For et par måneder siden skrev jeg “Min medicin blev pludselig farlig” Her fortalte jeg om at jeg var blevet ramt af en sjælden bivirkning til noget medicin, som jeg har fået igennem fire år. Jeg troede egentlig at jeg ville tage det i stiv arm, men pludselig stod jeg i en situation som jeg aldrig havde troet ville ramme mig.
Min antidepressive medicin var blevet sat ned på 1/3 dosis, og jeg var gjort klart, at det ville give et tilbagefald. Den første uge var egentlig ikke rigtig så stort et problem, men efter 14 dage begyndte tingene, at ændre sig markant.
Min psykiater var gået på ferie, og den tid jeg havde fået i Distriktpsykiatrien ville først være en måned senere.
Jeg begyndte stille og roligt at trække mig fra andre mennesker. Jeg lukkede mig inde i mig selv, og gemte mig væk. Samtlige aftaler jeg havde aflyste jeg, og jeg forsøgte at gøre mig usynlig, og håbede at folk glemte, at jeg overhovedet fandtes.
En ligegyldighedsfølelse lagde sig tungt over mig. Min interesse for mit arbejde forsvandt lige så stille, og jeg begyndte at blive ligeglad med alting. De ting som normalt gav mig glæde, de strategier som jeg altid har brugt når tingene var svære, var pludselig ligegyldige. Jeg blev ligeglad.
Jeg var ligeglad med andre, og ikke mindst mig selv.
Jeg brugte mest tiden på at ligge på gulvet i min stue og glo ind i væggen. Det eneste som faktisk fik mig til, at rejse mig engang imellem, var når Luna ville have mad, ellers lå jeg bare.
Jeg magtede ikke at lave mad, så der kunne sagtens gå tre dage imellem, at jeg fik noget at spise.
En vrede som jeg ellers ikke har set så meget af en i årrække kom tilbage. Måske mest fordi jeg ikke kunne overskue tingene.
Jeg var flere gange, af Annika og andre i Socialpsykiatrien, blevet opfordret til at kontakte Det Sociale Akutteam, men det gjorde jeg jo aldrig. Jeg ville klare tingene selv.
Som dagene gik, trak jeg mig mere og mere. Opslag på Facebook var ikke noget jeg gjorde det i, og jeg begyndte at slukke min telefon. Jeg kunne simpelthen ikke rumme verden udenfor. De tvangstanker og tvangshandlinger, som medicinen hidtil hjalp på tog voldsomt til. Jeg begyndte at tælle. Alt blev talt hele tiden. Men noget nyt dukkede også op. Jeg begyndte at gå. Det er uden tvivl godt at dyrke motion, men kun når det er i et passende omfang. For mig endte det med at blive ekstremt.
Jeg blev voldsomt ramt af angst. Angstanfald som varede op til to timer af gangen, og som udmattede mig fuldstændig. Hvis jeg var ude for at se andre mennesker, brugte jeg alt min energi på, at holde sammen på mig selv, hvilket også fik store konsekvenser når jeg kom hjem. Der var dage hvor jeg trådte ind ad døren, jeg nåede ikke at få skoene af, før jeg løb ud på badeværelset og begyndte at kaste op. Derefter kunne jeg bruge to timer på mit køkkengulv i fosterstilling, ramt af voldsom angst. Jeg mistede kontrollen over mig selv.
Det endte også ud i, at jeg ikke ville se nogen mennesker, og jeg bad folk om at holde sig væk. Jeg har dog venner og kolleger som ikke holder sig væk. Deres bekymring blev større og større med tiden, for jeg forsvandt mere og mere væk. Min humor forsvandt og jeg var ikke mig selv. Flere gange sagde jeg ”jeg ved ikke hvor jeg er henne, jeg er ligesom blevet væk!” Alle som havde kendskab til min situation var enige, men de blev ved med, at fastholde troen på at det hele nok skulle blive bedre.
Jeg begyndte at gnide i mine hænder meget voldsomt, hvilket nok lidt var min strategi for ikke, at ryste for meget. Jeg kunne ikke holde øjenkontakt med andre, og jeg blev mere og mere apatisk, og mere og mere ligeglad.
Jeg kunne ikke håndtere angsten, og derfor begyndte jeg at gå. Jeg gik og jeg blev ved med at gå. Jeg gik mellem 25 og 35 km om dagen. Det blev én stor tvangshandling. Når jeg havde fået 12 km og kom hjem, kunne der gå en time og så skulle jeg gå igen. Mine dage bestod af gåture eller at ligge på gulvet og kigge ind i væggen.
Jeg fik voldsomme vabler, mine knæ begyndte at opføre sig mærkeligt, og det føltes som om, at jeg havde mursten om fødderne. Når jeg holdte mig i ro havde jeg voldsomme smerter i hoften, og samtidig begyndte jeg at få skinnebensbetændelse. Jeg spiste stort set ikke noget mad, hvilket også gjorde at mine gåture blev direkte sundhedsskadelige. Men jeg kunne ikke stoppe. Hvis jeg sagde til mig selv, at jeg ikke skulle gå mere, kunne jeg sagtens lade være, men jeg blev fysisk dårlig. Jeg fik kvalme, hovedpine og ondt i maven, men det forsvandt så snart jeg gik. Det var så tvangspræget, at det fyldte det meste af min dag.
Det hele lå lidt midt i sommerferien, og da jeg så Annika første gang, da hun kom tilbage fra ferie var der ingen tvivl om, at jeg var blevet en anden.
Vi skulle sammen til visitationssamtale i Distriktpsykiatrien. Annika var voldsomt bekymret. Hun kunne ikke få nogen form for øjenkontakt med mig, og hun sagde flere gange, at jeg virkede opgivende og apatisk.
Da vi kom ind til samtalen med lægen, snakkede vi en halv times tid. Eller jeg nikkede og rystede på hovedet. Det gik op for denne her læge, at der var noget galt. Jeg bad Annika om at hjælpe mig, da hun jo observerede mig på en anden måde, end jeg selv gjorde. Hun fortalte hvordan hun havde set mig tre uger tidligere og hvordan hun så mig nu. Lægen spurgte mig om en masse ting, men jeg svarede bare at jeg var ligeglad. Jeg var oprigtigt ligeglad.
Der var ingen tvivl om, at den manglende medicin havde slået mig ud. Det havde gjort mig depressiv og ændret mig. Pludselig gik tingene stærkt. Den læge som jeg havde snakket med, en overlæge og Annika blev enige om, at en indlæggelse til medicinskift ville være det bedste. Den var jeg så ikke helt med på. Jeg ville ikke indlægges nogen steder, for jeg ville bare klare det selv, og jeg ville bare være i fred. Det var netop også det som var så bekymrende. Isoleringen.
En halv time argumenterede de for, at jeg skulle en tur på Oringe, og det var med modvilje at jeg gik med til det. Aftalen blev at jeg skulle tage derned næste morgen. Jeg forsøgte alt hvad jeg kunne at, komme udenom, men der var ingen vej tilbage, og hvis jeg ville have det bedre, så skulle jeg gøre som Annika sagde.
Jeg fik pakket mine ting og torsdag morgen kørte min gode ven og kollega Nicolas mig til Vordingborg. Jeg blev indlagt på PAM, og de var ikke i tvivl om at jeg skulle skifte medicin. Det var så det jeg forberedte mig på. Men holdningerne blev pludselig delte. Pludselig valgte man at sætte mig op i min vanlige medicin igen, og holde øje med EKG. Mit EKG sprang fra dag til dag, og gik fra at være kritisk til, at blive normalt for så, at blive kritisk igen.
Jeg var på intet tidspunkt ramt af selvmordstanker eller tanker om, at skade mig selv, så der var egentlig ikke meget de kunne gøre. Jeg var stadig ramt af voldsomme angstanfald, og jeg sov stort set ikke. Pga. bivirkningen på mit hjerte var det svært, at give mig noget PN medicin, så jeg måtte klare mig så godt jeg kunne. Dog blev der fundet noget, men det var med en hvis risiko for, at det også ville påvirke mit hjerte, at jeg fik det. Men jeg led så meget under de angstanfald, at det var pest eller kolera.
Da det blev mandag morgen snakkede jeg med afdelingslægen. Han mente ikke at de kunne hjælpe mig med noget, og jeg blev sendt hjem. Jeg havde været der i fire døgn, og havde snakket med fem forskellige læger, som sagde fem forskellige ting. Men jeg var stadig ligeglad med alt, så jeg var bare glad for, at komme hjem så jeg kunne være i fred. Afdelingslægens melding var, at jeg så skulle følges i Distriktspsykiatrien og de skulle varetage min medicin, og stigningen af den. Jeg trak bare på skuldrene og tog hjem.
Annika tog kontakt til Distriktspsykiatrien, men jeg var slet ikke taget ind. Henvisningssamtalen var ikke taget på konference pga. at man havde forventet en længere indlæggelse til medicinskift. Alle var uforstående overfor, at jeg var blevet udskrevet. Det eneste de havde gjort var, at sætte mig tilbage på den medicin, som påvirkede mit hjerte og så sende mig hjem, med meldingen om at jeg skulle have taget rutinemæssige EKG’er.
Intet havde ændret sig under indlæggelsen, og jeg var stadig rigtig dårlig. Alle omkring mig var bekymrede, og jeg selv syntes heller ikke, at det var særlig sjovt.
Efter 14 dage på fuld dosis af medicin begyndte jeg, at få det bedre. Meget bedre. Mine omgivelser begyndte at kunne se den ”rigtige” Louise igen. Som dagene gik, fik jeg det bedre og bedre. Der var ingen tvivl om, at den antidepressive medicin jeg havde fået i fire år, havde en rigtig god effekt og fik mig til, at være velfungerende.
I dag har jeg det meget bedre, og jeg er meget mere mig selv. Eller jeg er mig selv. Jeg troede faktisk at jeg var helt på toppen igen, men måtte i forrige uge erkende, at jeg nok ikke var helt der hvor jeg troede. Jeg har mit gode humør igen, min ufattelig dårlige humor, men jeg er træt og udmattet. Jeg har problemer med min hukommelse, og der arbejdes stadig på at få mig til, at gå mindre. Jeg går, på en dårlig dag, 20 km men på en god dag kan jeg holde den på 12, så det er fremskridt.
Annika og jeg arbejder på at jeg kommer ind i en rutine med, at spise og jeg får støtte til, at der bliver lavet mad, så den er der. Vi bruger meget tid på, at få lagt planer for en udvikling og jeg får ofte et omsorgsfuldt los i røven, så jeg kan få arbejdet med tingene.
Igennem to måneder brugte jeg enormt mange kræfter på, at holde min tilstand hemmelig. Jeg kæmper jo for den gode historie, og jeg ville så gerne vise omverden, at intet kunne knække mig. Jeg var skuffet over mig selv og, at jeg pludselig blev så dårlig, og ingen skulle se det. Den gode historie måtte i krakelere og derfor brugte jeg også så meget tid på, at gemme mig væk. Det var kun de nærmeste som vidste hvordan jeg havde det.
I EN AF OS arbejder jeg for, at afstigmatisere psykisk sygdom, men pludselig stod jeg i en situation hvor jeg lavede den ultimative selvstigmatisering. Jeg var bevidst om det og vidste også, at det var noget jeg skulle arbejde med.
Det har taget mig lang tid, at kunne fortælle om hvor dårlig jeg fik det, og endnu engang blev jeg gjort opmærksom på, at jeg ikke er uovervindelig. Jeg kan også vælte indimellem, og jeg stod faktisk i en situation hvor jeg ikke kunne gøre noget, det var op til nogle læger.
Min medicinske situation er ikke afklaret endnu, og jeg har pt. en kamp med Distriktspsykiatrien, men den historie kommer en anden gang.
Egentlig har jeg meldt mig lidt ud af snakken om medicin. Jeg vil helst have den medicin jeg hele tiden har fået, for det er uden tvivl det som virker bedst for mig. Jeg er glad for at jeg har det godt igen, selvom jeg ikke er helt på toppen. Jeg kan kende mig selv og andre kan også.
Det har været en kamp for de mennesker, som har været tættest på mig, at nå ind til mig og få kontakt, men de har holdt fast hele vejen igennem og troet på, at det hele nok skulle blive bedre. Da de fleste i min blog er anonyme, vil jeg ikke begynde at skrive navne, men dem som har været der ved det, og jeg er Jer evigt taknemmelige for, det I har gjort for mig.