De kedelige dage er begyndt at sætte ind. Egentlig havde jeg slet ikke lyst til at skrive det her blogindlæg, men jeg synes det er i orden, at jeg viser mine følsomme og sårbare sider. Det har jeg haft gjort før i tidligere indlæg, men i denne mørke vinterperiode med restriktioner, kan jeg mærke at jeg har brug for at fortælle det, der tynger mig.

Isoleringen er det værste. Jeg går mine ture, får frisk luft og arbejder. Men det er ikke nok. Mit hoved kører på fulde drøn, jeg er rastløs, irritabel og savner et kram, som ikke er fra mine forældre.

Op til jul lagde jeg et opslag på facebook, som i bund og grund var ment som en kærlig reminder om samfundssind. Jeg prøver på ingen måde at være hellig eller dobbeltmoralsk eller noget som helst andet. Tværtimod prøver jeg på at vise mine mindre positive sider. Jeg har op- og nedture som alle andre i denne her mærkelige tid, og lige pt kæmper jeg med humøret. Jeg synes det er svært at holde modet oppe og have ja-hatten på. Daglige nyheder om smittetal, kontakttal og en muterende virus. Det ville være forkert af mig at påstå, at jeg ikke er bange. Men jeg er mere bange for at være rask smittebærer end at blive syg, så jeg følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger og restriktioner.

Det kan godt være, jeg lyder som en regelrytter, men jeg er ikke i tvivl om, at det for danskernes bedste, at der er lagt restriktioner ud. Men kan jeg tillade mig at blive irriteret over den hårde tone på facebook og på dem, der rejser ud i verden? Ja, det kan jeg godt. Jeg har ytringsfrihed, ligesom alle andre. Når jeg går ture med min hund, møder jeg nogen, der stadig tror på at Corona virussen er det pure opspind, og at statsministeren udøver magtmisbrug. Kig over mod USA og Rusland, så kan man snakke magtmisbrug.

Forleden dag så jeg Aftenshowet, hvor et indslag om danske influencere var rejst til Dubai. Og som Peter Lund Madsen sagde, det er uklogt i denne her situation. Så bare for at svare lidt igen og blande mig i debatten – nej, det handler på ingen måder om misundelse! Det handler om ren og skær sund fornuft – også selvom der bliver taget forholdsregler. Vi andre holder vores møder, forretningsmøder, redaktionsmøder m.m. via facetime, skype og andre former for videoopkald.

Jamen, Maria, hvorfor dropper du så ikke de sociale medier, hvis tonen er for hård? Fordi facebook og instagram er en del af mit arbejde som blogger. Det er her jeg deler mine blogindlæg, og så er vi i en tid, hvor de sociale medier fylder rigtig meget – også arbejdsmæssigt, især når man er influencer. Selvom jeg ikke ser mig selv som en influencer, så er jeg jo med til at påvirke og gøre opmærksom på både mig selv, men også Outsideren som forening og på de tabuer der er i psykiatrien, som mit hjerte banker for at være med til at nedbryde.

Jeg snakker ikke med min bedste ven mere. Jeg har ikke talt med ham siden oktober. På den ene side savner jeg ham og det venskab, vi havde, men på den anden side, så er det sundere for mig, at vi ikke har kontakt. Vi havde haft et seksuelt forhold, og jeg udviklede følelser for ham, og det blev taget for givet. Min angst og sårbarhed blev taget for givet, og det gav mig rygrad til at sige fra.

Jeg tror, at vi er mange, der kæmper med psykisk sårbarhed, ensomhed og depression her i coronatiden. Jeg kæmper i hvert fald med det. Min psyke har det ikke særlig godt. Desuden er en periode som denne ikke sund for det mentale helbred. Forfatterskolen PS! åbner først op efter påske, og jeg er heldigvis kommet på et fortsætterhold, og jeg glæder mig til at starte til april.
Jeg savner mine veninder. Godt nok taler jeg i telefon med dem jævnligt, men det er ikke det samme som at ses og kan give hinanden et kram. Jeg glæder mig til at kunne give mine veninder et kram igen. Jeg gør det, at jeg giver mig selv lov til at være øv og ked af det og skælde ud, så jeg kan få det ud af systemet. Jeg laver lidt yogaøvelser, går nogle lange ture med enten musik eller en podcast i ørerne, eller også læser jeg bøger eller laver mad. Det giver mig ro og energi. Hvad gør du?

Foto: Privat (2020)

Om Forfatteren

Jeg er 28 år. Lider af angst. Har diagnoserne panikangst og agorafobi. Derudover har jeg også separationsangst, dødsangst og klaustrofobi. På denne blog vil jeg skrive og dele mine tanker og følelser, ønsker og drømme. Mit frirum er bag bøgerne, i dagbogen, i musikken og hos min familie. Jeg er enebarn, jeg har en hund. Min familie og mine venner er min klippe. Som angstpatient, så er hver dag en for mig en kamp. Nogle dage er gode, andre dage er knapt så gode. Min måde at få luft for min sygdom er ved at skrive. Så da jeg fandt dette forum, vidste jeg med det samme, at jeg ville blogge herinde. Jeg vil fortælle min historie ved at blogge, så jeg håber at I vil læse med. - M

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Hej “Mit liv med angst”, og tak for en god artikel!

    Jeg ser denne her epidemi som en mulighed for at udvikle ens selvstændighed. Selve det at kunne hygge sig i eget selskab og være tilfreds med det, ser jeg som en meget vigtig evne, og som vel ingen af os kommer sovende til. Efter min opfattelse drejer dette her sig om at afstemme ens forventninger til tilværelsen efter de muligheder, der foreligger. For temmeligt mange år siden indså jeg, at det at have et seksuelt forhold til nogen godt kunne virke kontraproduktivt i forhold til at udvikle et personligt forhold til denne nogen. Indviklet bliver det, hvis denne nogen ønsker et seksuelt forhold til én. For mig overtrumfer det at have et personligt forhold til en person det at have et seksuelt forhold, og alligevel er man som mand for det meste henvist til at klare sig selv; dette rummer jo også det aspekt, at man har en helt privat sfære, som ingen anden bliver lukket ind i. Selve det at have koncentriske cirkler omkring én, som er udtryk for i hvilken afstand man ønsker at have den eller hin person, er for mig en vigtig funktion i forhold til at være til. For mit vedkommende er det først noget, jeg har fået facon på i sen alder. Også det at have selvstændige holdninger, hvorom man kan formulere sig på en velordnet måde, kan man bestemt ikke fra starten. Men også det, at man når en alder, hvor andre ikke behandler én som et barn, er medvirkende til, at ens selvstændighed udvikler sig på en harmonisk måde. Men dette forudsætter naturligvis, at man ikke opfører sig som et barn. Jeg ser ikke nogen idé i at holde foredrag om disse ting – en kendgerning er det, at for nogle er denne karantænesituation værre end for andre.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.