For bare fire år siden troede jeg ikke, at det var muligt. Jeg ville aldrig komme til at bo for mig selv. Mit liv ville være institutioner og jeg ville sikkert ende med, at tage livet af mig selv inden. Men virkeligheden skulle være en anden.
Da jeg første gang blev anbragt, i 2005, så livet umuligt ud. Jeg var så syg på det tidspunkt, at jeg på ingen måder kunne fungere.
I 2007 blev jeg indlagt på lukket afdeling på Frederiksberg hospital. Startskuddet til godt tre års indlæggelse var sat i gang. De første syv måneder var jeg indlagt på den lukkede afdeling, men da de havde fået mig stabiliseret nok, blev jeg flyttet til Psykiatrisk Center Sct. Hans. Her brugte jeg de næste, godt, to og et halvt år. Udviklingen havde ikke været vanvittig stor, men man lukkede dengang en masse sengepladser på Sct. Hans, og jeg skulle videre.
Jeg flyttede ind på Egholt i januar 2010. Mit selvværd var, så godt som, ikke eksisterende og troen på livet på samme måde.
Den eneste følelse jeg kendte til var vrede. Alt blev udvist i vrede og jeg stolede ikke på nogen. Måske fordi ingen nogensinde havde haft troen på, at jeg ville få et normalt liv.
På Egholt mødte jeg nogle mennesker, som blev en stor del af den proces der har gjort, at jeg er det sted jeg er i dag.
Mange års indlæggelse gjorde det faktisk nemmere for mig, at bo på en institution, dog ikke sagt at det var nemt. Jeg havde været vant til at når jeg gik amok, så blev jeg fasthold og bæltefikseret. På Egholt var det noget andet og jeg skulle til selv, at tage ansvar for mine handlinger. Min evne til at fralægge mig ethvert ansvar, blev pillet ned og jeg var nu tvunget til, at tage ansvar om jeg ville det eller ej.
Jeg syntes at mit liv var noget rigtig lort, og jeg gad faktisk overhovedet ikke at leve. Når jeg spurgte personalet ”tror I jeg nogensinde får et godt liv?” var svaret ”det ved vi ikke, men det er helt sikkert, at du får et liv der er til at leve!” Det var jo ikke det svar jeg fiskede efter, men igen var det jo mit ansvar at få det liv jeg ønskede.
Da jeg første gang røg ned i det dybeste hul troede jeg, at det var enden på det hele. I et helt år lå jeg og havde ondt af mig selv, jeg havde det uden tvivl ekstremt dårligt og magtede ingenting, men min selvmedlidenhed gjorde på ingen måder bedre. Personalet gav mig tiden til at komme op igen, og selv finde vejen op ad hullet. Efter et år bestemte jeg mig for, at rejse mig, hvilket jeg så gjorde.
Min personlige udvikling gik stødt fremad, men pludselig var hullet der igen. Igen faldt jeg i og jeg fik den samme følelse af at, nu var det slut. Denne gang skulle der ikke gå lige så lang tid, før jeg fandt vejen op fra hullet. Faktisk kun et halvt år. Jeg havde, denne gang, halveret tiden og var igen klar til en personlig udvikling. Jeg stod nu i julen 2013. Hvad der skete ved jeg faktisk ikke rigtig, men det var som om jeg besluttede mig for at, nu var det nok.
På meget kort tid satte jeg flere milepæle i mit liv. Jeg tog kæmpe skridt i min udvikling og jeg fik troen på livet. Da jeg i efteråret 2014 flyttede i Egholt’s udslusningslejlighed, blev det svært igen. Men det blev ikke lige så svært. Det var som om jeg nu havde fundet ud af, hvornår hullet det kom. Så i stedet for at falde ned i hullet, så byggede jeg mig en lille bro. Broen var vakkelvorn men den klarede turen. Jeg havde nu fundet ud af, at der var en mulighed for at undgå det store hul.
Med tiden i lejligheden fik jeg mod på at prøve mere. Der var dage hvor jeg ikke havde behov for personalet, og behandlingsturen til Kroatien i 2015 blev jeg fritaget for. Men det krævede også at jeg skulle være alene hjemme i en uge, kun med kontakt til personalet to dage. Det var hårdt men jeg nåede aldrig til at møde det sorte hul.
Jeg havde brug for nye udfordringer og jeg var så institutionstræt. Jeg gad virkelig ikke institutionslivet mere. Aftalen havde været at jeg var fredet, så længe jeg havde min STU men, at jeg skulle flytte når den var færdig. At få en lejlighed var næsten umuligt og det tog måneder, men den 1. april 2016 flyttede jeg ind i min egen lejlighed i Næstved.
Der var ingen tvivl om at det ville blive en kæmpe omvæltning. Jeg havde i den grad forberedt mig selv på, at der ville komme en reaktion og, at jeg ville blive overmandet af en ensomhedsfølelse.
Det er nu 10 dage siden jeg flyttede fra Egholt, og ensomhedsfølelsen har ikke gjort sit indtog. Det store sorte hul er ikke, at se i horisonten og det lader til, at det hele flasker sig.
Når jeg vågner om morgenen bliver jeg nødt til, at knibe mig selv i armen. Kan det virkelig være rigtigt det her? Er ”Destination almindeligt liv” virkelig nået?
Jeg tror snart jeg er der. Jeg er ved at nå noget jeg aldrig troede, var muligt.
”Intet er umuligt for den som bærer viljen i hjertet” er måske en kliché, men jeg må ærligt tilstå, at jeg er enormt stolt af mig selv. For tro, vilje og stædighed kan bære en rigtig langt. Det vil jeg gerne skrive under på.