Jeg har længe fulgt med i bostedsdebatten, og har forsøgt at holde tungen lige i munden og stille mig kritisk over for hvad politikerne egentlig har tænkt sig.

 

Jeg håber i den grad at politikerne har fået en mental hjerneblødning, og taler af uvidenhed og ikke af mangel på menneskelig respekt. Der er nogen som har fået den ”fantastiske” idé, at der skal laves et botilbud som er en mellemstation, mellem en indlæggelse på psykiatrisk afdeling og et kommunalt botilbud. Her skal der så bo mennesker med udadreagerende adfærd, som ikke kan rummes i et almindeligt botilbud. Der er også lagt op til, at der må bruges tvang og at man må låse beboerne inde.

Det er så her at jeg bliver helt tabt og rigtig forarget. Når man bor på et bosted af hvilken som helst art, så er det ens hjem. Ens hjem er der man skal føle sig tryg, det er der man skal have det godt med, at være og hvor man kan være den man er. Det er ikke her man skal låses inde, spændes fast til en seng eller blive tvunget til, at tage sin medicin. Det hører i den grad til på en psykiatrisk afdeling.

Hvem er det menneske som i første omgang er kommet med det forslag? For menneskelighed er der i hvert fald ikke skyggen af.

Jeg har igennem 11 år boet på forskellige bosteder og være indlagt på forskellige afdelinger. Jeg har oplevet overfald og trusler på personale og andre beboere, og situationer som har udviklet sig i en retning, hvor politiet er blevet tilkaldt. Det er voldsomt ingen tvivl om det, men jeg har oftest oplevet at personalet har handlet professionelt og på en menneskelig måde. De mennesker som arbejder på bostederne, er mennesker der gerne vil gøre en forskel. De vil gerne hjælpe nogle af de svageste i samfundet til, at få et værdigt liv på trods af, at det skal foregå på en institution. Jeg har altid fået at vide, at det var mit hjem og det også skulle føles sådan. Jeg har været udsat for magtanvendelser, men kun når det har været helt derude hvor der ingen anden mulighed var. Men jeg er alligevel altid blevet behandlet med ligeværd og respekt.

Jeg blev, i januar 2010, udskrevet fra Sct. Hans hospital i Roskilde, efter to og et halvt års indlæggelse. Det var en indlæggelse som i den grad var nødvendigt. Når jeg fortæller om det i dag, så er folk ved at falde ned ad stolen. Hvordan er det overhovedet muligt? Det er det heller ikke. I dag! Der er blevet sparet så mange penge i psykiatrien, at man har lukket det meste af Sct. Hans. Sct. Hans blev brugt som langtidsbehandling og et sted, hvor man gav sig tid til patienterne. Det findes ikke mere.
I slutningen af 2009 medvirkede jeg i to nyhedsudsendelser, hvor jeg sammen med en medpatient, fortalte om tiden på Sct. Hans og den forskel det havde gjort. Disse nyhedsudsendelser kom i forbindelse med store besparelser i sundhedssektoren og herunder psykiatrien.
Siden da har besparelserne fortsat i en lang uendelighed, og nu undrer politikerne sig over hvorfor der sker så mange overfald og drab på bosteder. For mig er det indlysende. Sengepladserne er så få i forhold til det antal behandlingskrævende psykisk syge, vi har i Danmark. De er ikke i stand til at bo for sig selv og de er egentlig også for syge til, at bo i et botilbud, men der er ikke plads på de psykiatriske afdelinger, så det ender ud med et botilbud, som jo bliver deres hjem. Men bostederne er ikke altid gearet til den gruppe beboere, da de egentlig er behandlingskrævende i psykiatrisk regi. Bostederne har ikke noget valg og de må behandle ud fra den behandlingsmetode de bruger, om det så er socialpædagogisk, miljøterapeutisk eller kognitivt. Men hvem gavner det, at have en beboer som faktisk ikke er i stand til, at være i det tilbud? Ingen vil jeg mene.

Når en beboer kommer så langt ud i en psykisk tilstand hvor alt fornuft er væk, og hvor realitetssansen er så minimal, at man handler impulsivt så skal man slet ikke være på et bosted, så skal man være indlagt.
Men hvem er det så der bestemmer om en indlæggelse er nødvendig? Det er den psykiatriske skadestue. De råder over et antal senge, og når der ikke er flere senge, så må de vælge ud fra hvem der er mest syg. Jeg har ofte hørt om beboere der er blevet sendt tilbage til deres bosted, med begrundelsen ”du er under opsyn 24 timer i døgnet, så vi kan ikke tilbyde dig mere og derfor vurdere vi at du godt kan tage hjem!” Bare fordi man bor på et bosted er det ikke ens betydende med, at man ikke har brug for, at være indlagt. Tvært imod. En indlæggelse kan gøre, at man hurtigere bliver klar til, at kunne modtage behandling i et botilbud og, at tingene ikke får lov at fortsætte i en negativ retning.

Faktum er lige nu at vi står i en rigtig dårlig situation med rigtig mange syge mennesker, som ikke kan få den hjælp der faktisk er den bedste, og derfor sker de tragiske ting på bostederne.
Alle råber på handling og forslaget om en ny type bosted bliver smidt på bordet. Det er jo fint at der bliver tænkt over tingene, men hvor langt har man i virkeligheden tænkt?
Botilbuddene hører under Serviceloven og psykiatrien hører under Psykiatriloven. Men denne nye type botilbud, hvilken lov skal de høre under? Jeg spurgte Danske Regioner i forbindelse med et Tweet på Twitter. Jeg fik at vide, at det ville kræve en lovændring. Det var der jeg blev skeptisk. Meget skeptisk. Når der skal ske en lovændring, så skal den først laves, fremlægges og igennem Folketinget til afstemning et hvis antal gange. Det vil i så fald tage meget lang tid før der overhovedet kunne blive sat noget i værk.

Jeg forslog så Danske Regioner, at man kunne åbne en del af de nedlagte sengepladser i stedet for, da der ikke behøvede en lovændring til det, men en forholdsvis hurtig handling. Jeg hørte ikke mere fra Danske Regioner.
Det vil koste statskassen rigtig mange penge, at søsætte en ny type botilbud til psykisk syge, og så vil det ikke engang være sikkert at det fungerer. Men hvis der var flere sengepladser på de psykiatriske afdelinger, mere personale og højere faglighed og efteruddannelse, ville chancerne for bedre behandling være langt større. Jeg synes det er rigtig ærgerligt, at man hele tiden skal tænke nyt, i stedet for at se på hvad der i virkeligheden virker.

I sammen omgang så er det også fagfolk, som indbyrdes diskutere hvad der skal være af tiltag, og medierne som forsøger at give befolkningen et lille indblik i hvad der sker. Men er der nogen som har overvejet at spørge de mennesker som lever i miljøerne til daglig? Hvad tænker de? Hvad er deres behov? Hvad synes de kunne være en løsning? Det er trods alt dem som kan mærke det og ved hvad der virker. Men også for os tidligere beboere på bostederne, for hvad har virket for os? Hvad har gjort at vi har, kunne komme igennem?
Dem som arbejder med denne beboergruppe vil også være oplagte kandidater til, at vide hvad der kunne være af tiltag. Det er dem som har relationerne til beboerne, dem som går på arbejde hver dag for, at gøre en forskel, dem som kæmper for en af de svageste grupper i Danmark.

Jeg er forarget, jeg er vred og ikke mindst ked af det, på vegne af de beboere som, muligvis, kommer til at opleve det som politikerne fremlægger. Det vil være katastrofalt og en kæmpe fiasko, hvor en masse mennesker vil blive frarøvet et værdigt liv.

Nogle vil måske kalde mig unuanceret, sortseer og pessimist. Jeg vælger at kalde det noget så enkelt som realist med erfaringer på egen krop.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.