Af Thomas Larsen

En berettiget og nødvendig debat om børn og unge inden for psykiatrien udspiller sig i disse dage. Berettiget fordi der er mange gråzoner og mørketal, der trænger til at blive belyst. Nødvendig fordi udviklingen er ganske alarmerende.

Aldrig før har så mange børn og unge været medicinerede og i psykiatrisk behandling eller på venteliste for at komme til. Stress, angst, depressioner, spiseforstyrrelser, selvmordstanker og “Bogstavs-Diagnoser” rammer flere og flere børn og unge.

Påskelørdag var der på P1 en spændende diskussion i programmet Netværket. De deltagende var tidligere oberst og forfatter Lars Møller; professor i psykologi Svend Brinkmann – der har skrevet Det diagnosticerede liv – og terapeut Anna Prip, hvis speciale er sorg og traumebehandling af børn. Emnet var børn og unge med psykiske problemer, den tiltagende medicinering og de mange nye diagnoser.

De tre kunne hurtigt blive enige om, at udviklingen går i den forkerte retning. Og at det er et meget kompliceret og følsomt emne. Men her hørte enigheden også op. Den gode psykologiprofessor opremsede fordele og ulemper ved brugen af medicin og diagnoser; hvem det gavnede og hvorfor. Terapeuten ville derimod kun i aller yderste nødstilfælde anbefale medicinering af børn, og bestemt kun i en begrænset periode. Samtale, indlevelse og en nøje tilrettelagt terapeutisk proces var hendes klare bud på en alternativ indsats.

Den karismatiske oberst Lars Møller lagde hårdt og bramfrit ud med at erklære det for en sovepude, alle disse nymodens diagnoser og medicinen der følger med. I hans optik kan det blot blive værre og værre, før alle parter fra forældre til politikere vågner op og reelt gør noget for at forbedre børns vilkår. Han forudså blandt andet, at den kommende heldagsskole vil ende med at blive en katastrofe, ikke mindst for de svageste børn. Og for yderligere at understrege sine pointer fortalte han den sandfærdige historie om en pige, der havde alle synlige tegn på ADHD – indtil man fandt ud af, at hun havde brug for læsebriller og blev kureret…

 

Flere og flere diagnoser

Debatten i Netværket blev suppleret med indlæg fra USA, hvor de jo som regel er længere fremme på godt og ondt end resten verden. Og som det ofte er tilfældet med Amerika, så stikker tendenserne af i alle mulige retninger. På den mere kulørte front er det blevet populært at fremstille mennesker med diagnoser – især ADHD – som kreative og omstillingsparate og lignende. De har fået deres egne TV-programmer, hvori de hyldes som latente stjerner inden for kunst og kultur. Men som Svend Brinkmann påpegede, så står der et flertal tilbage og føler sig udstødt, fordi de er så syge, at de hverken er kreative eller egnede til at optræde på skærmen. I den mere seriøse afdeling kom det frem, at undersøgelser viser, at noget så simpelt som umodenhed i forhold til sine klassekammerater kan føre til en diagnose. Der skal altså ikke meget til, før amerikanske børn bliver stemplet som “afvigende” fra den gængse opfattelse af, hvad der er normal og passende adfærd. I øvrigt kan hver femte dreng i USA, når de begynder i skole, se frem til at få diagnosen ADHD…

Hvornår denne tendens også kommer til at gøre sig gældende i Danmark, kan vi kun gisne om. Men erfaringen viser, at det blot er et spørgsmål om tid, før amerikanske modefænomener krydser Atlanten. Ifølge Danmarks Statistik er der fra år 2000 til 2009 sket en stigning på 1.162 procent – eller mere end en ti dobling – af medicinforbruget, når det gælder behandling af ADHD. Og det er gruppen af drenge mellem 10 og 19 år, der udgør den største andel af de behandlede. Så er vi er allerede ved at indhente amerikanerne.

Hvis skyld er det?

Det er altid let at pege fingre og frasige sig ethvert personligt ansvar. Man kan altid finde en case story, der bekræfter ens overbevisninger og fordomme. Man skal bare åbne avisen eller tænde for TV. Her dukker de alle sammen op med jævne mellemrum: De mislykkede forældre, de uduelige skolelærere, de lemfældige behandlere af enhver titel og afskygning. Og så naturligvis politikerne, der endnu engang er løbet fra deres løfter og taler. Pressen og medierne er vigtige aktører, og uden dygtige journalister, der graver i alle de triste og problematiske sager, ville det utvivlsomt stå endnu værre til. Desværre kommer fokus ofte til at ligge på enkeltpersoner, grelle tilfælde og sensationer. Og når der først er blod i farvandet, så strømmer hajerne til og sluger alt og alle råt.

Der er bare lige nogle store og væsentlige spørgsmål, man glider let og bekvemt hen over ved at udpege en gruppe eller en enkelt faktor som værende hovedansvarlig: Kunne det tænkes, at der er noget helt grundlæggende galt ved den måde, som vi har indrettet os på? Er det i virkeligheden børnene, der betaler den højeste pris for vores materialisme og stressprægede hverdag, der synes at være den eneste måde at overleve på i et konkurrencesamfund, hvor alles kamp mod alle er normen og ikke undtagelsen? Og er medicinering i den forbindelse ikke en logisk konsekvens af, at alle skal yde mere og mere og optimeres på alle planer for at kunne klare sig?

Måske giver det slet ikke nogen mening at spørge til, hvis skyld det er, at udviklingen går som den gør. Som nævnt er det let at udpege syndebukke. Og selv om det er på sin plads at stille de ansvarlige til regnskab,  så er det ikke nok bare at skifte et par embedsmænd ud eller tvangsfjerne endnu flere børn; der skal måske helt andre og gennemgribende ændringer til, før vi kan gøre os håb om, at børn og unge virkelig bliver hjulpet på deres egne præmisser.

Det er ikke et selvretfærdigt Enten-Eller. Det er ikke et spørgsmål om mere og bedre medicin, eller slet ingen medicin til børn og unge der lider. Det er snarere et spørgsmål om at turde stille de rigtige spørgsmål. Også de svære og tunge hvis svar ikke altid er, hvad vi har lyst til at høre.

Foto: Jette Nielsen

2 Kommentarer

  1. Jens Peter Nicolaisen

    Kan vi som forældre
    klare ansvaret?

    Ved en samtale med en god bekendt udviklede snakken sig til,
    om der er et eventuelt sammenhæng mellem børneopdragelse og nogle børns
    udvikling af psykiske sygdomme. Vi blev ret hurtigt enige om, at det
    grundlæggende ansvar for børns opvækst er forældrenes, og den grundlæggende
    psyke i ethvert menneske, bliver støbt i barndommen. Vi snakkede blandt andet
    om hvordan vi behandler vores børn, og om hvordan børn bliver behandlet i det
    hele taget. Vi talte om hvor forfærdeligt det er, hvis vi kommer til at påføre
    vores børn psykiske skader, skader som børnene senere hen i livet kan få
    alvorlige problemer med.

    Der er selvfølgelig ingen forældre, der kan undgå at komme
    til at begå fejl i opdragelsen, og hvis vi begår fejl, er det jo ikke sikkert
    det udvikler sig til psykiske problemer. Der er selvfølgelig ingen forældre,
    der bevist skader børn, men ubevist kan vi komme til at skade vore børns
    følelser. Negative følelsesmæssige påvirkninger igennem en hel barndom kan
    resultere i forfærdelige psykiske problemer.

    Hvis vi bliver opmærksomme på, at vi har begået et svigt, må
    det første være, at vi erkender og påtager os ansvaret for svigtet. Det er
    selvfølgelig meget svært som forældre at acceptere et omsorgssvigt – sikkert
    noget af det sværeste vi som forældre kan bliver udsat for, men erkendelsen er
    jo grundlaget for at ændre adfærd, og dermed den største gave vi kan give vores
    børn.

    Her var det så, at min bekendt sagde noget meget
    tankevækkende. Han sagde, at det aldrig ville blive anderledes, fordi vi
    forældre ikke kunne klare den frygtelige kendsgerning, at vi i det fleste
    tilfælde er ansvarlige, hvis vore børn får psykiske problemer.

    Jeg håber ikke at min bekendt har ret, men jeg må tilstå at
    forskerne forsøger at finde alle mulige andre forklaringer af årsager til
    psykiske lidelser, de udvikler mere og mindre fortænkte teorier som ubalance i
    hjernens kemi, hvad der ligger gemt i generne, samfundets krav osv.

    Selvfølgelig kan
    forskerne se reaktioner i hjernen, men svarer det ikke til blinkende lamper på
    broens instrumenter, når der er problemer i maskinrummet. Teorierne kunne jo
    meget vel afspejle virkning af skadede følelser.

    Psykiaterne forsøger så – på baggrund af de firkantede
    teorier – at finde en kasse der har de rigtige mål til patienterne, og overser
    fuldstændig de logiske og jordnære årsager til patienters skadede følelser fra
    en opvækst med svære belastninger.

    Jeg synes ikke, at de psykiatriske forskere ser skoven for
    bare træer. Om det er bevist eller ubevist for at friholde forældre for ansvar,
    skal jeg ikke kunne sige, men jeg er ikke i tvivl om, at ansvaret for de fleste
    psykiske lidelser skal placeres hvor den hører hjemme, hos os forældre.

    Venlig hilsen

    Jens Peder Nicolaisen

    Svar
    • Thomas Larsen

      Hej Jens Peder

      Du har mange spændende pointer, og jeg er bestemt enig med dig i, at vi – og ikke mindst psykiaterne – ofte overser “de logiske og jordnære årsager til patienters skadede følelser fra en opvækst med svære belastninger”…

      Tak for dit indlæg og indspark i en vigtig debat !

      Med venlig hilsen
      Thomas Larsen
      Outsideren

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.