Hvem har egentlig ansvaret for ens ve og vel? Det har vi i bund og grund selv. Vi kan sagtens lægge det fra os når livet er for svært og tankerne og beslutningerne for uoverskuelige, og lægge det over på andres skuldre. Men hvor fornuftigt er det? Tjaah… En gang imellem er der grund til det.
Grunden til dette indlæg er nogle af de tanker, jeg har gjort mig de sidste par måneder.
En psykolog spurgte mig, ”Hvem har ansvaret for dig, Maria? Hvem er ansvarlig for om du har det godt?” Det provokerede mig, men det var kun godt. ”Mig selv”, svarede jeg og psykologen nikkede. ”Jamen, hvorfor pålægger du så andre ansvaret for dit ve og vel?”
Øhh… den havde jeg ikke lige tænkt på. Sådan har jeg i hvert fald ikke selv set på det – men det er også svært at se når man står midt i orkanens øje. Men der skal også nogle helt andre øjne på for at kunne se det. Så derfor begyndte jeg at skrive ned, hvad jeg har lyst til og brug for. Hvad gør Maria glad? Hvad får Maria til at falde til ro?
Jeg har valgt at jeg ikke vil igennem flere psykologforløb. Jeg har brug for ro og for at trække vejret. Det kan jeg ikke hvis jeg skal til behandling en gang om ugen.
Jeg vil så gerne hjælpe andre, der står i min situation, men jeg er ikke sikker på at jeg har psyken eller overskuddet til det. Jeg har brug for at være egoistisk. Men er det egoistisk at tage hensyn til sig selv? Nej, vel?
For mig giver det mening at blogge. Det er mit frirum, hvor jeg kan komme af med tankemylder, følelser og vrede. Det giver mening at oplyse om psykisk sårbarhed og dele mine personlige erfaringer.
Hvad med dem, der uddanner sig inden for sundhedsvæsnet, psykiatrien og har med mennesker at gøre? Har de ikke også et ansvar? Jo, selvfølgelig har de det, efter min mening. Hvis man uddanner sig til enten psykolog, psykiater, læge, SOSU, sygeplejerske eller socialrådgiver, eller andet inden for den verden, så har man et ansvar over for sine medmennesker, sine patienter.
Jeg har oplevet at blive svigtet af både en psykiater og en socialrådgiver. I min optik tog de ikke deres ansvar alvorligt. Jeg kunne lige så godt have stået og råbt ad en dør begge gange. Når jeg ikke bliver lyttet til, så falder min tillid til de professionelle. Jeg mener, at deres ansvar var at lytte til mig, tage mine bekymringer alvorligt og komme med løsningsforslag – ikke pålægge mig opgaven selv at finde ud af, hvad der så skulle ske. Det havde jeg slet ikke psyken til.
Hvad med dine forældre, Maria?
De har taget en stor del af læsset. Det kan godt være at de har gjort mig en bjørnetjeneste ved at tage skåne mig og tage nogle af de konflikter, der har været. Men det er en balancegang. Det har heller ikke været nemt for mine forældre at skulle tage beslutninger, når jeg selv har smidt håndklædet i ringen og tæt på at opgive slåskampen. I de sidste to år har jeg besluttet hvordan mit sygdomsforløb skulle håndteres og har taget ansvaret langt hen ad vejen.
Min personlighed er et resultat af måden mine forældre har opdraget mig på. Min familie og omgangskreds, og de mennesker der har været en del af mit liv, men ikke længere er det, er en del af min udvikling som menneske, ligesom de gode og knapt så gode oplevelser, jeg har gjort mig gennem årene.
For at komme tilbage til det med at fralægge sig ansvaret. Jeg har af den omtalte psykolog fået at vide, at jeg har en personlighedsforstyrrelse. Jeg blev noget rystet, da jeg fik det at vide. Men – det er ikke en diagnose. Det er en forklaring på, hvorfor jeg agere og handler som jeg gør. Det hedder ”Dependent Personlighedsstruktur”. Det er en mental forstyrrelse, der er udviser sig ved at man er meget afhængig af andre mennesker, bange for at være alene og ikke kan klare sig selv, og har svært ved at træffe egne beslutninger og stille krav til andre.
Det gav egentlig god mening, da han forklarede mig det, for der var flere af punkterne, jeg kunne nikke genkendende til, og det skræmte mig faktisk. Set i bakspejlet kan jeg godt se, hvor afhængig jeg har været og stadigvæk er, af andre, især mine forældre. Det er hændelserne og traumerne, der har været årsagen til at jeg er som jeg er. Man kan sagtens få psykologhjælp for det, men det handler i bund og grund om en selv. Det er der, det starter. Jeg skal frigøre mig, helt stille og roligt, i mit tempo. I denne her situation skal jeg faktisk være egoistisk og kun fokusere på mit ve og vel.
Jeg kan mærke i krop og sind, at jeg har brug for et pusterum. Jeg har brug for ro og bøger og musik og naturen, som det er lige nu. Jeg har brug for at udfordre mig selv, og jeg har brug for at tage ansvar over mit liv. Jeg tog ansvar, da jeg valgte at komme i virksomhedpraktik for tre år siden. Jeg tog ansvar, da jeg besluttede at starte som blogger og dele ud af mit liv og erfaringer og lære af andre.
Der er rigtig mange ting, jeg gerne vil, og som angsten har været en hæmsko for. Hvis jeg havde haft ressourcerne til det, så flyttede jeg. Og jeg vil flytte langt væk. Helt mentalt er jeg allerede flyttet. Jeg vil have luft under vingerne, albueplads og højt til himlen. Ud på landet. Eller over mod Vesterhavet.
Jeg har tidligere tænkt uddannelse, og det gør jeg på sin vis stadigvæk. Jeg har tænkt ud af boksen, og måske skal jeg slet ikke den vej, som jeg troede. Min krop og mit sind er i oprør oven på de sidste par måneder. Ssshhh… rolig. Træk vejret. Mærk efter i maven, hvad der føles godt. For hvis intuitionen er positiv, er det det man skal gå med. Der er uden tvivl nogen, der mener, det går for langsomt, men jeg ved af erfaring, at når farten bliver sat op, så gør presset også, og så er det jeg kollapser. Så skal jeg starte forfra igen, og lige nu vil jeg bare gerne videre med mit liv.
Det er nemmere sagt end gjort, at springe ud i livet og erobre verden. Men det betyder ikke, at jeg ikke vil prøve. Jeg ser mig selv som en linedanser, der skal over wiren. Balancen er der ikke helt og et par gange må jeg standse op, og endda tage et par skridt bagud og starte forfra. Jeg må stå stille og finde fodfæstet, inden jeg fortsætter. Jeg når mit mål, når jeg er der. Det skal ikke gå stærkt, det skal foregå i mit tempo. Ellers falder jeg ned.
Foto: Privat. Solnedgang mellem Ringkøbing Fjord og Vesterhavet, efterår 2019.