Ingen tvivl om at 11 års ophold på institutioner har gjort mig institutionaliseret. Men så institutionaliseret havde jeg ikke regnet med.
Det er mere en syv måneder siden, at jeg flyttede fra Egholt. Jeg syntes selv at jeg havde haft en masse ansvar, frie tøjler og havde en god evne til at strukturere tingene. Det havde jeg nok også i de rammer jeg var i på det tidspunkt, men i dag ser tingene lidt anderledes ud.
Der er ingen tvivl om, at jeg viser et klart tegn på institutionalisering. Jeg er tilknyttet en §85 og har en super god kontaktperson, Annika, som hjælper mig med ikke, at flyve væk og i stedet holde begge ben på jorden.
Vi ses én gang om ugen, hvor jeg også skal aflevere et ugeskema. Ugeskemaet skal give hende og jeg, en fornemmelse af hvor mine udfordringer ligger og hvad vi skal arbejde på.
I starten af min flytning var mine ugeskemaer et stort kaos. Der kunne være to dage i træk hvor jeg ikke fik mad, jeg glemte min medicin og fik arbejdet for meget. Jeg tabte tidsfornemmelsen fuldstændig.
Det har krævet enormt meget arbejde fra min side, og aflevering af nogle gevaldige los i røven til mig fra Annika.
Der er ingen tvivl om, at mine ugeskemaer er blevet meget bedre, men hele vejen igennem har der vist sig et mønster.
Dagen hvor jeg har været oppe og snakke med Annika, der bliver min egen struktur bedre. Jeg lytter til hvad hun siger, og det går også udmærket i et par dage, men så vender det lige så stille.
Jeg har været vant til, at blive fastholdt i en dagsstruktur af de pædagoger som har været omkring mig.
Selvom jeg har boet i en form for udslusning, så har jeg haft muligheden for at komme i kontakt med personale døgnet rundt. Den mulighed har jeg ikke mere, og det gør også opgaven lidt sværere.
Jeg er blevet ekstremt god til, at behovsudsætte eller tage fat i min bonusfamilie, venner og kolleger. Men det er ikke noget jeg lærer fra den ene dag til den anden.
Det er lidt en overvindelse at skulle bede om hjælp til det jeg gerne vil klare selv, men ikke altid formår. Dem som kender mig godt, inkl. Annika, har lærte at både se og høre på mig, når der er noget galt. Jeg er ikke altid så god til, at sige det fordi jeg netop gerne selv vil, og vil være uafhængig.
Jeg kan alle basale ting selv. Jeg kan sagtens lave mad, gøre rent, handle osv. men jeg har en kæmpe udfordring i, at holde en daglig struktur, så det hele ikke flyder sammen og jeg så mister tidsfornemmelsen.
Jeg har haft rigtig svært ved, at forstå hvorfor tingene lige pludselig er blevet så svære for mig. For et par uger siden snakkede jeg med en overlæge i Distriktpsykiatrien. Han bad mig fortælle lidt om hvordan en almindelig dag var for mig. Jeg forklarede ham, at jeg ofte glemte at spise, til tider glemte jeg min medicin eller tog den alt for sent, jeg blev hurtig forvirret og at alt var ”jeg gør det lige om lidt!” Han smilede og grinede lidt. Han gav mig ret i, at der klart var tegn på institutionalisering, men der var også klassiske tegn på ADHD. Jeg har diagnosen og er også i medicinsk behandling, men har ikke følt det som et større problem tidligere. Men i det min struktur ikke fungerer så kommer det i den grad til udtryk.
Det åbnede mine øjne for, at struktur ikke er noget jeg ”bare” kan, men noget jeg skal lære. Min hjerne er en uorganiseret ting, som til tider spænder ben for mig. Jeg kan lave syv til på én gang, og folk er altid så imponeret, men hvor meget er jeg egentlig tilstede?
Jeg har heldigvis en omgangskreds som er gode til, at korrigere mig når det hele skrider. Minde mig om at jeg skal huske, at tage min medicin med, så vi ikke skal hjem og hente den igen. Og de er generelt bare meget overbærende når det hele kokser i mit hoved. De har oplevet mig når jeg ikke har fået min medicin, og der er ingen tvivl om, at det hverken er behageligt for dem eller for mig. De kan se forvirringen i mine øjne, uroen i min krop og at jeg kan snakke enormt meget og hurtigt. Men de skælder mig aldrig ud eller retter på mig, for de ved at det er en del af mig. De elsker mig for den jeg er, med og uden medicin og de er der altid til at bakke op når tingene skrider.
Jeg elsker at bo i min lejlighed, jeg elsker at bo alene sammen med Luna, men for fanden hvor er jeg dog dårlig til at opretholde en daglig struktur. Der er dage hvor jeg virkelig er træt af det, men jeg bliver også nødt til, at erkende at min hjerne er sådan indrettet og, at jeg skal lære den noget nyt.
Og det med at lære noget nyt – det er et livsvilkår!
Jeg skal nok lære det på et tidspunkt, men livet er jo en lang læring og i stedet for, at blive sur over det, så må jeg erkende at sådan er det lige nu. Der er en positiv udvikling og det er det jeg skal holde fast i. Ja, og når jeg ikke holder fast i det, så får jeg et kærligt los i røven.
Det er et af mine livsvilkår, og jeg skal nok mit mål. Hallo! Jeg når altid mine mål!