og følelser, ønsker og drømme. Mit frirum er bag bøgerne, i dagbogen, i musikken og hos min familie. Jeg er enebarn. Min familie og især min dejlige kæreste er min klippe. Som angstpatient, så er hver dag en for mig en kamp. Nogle dage er gode, andre dage er knapt så gode. Min måde at få luft for min sygdom er ved at skrive. Så da jeg fandt dette forum, vidste jeg med det samme, at jeg ville blogge herinde. Jeg vil fortælle min historie ved at blogge, så jeg håber at I vil læse med. Til februar er det 5 år siden, jeg begyndte som blogger her hos Outsideren. - M

4 Responses

  1. Med hensyn til det uperfekte, så husker jeg en pude, hvis betræk min mor broderede, og som bestod af vekslende gule og hvide felter, et ganske regelmæssigt mønster. Men nær det ene hjørne havde hun broderet et lille ansigt, der flugtede med mønstret, og i samme farver som dette. Hun sagde, at netop heri var hensigten at hylde det uperfekte. Det er mange år siden.

    Hvad uddannelser angår, så forstår jeg dig godt, med alt det psykiske med i beregningen. Jeg har selv to mellemuddanelser og en bid af et universitetsstudium, men psykiske vanskeligheder bevirkede, at jeg ikke alene holdt op med at studere, men med mange ubehagelige erfaringer fra den akademiske verden gjorde, at jeg med overlæg gik hen på universitetskontoret og meldte mig ud af universitetet.

    Der er jo det, at det er mens man er ung, at man har friskheden til at lære noget. Også det at skaffe sig erfaringer med, hvor meget, der virkeligt kræves på de højere uddannelser. Jeg har undertiden gjort den erfaring, at folk, der ikke har prøvet dette, somme tider har urealistiske idéer om egen genialitet. Det modsatte, at ligge under for folk med titler, finder jeg heller ikke hensigtsmæssigt. Og endeligt er der miljøer, der er decideret antiintellektuelle. Dem har jeg aldrig kunnet relatere til. Blandt venner er jeg berømt og berygtet for mine indviklede sætningskonstruktioner. Jeg kan ikke gøre for det; det er fra det verdenshjørne, jeg anskuer verden.

    Jeg ser sådan på det, at kan man etablere en eller anden form for psykisk udvikling, der bringer én et sted hen, hvor man, rent psykologisk føler sig rigere, så er tiden ikke spildt. Men for mange er realiteterne, at man holder fast med det yderste af neglene, at man gennemlever sekunderne og minutterne på trods. Jeg vil nu alligevel mene, at selvom det ser sådan ud, kan der godt være noget i posen til den, der har det sådan. Giv fremtiden en chance.

    Svar

    1. @Arne

      Sikke en fin anekdote med din mor og pudebetrækket 🙂 man bliver i helt dejligt humør på sådan en regnfuld onsdag.

      Jeg har meget stor respekt for dem der vælger universitetsvejen, uanset om de følger den hele vejen eller stopper op og vælger en anden. Det er også de tanker og overvejelser, jeg sidder med lige pt. Men jeg kan ikke se mig selv gennemføre uni, og så synes jeg det er fjollet at starte. Jeg kan risikere at tage en plads fra en, der virkelig gerne vil uni og uddannelsen. Så hellere lade være og gå en anden vej. Der findes sindssygt mange uddannelser i dagens Danmark – næsten for mange, hvis du spørger mig.

      Hvad angår fremtiden tager jeg en dag ad gangen, ellers bliver jeg forpustet. Men jeg ser lyst på fremtiden og håber, der er noget godt i vente 🙂

      Kh M

      Svar

  2. Fedt at du melder klart ud, dog bliver jeg noget spørgende når du imbracer det uperfekte og så kommer med udtalelsen “Jeg er godt klar over, at der er nogle, der nasser på systemet – men ikke mig. Jeg vil slet ikke lyde hellig. Man må yde for nyde.” Fad med dem på førtidspension? Er de så også samfunds nassere? De yder ikke, men nyder at de har fået ro for en kamp der har stået i.

    Svar

    1. @Tynoa

      Det har ikke været min mening at træde dig over tæerne, hvis det er sket. Og nej, jeg synes bestemt ikke at førtidspensionister er nassere. Tværtimod. Jeg ved at det er en kamp at få tildelt enten en førtidspension, eller fleksjob, eller skånejob. Jeg vil hellere betale min skat til de der har helt oprigtigt brug for pensionen, end at skulle betale til de der tror at de kan få kontanthjælp og ikke lave en skid. Jeg håber at du har fået ro 🙂 og jeg håber at du får en dejlig sommer

      Kh M

      Svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *