Endelig, endelig, endelig skete det. Jeg har fået min egen lejlighed.
Det har været et par hektiske måneder. Meget at skulle holde styr på, forholde sig til, osv. Måske havde jeg, helt naivt, ikke forventet at det ville blive så mentalt hårdt. Jeg har haft nogle dage, der bare ikke har været særligt sjove: tudeture, angstanfald, tankemylder.
Nå, for lige at tage den fra en ende af. I marts måned blev jeg opmærksom på, at der var flere ledige lejligheder i et område, ikke så langt fra hvor min kæreste bor. De første boliger, jeg havde i kikkerten, røg hurtigt til anden side, men så var der en lejlighed, jeg kunne se. Og det er så her, jeg bor nu. Her har jeg boet i cirka to en halv måned, og jeg elsker det! Nu er der faldet ro på. Men for helvede, det har været skørt.
Da jeg fik nøglerne, kunne jeg slet ikke vente med at få flyttet mine ting ind og få indrettet mit nye hjem. Jeg gik med en tanke om at jeg kunne flytte rigtigt ind, lige efter påske. Men både min kæreste og forældre måtte dog lige bremse mig en gang, og det var godt de gjorde det. Det var ikke kun det fysiske at flytte, der var hårdt, men også lige pludselig at skulle flytte kommune og starte op et nyt sted med nye mennesker. Jeg kan godt mærke, at jeg for alvor står på egne ben, og nogle gange også er lidt på bar bund. Det er selvfølgelig skræmmende, men også megafedt og sjovt.
For at gøre en lang historie lidt kortere. Da jeg underskrev lejekontrakten, gik det meget hurtigere end hvad kommunen og min sagsbehandler havde forventet og troet. For jeg skulle melde flytning inden for fem dage, og da jeg skulle holde et afsluttende møde med min støttekontakt person og sagsbehandler, havde jeg flyttet folkeregisteradresse, som jeg skulle. Det lagde pres på kommunen, som skulle sende min sag til den nye. Det har undret mig, at de ikke har været klar over at jeg skulle melde flytning inden for en uges tid, for det kom bag på dem, at jeg havde gjort det, og det var derfor at, det lige pressede dem lidt ekstra.
Min støttekontakt person og jeg kontaktede den nye kommune for at få sat gang i min sag og min praktik, og fik så et møde i stand. Det skal lige siges, det var meget mere indviklet end jeg skriver her.
Jeg fik at vide, at min praktik ville ophøre, da jeg skulle flytte kommune. Praktikken ville ikke følge med; den skulle først godkendes af den nye sagsbehandler. Nu har jeg så endelig haft et møde med min nye sagsbehandler, og hun fortalte mig at praktikken ville køre frem til d. 25.juni. Om det er de interne systemer, der ikke kan finde ud af at kommunikere, eller hvad fanden det er, det ved jeg ikke, men jeg synes det er både forvirrende og frustrerende, at jeg får noget at vide fra den ene kommune, og noget helt andet fra den nye. Det har været en kæmpe stressfaktor. Men min chef og alle hos Outsideren har været så søde og rummelige, og har sagt at jeg selv har kunnet bestemme min tid og dage inde hos dem i det omfang, jeg har kunnet overskue. Sådan en chef og arbejdsplads er simpelthen guld værd!
Jeg har jo en masse tanker og drømme for min fremtid. Jeg har en bog, jeg gerne vil have skrevet, som jeg startede på i 2021. Jeg drømmer om at komme tilbage til forlagsverdenen, hvor jeg tidligere har været. Det er måske ikke helt så lige til, men man har vel lov til at drømme, ikke? I hvert fald noget med tekstformidling eller som noget tekstforfatter af en slags. Måske også noget med sociale medier. Og så er jeg jo glad for litteratur. Jeg er sindssygt glad for det, jeg laver nu for Outsideren, og vil gerne fortsætte i det omfang, det kan lade sig gøre. Håber lidt på at jeg kan få forlænget praktikken efter sommerferien. Men jeg tror også, på sigt, at det vil være sundt for mig at komme ud til en anden arbejdsplads.
Nå, tilbage til flytteriet. Den første weekend, jeg boede for mig selv, fik jeg et angstanfald. Jeg tror det var en reaktion ovenpå alt det her flytteri, falde til, og træthed. Jeg ringede til min svigermor, og hun var der lynhurtigt – og det hjalp. Et par uger efter, smeltede jeg ned igen, og min kæreste kom og var hos mig – selvom han faktisk havde det skidt og kæmpede med energien. Samme weekend skulle vi til barnedåb, og om søndagen var det Mors Dag. Jeg havde forinden aftalt med min far, at jeg kunne tage med mine forældre hjem og holde Mors Dag sammen med dem om søndagen. Weekenden blev bare på ingen måder som vi havde regnet med, da min elskede farmor sov ind i en alder af 91 år.
Jeg har mistet før, men kun en enkelt gang har jeg sagt farvel på denne måde. Det var min farfar, der gik bort i 2011. Det var hårdt, og også lidt uhyggeligt at se min farmor. Hun var så lille og indsunket. Men jeg havde fortrudt, hvis ikke jeg havde været med ovre og sige farvel. Efterfølgende har jeg tænkt på min farfar, og da han gik væk. Det var første gang, jeg så en død person, så tæt på. Det var også skræmmende, dengang, men det var hårdere denne her gang, for jeg havde et nært forhold til min farmor. Derfor gav det også god mening, og betød meget for mig, at være med til at bære kisten ved hendes bisættelse. Jeg har i mellemtiden skrevet en masse tanker ned om, hvad min farmor har betydet for mig.
Truth be told, så har jeg kæmpet med følelserne de sidste par måneder. Det har bestemt ikke været nemt at skulle flytte og starte op et nyt sted. Det har tæret på mine kræfter og på psyken. På godt dansk – træls.
Min trælse periode er gået ud over min kæreste, hvilket på ingen måde har været fair. Det har givet mig dårlig samvittighed, tudeture og nætter uden megen søvn. Da jeg skrev en besked til ham med en undskyldning og tak for at have været der, og at jeg elsker ham, skrev han tilbage: ”Du har intet at undskylde, elsker dig”. Den rummelighed og omsorg, han udviste, er den dejligste og fineste kærlighedserklæring. Han har selv nogle ting at slås med; blandt andet energiniveauet, migræne og en skulderskade. Det har selvfølgelig bekymret mig, og været en medvirkende faktor i at min psyke ikke har været med mig, men han har været god til at sige, ”nu skal du tage hjem til dine forældre, få ro på og passe på dig selv”, og han har givet mig plads når jeg brændte sammen. Altså, nogle gange tror jeg sgu, at han kender mig bedre, end jeg selv gør. Der er jo også en grund til, at jeg kalder ham for min bedre halvdel. Min kærlighed og respekt til ham vokser dag for dag.
Nå, men hvorom alting er, så er jeg superglad for min lille lejlighed, selvom det har været et par hektiske og overvældende måneder. Nu ser jeg frem til sommerferien, til at få ro på og styr på hverdagen, praktikken og fremtiden.
Vil du også være med til at fortælle om livet med psykisk lidelse?
Kontakt: redaktion@outsideren.dk