Det var torsdag den 12. december 2013, det var koldt og skoledagen stod på ADL med Simon. Om morgenen havde jeg fået af vide, at jeg skulle have et lille møde med Carl. Jeg havde godt på fornemmelsen hvad det handlede om, men var ikke sikker.
Sommeren 2013 havde budt på nye medarbejdere, herunder Heidi. Heidi var en sød pædagog, ja faktisk var hun for sød og hun gav rigtig meget af sig selv, hvilket jeg nok udnyttede mere eller mindre ubevidst. Jeg lagde alt mit kaos over på hende og vendte nærmest vrangen ud på mig selv, og lod hende komme helt tæt ind på mit liv.
Jeg var nok lidt ligesom et stykke gennemgnavet tyggegummi under en sko, jeg ville bare ikke væk for nu sad jeg fast.
Heidi stod for skud til alt hvad jeg havde indeni mig af vrede og frustrationer. I 6 måneder havde jeg brugt hende til at tørre snot i, skælde ud på, true, grine sammen med og forsøge at få noget opmærksomhed fra et menneske, som ikke kendte mig fra tidligere og som måske kunne få et nyt billede af mig. Problemet var bare at den måde jeg valgte at gøre det på, var helt forkert og det kostede mig også en stor menneskelig erfaring og en relation.
Da jeg satte mig på Carl’s kontor kl. 10.30, kunne jeg godt se at der er noget helt galt, og det gik mere og mere op for mig, at det handlede om Heidi. Hvad Carl egentlig sagde specifikt igennem denne her samtale, kan jeg ikke huske, men jeg kan huske at jeg brugte ekstreme kræfter på ikke at tabe ansigt og bryde sammen.
Inden jeg var gået til møde med Carl, havde jeg sagt til Marie at det nok handlede om Heidi, men det kendte Marie ikke noget til. Nu gik det op for mig, at alle andre end mig vidste det, vidste at jeg havde ødelagt Heidi, og det var min skyld at hun nu var sygmeldt. Det var hvad jeg følte, men det var nok ikke sådan virkeligheden så ud.
Da jeg havde snakket med Carl, gik jeg ned i køkkenet til Marie. Hun stod ved vasken og gjorde frokosten klar. Jeg tog skeen hun stod med ud af hendes hånd, kastede den ned i jorden og skubbede hende ind i et lille depot med madvarer. Helt rød i hovedet og med en knyttet hånd rettet mod hende, skubbede jeg hende op af væggen. Marie bevarede roen, og blev ved med at sige ”du skal ikke true mig, og du slår mig ikke!”
Jeg var så ked af det, og en blanding af svigt og tab væltede ind i mine følelser. Inde i mit hoved kørte tanken om, at jeg endnu engang havde ødelagt et menneske, at jeg endnu engang havde gjort det jeg var bedst til, at få mennesker til at forsvinde.
Mens tankerne kørte rundt i mit hoved og mit kaos blev større, skubbede jeg Marie tilbage og gav slip. Jeg fortsatte ind i kantinen og kastede en stol igennem lokalet. Marie forsøgte at få kontakt til mig, men jeg var ikke rigtig til at nå. Hun blev ved med at snakke til mig, og i min frustration smadrede jeg hånden ind i betonmuren ud til køkkenet. Det begyndte at bløde fra knoerne på min højre hånd, men jeg mærkede ikke smerten. I stedet gik der en tornado igennem kantinen! Jeg råbte og skreg, mens jeg smed rundt med alt hvad der var i nærheden. Pludselig kom Kirsten ned. Da bomben sprang havde man kunne høre det i hele administrationen, og Kirsten blev nødt til at tjekke op på om det nu var Egholt’s undergang. Marie bad hende om at gå, og Carl kom og tog over for Kirsten.
Selvom jeg havde væltet alle bordene og alle stolene, smadret samtlige krydderiglas og lysestager, så fortsatte jeg. Tingene fløj rundt i lokalet, men det skræmte ikke Marie og hun tog fat om mig. Hun holdt mig fast, ikke på den måde for at holde mig nede, men for at holde om mig. Mens jeg græd, så skreg jeg og jo mere jeg skreg, jo mere græd jeg.
Jeg ville væk fra kantinen, men Marie holdt fast i at jeg ikke skulle være alene. I affekt kunne jeg slet ikke finde nogen rationel løsning, og jeg handlede i affekt. Marie havde fået mig ned at sidde på gulvet, mens hun holdte om mig.
Tusindevis af glasskår og krydderier lå på gulvet. Min smerteterskel var ikke tilstede og jeg mærkede ikke noget, men Marie sad og fik glasskår i røven, samtidig med at hun skulle holde om mig. Jeg tror ikke at det har føltes særlig behageligt, men hun vidste at det var et tidspunkt hvor hun ikke skulle slippe mig.
Konditionen blev afprøvet, og selvom konditionen var god, så skulle der mere til for at være med. Marie blev ved. På et tidspunkt fik jeg rejst mig og løb ud af døren op til mit værelse. Jeg låste døren og satsede på at folk ville holde sig væk. Marie låste sig ind, og jeg gik ind i det næste lokale, smækkede døren og låste den, mens jeg stod og holdte låsen. Nu kunne hun i hvertfald ikke komme ind.
Vi sad nu på hver vores side af døren, og nu galt det for mig om at bevise, at hun ikke ville blive der, og at jeg ikke var det værd. Marie satte sig på en stol og begyndte at snakke til mig. ”Ej sikke nogle finde billeder du har herude!” ”Luk røven og skrid med dig” kom det indefra min side. Men der skulle mere til at få hende til at give op. ”Ej Louise, du har en masse slik, må jeg ikke tage et stykke?” ”Fuck dig!” kom svaret fra mig. ”Lukker du mig ikke ind?” ”Skrid nu med dig, og lad mig være!” svarede jeg. ”Jeg går lige ned og henter en kop te og så kommer jeg tilbage!” Jeg svarede ikke, og da jeg kunne høre døren lukke efter hende, løb jeg hen og barrikaderede døren.
Da Marie kom tilbage, kunne hun af gode grunde ikke komme ind, men heller ikke det forhindrede hende i at være vedholdende. ”Jeg henter lige en skammel og så sætter jeg mig om på din terasse!”
Jeg kunne mærke at min energi var ved at være brugt op, og efter lidt tid lukkede jeg Marie ind gennem havedøren. ”Hold da op, hvor er der mange bænkebidere! Har du ikke noget vi kan feje dem op med?” Jeg fandt en kost og en fejebakke. Jeg faldt til ro, og efter at bænkebiderne var sat fri i naturen, satte vi os ned. Og så begyndte jeg at græde. Et vandfald af tårer stod ud af mine øjne. Jeg var ulykkelig.
Jeg følte mig som verden mest dårlige menneske, og følte at jeg havde ødelagt et andet menneske. Det var mine følelser. Heidi havde måske været for god af sig, og jeg var måske kommet for tæt på, og hun for tæt på mig. Uanset hvad der var grunden, så vidste jeg at Heidi ville være ude af mit liv, og at det ville være et stort tab, men også et tab som kunne være nødvendigt for at jeg kunne lære noget.
Efter en halv times snak gik vi op på Carl’s kontor. Han var overrasket over at se mig, og overrasket over at jeg var så fattet, selvom jeg lige havde endevendt hele kantinen og smadret hånden ind i en betonmur. Endnu engang havde jeg gjort et kæmpe stykke arbejde, og endnu engang fandt jeg ud af at jeg ikke var alene, men at der faktisk var nogen som var der, og i denne her forbindelse var det Marie, på trods af at jeg havde truet hende og vi havde badet rundt i salt og glasskår.
Det var endnu en kamp, men én af de kampe som har været nødvendige for at jeg har kunne udvikle mig.
Mit liv som landmine … del 5 vil være en opsamling og en fortælling om mit nye liv som sprængstofekspert.