Endnu engang står vi for skud i medierne. Ja, det er os mennesker jeg snakker om. Eller psykisk syge om man vil, men måske trække den helt derud hvor vi kalder det tikkende bomber, for det er hvad vi endnu engang bliver stemplet som.
I december måned er der sket et par episoder, som er meget tragiske og som ikke skal ske, men som desværre er en pris og konsekvens for den meget ringe psykiatri vi har i Danmark pt. Det er mennesker som betaler prisen, ikke en pengekasse.
På Folkemødet 2016 på Bornholm sagde Knud Kristensen fra SIND noget meget klogt, nemlig: ”I Danmark er det sådan, at hvis vi snakker Femernforbindelsen, så er det en investering, men når det handler om mennesker, så er det en udgift!”
Netop dette har jeg tænkt meget over, og et eksempel jeg ofte selv bruger, da det rammer plet. For når tingene går galt, så koster det mere end bare penge. Det koster menneskeliv, fremtidsplaner og langtidsindlæggelser med retpsykiatrisk behandling, som koster langt flere penge end hvis vi nu begyndte at investere i mennesker. Men det lader lidt til, at mennesker ikke har så meget værdi og det ses vel i flere sammenhænge. De mennesker som trækker det tunge læs med syge mennesker, som redder liv og sætter eget liv på spil, er også nogle af de dårligst lønnede. Og oveni det, så får de også at vide, at de ikke er gode nok til deres arbejde, fordi de ikke forudså en livsfarlig situation på et bosted. Men det handler jo i sidste ende om manglende ressourcer og kæmpe besparelser. Det er ikke altid det er vigtigt, at have en fed og lang uddannelse for, at arbejde med mennesker. Det handler om at være menneske, og se det menneske man står overfor. Medmenneskelighed kommer man rigtig langt med.
Når man så kigger væk fra de mennesker som arbejder med os, der er de mest udsatte i samfundet, så havner det i sidste ende på os. De psykisk syge!
Forleden dag havde BT lavet en pæn forside med teksten ”POLITIET SLÅR ALARM – TIKKENDE BOMBER GÅR FRIT RUNDT – SYGE ENDER SOM MORDERE!”
Jeg gider normalt ikke at købe BT eller Ekstra Bladet, men denne forside provokerede mig så meget, at jeg måtte læse artiklen. Men allerede i starten af artiklen blev jeg endnu mere provokeret og vred.
Artiklen fortalte historien om en mand som var blevet skudt og dræbt af politiet på Bornholm, efter et knivoverfald på en betjent. Forsiden lagde op til at manden var psykisk syg, men i artiklen stod der at manden ”angiveligt” var psykisk syg. Det var der jeg så begyndte, at blive vred.
Psykisk syge er nu blevet skraldemænd og for alle voldelige episoder, men hvad mange nok ikke ved er, at sandsynligheden for, at blive slået ned af en med en psykisk sygdom, er på niveau med at blive ramt af et lyn (kilde: Psykiatri Fondens bog Stigma)
Stigmatiseringen af psykisk syge er blevet blæst voldsomt op. Selvfølgelig skal man gøre opmærksom på, at psykiatrien er rigtig dårligt stillet, hvilket også har konsekvenser, men måden vi bliver fremstillet i medierne er virkelig over grænsen.
Når en journalist skriver ”angiveligt” psykisk syg, så er det ikke ensbetydende med at vedkommende er psykisk syg. Men alligevel skal vi alle skæres over én kam og stemples som farlige. Men mennesker er ikke født farlige, og jeg er overbevist om, at mange af de episoder der har været, har kunne undgås hvis psykiatrien havde været på nogenlunde samme niveau som for bare 10 år siden.
Jeg kan tage et helt klart udgangspunkt i mig selv. I 2005 eskalerede mit liv og min psykiske tilstand forværredes på meget kort tid. Der var nogle problemer med systemet og måden, at håndtere tingene på, men ikke så vanskelige at der ikke var muligheder. I 2006 er jeg så syg at jeg bliver indlagt på lukket afdeling på Frederiksberg Hospital (dengang D2Øst). Det var en syv måneder lang indlæggelse, da jeg både var til fare for mig selv og for andre. Planen var at jeg skulle overflyttes til Sct. Hans Hospital i Roskilde, men skulle stabiliseres først. Det tog syv måneder at stabilisere mig, hvilket var nødvendigt. Overførslen til Sct. Hans var ikke nem, og jeg pendlede det første stykkede tid mellem åben og lukket afdeling. Men stabiliseringen gav pote og jeg blev klar til et længere og meget intensivt kognitivterapeutisk forløb. Et forløb som varede i godt to og et halvt år. Tre års indlæggelse tog det for, at jeg kunne være ude i en normal verden, og det var ikke engang slut der. Jeg flyttede ind på Egholt i 2010 og boede der frem til april 2016. Jeg var igennem 11 års hospitals- og institutionsbehandling før jeg var klar til, at komme ud og stå på egne ben.
Jeg var en tikkende bombe før jeg kom i behandling. Jeg var farlig for mig selv og for andre, men på det tidspunkt fungerede psykiatrien langt bedre end den gør i dag. Jeg tænker ofte på de mennesker som sidder i samme situation som jeg gjorde for 11 år siden. De har på ingen måder de samme muligheder som jeg havde, og uden min behandling var jeg aldrig kommet ud på den anden side.
Jeg er et bevis på, at rette behandling og investering af tid og penge kan gøre en forskel på den lange bane. Men som tingene er nu, er det ikke muligt at komme ud på den anden side ved hjælp af behandling, for mulighederne er der ikke.
Jeg synes det er tragisk, at tænke på de mennesker som bliver tabt i dag pga. manglende ressourcer og besparelser i psykiatrien, og jeg føler mig heldig for at jeg blev syg på det rigtige tidspunkt.
Jeg er ikke født ond eller farlig, men min sygdom gjorde mig farlig. I dag skal man ikke frygte at møde mig på gaden, med mindre man er bange for et smil fra en forbipasserende.
Det er muligt for alle at blive tikkende bomber, det behøver man ikke at være psykisk syg for. Alle mennesker kan drives derud hvor man mister kontrollen.
Ca. hver anden dansk familie kommer i berøring med psykisk sygdom på et eller andet tidspunkt. Prøv at se på din vennekreds. Hvor mange tikkende bomber og kommende mordere er der derimellem? Indtil videre har jeg ikke selv støt på nogen i min.