Det her har været et svært indlæg at skulle skrive, fordi ensomhed for mig har været forbundet med skam. Følelsen af at være uelsket og uønsket. Følelsen af at hele verden er imod mig. Det ved jeg godt ikke passer, men det har føltes sådan.
Jeg har aldrig følt mig så ensom og alene, som jeg gjorde, da han flyttede. Jeg har aldrig følt mig så ensom, som jeg gjorde, da jeg stod med traumer og senfølger efter det seksuelle overgreb. Jeg har aldrig følt mig så ensom, som jeg gjorde, da min gudmor døde. Den sorg, der ramte mig, var ubeskrivelig. Det er den stadigvæk.
Jeg tænker ofte på det. At flygte. Bare stikke af fra det hele. Lad lortet ligge og starte forfra et andet sted. At flygte fra tankerne, og alt det, der gør ondt.
Jeg overskred en stor grænse i begyndelsen af oktober. Jeg skrev en besked til forfatter Katrine Engberg på Instagram – og hun svarede sgu tilbage!!
Jeg er stadig helt høj. Det kom sig af, at hun var blevet interviewet på Aftenshowet om hendes ”livsledsager”, ensomheden. Et vigtigt og også relevant emne, synes jeg, især i disse coronatider. Det ville da klart være det nemmeste at flygte fra ensomheden. Katrines personlige beretning om ensomhed ramte mig og gav mig lyst til at skrive dette indlæg. Ensomheden har også givet mig lyst til at flygte fra virkeligheden.
Det krævede lidt mod og rygrad at skrive til Katrine, men jeg fulgte min mavefornemmelse. Så det har jeg så gjort igen. I sidste uge, d. 11., var både Rane Willerslev, og Vikings-skuespilleren, Alex Høgh Andersen så i Go’ Morgen Danmark sammen med en ung pige fra Ungdommens Røde Kors og fortælle om unge der sloges med psykisk sårbarhed og hvad der kan følge med af sorte tanker. Jeg kunne sgu ikke lade være med at blive rørt og fælde en tåre. At høre både Alex’s og den unge piges historie om angsten, flugten fra den og nedturen og de efterfølgende dystre tanker, vækkede mange stærke følelser i mig. Så jeg skrev tak, både til Go Morgen Danmark og til Alex. Tak for at have sat fokus på unge med de her problematikker, respekt for at være ambassadør for Ungdommens Røde Kors. Rane Willerslev fortalte også om sin nedtur, og en ung dreng fortalte om hvordan Rane havde hjulpet ham op af det sorte hul.
For fire år siden, da jeg røg ned efter overfaldet, mærkede jeg ensomheden. Det var som en stor, sort sky, der hang hen over mig; som en dyne af angst, uro, ængstelighed, vrede og afmagt. Jeg genoplevede overfaldet og kunne ikke snakke med nogen, andre end min psykolog om det. Jeg turde ikke betro mig og jeg havde ikke nogen at støtte mig til. Der var ingen i min omgangskreds, der havde prøvet det, jeg havde været udsat for, og ingen sagde, ”jeg ved hvordan du har det”. Jeg følte mig så alene, at jeg trak mig fra venner og familie. Jeg var ked af det og ensomheden fyldte i sindet. Jeg havde brug for nogen at kunne spejle mig i, men jeg var alene.
Det var så skamfuldt for mig at være ensom, men det var endnu mere skamfuldt at være offer for seksuelt overgreb, der tilmed satte min tillid til mine medmennesker, og især mænd, over styr.
Tilliden er endnu ikke helt tilbage. Det tager lang tid at genoprette sig selv efter et overfald, og endnu længere tid at genvinde tilliden til mænd og få ensomheden lagt bag mig.
Ensomheden er for mig en grund til eskapisme. Jeg mærker ensomheden. Det er lidt forskellige for hvornår den dukker op. Men den har været aktiv her i coronatiden.
Ensomheden listede sig ind i mit liv, da landet lukkede ned i marts. For mig har det været sindssygt hårdt at være psykisk sårbar under coronakrisen. Isoleringen og afstanden til familien har været som at få Thors hammer banket ind i mellemgulvet.
Vi snakkede om mental sundhed og psykisk sårbarhed på forfatterskolen i både sidste uge og forrige uge, og en af de andre kursister gav udtryk for at der bliver talt for lidt om det og sat for lidt fokus på det fra mediernes side. Det, der fylder mest lige nu i medierne, er corona, præsidentvalget i USA og sexismedebatten herhjemme.
Det gav mig lidt at tænke over, og det er sgu rigtigt. Og så begyndte jeg at tude. Lige pludselig blev jeg overvældet af følelsen af ensomheden igen, og jeg ville bare have et kram. Jeg kunne mærke på de andre på holdet, også underviseren, at det var svært at holde igen med knusene. Men vi kunne da få en god snak om, hvordan coronaen har været en stopklods for mange ting, både personligt, socialt, osv.
Da jeg var teenager, var jeg ensom. Jeg blev mobbet og holdt udenfor. Siden dengang har jeg haft svært ved at knytte tætte relationer, fordi jeg ikke stoler på folk. Da min gudmor døde og folk faldt fra; vendte mig ryggen og brugte min sygdom som undskyldning, var jeg ensom. Da min bedste ven flyttede i sommer, var jeg ensom. Det er jeg egentlig stadigvæk, til tider. Jeg føler mig ensom, når jeg bliver ekskluderet for diverse begivenheder. Jeg har ikke brug for, at andre tager en beslutning på mine vegne; jeg er voksen, så det kan jeg sagtens selv finde ud af.
Jeg har da tit haft lyst til at skride fra det hele. Bare stikke af og ikke kigge mig tilbage. Men hvad kommer der ud af det? Problemerne blev jo ikke løst af den grund. De satte sig fast som en knude i maven og satte sig som tankemylder og dårlig samvittighed i hovedet. Jeg har ikke altid været god til at håndtere konflikter, så jeg har ladet som om, at jeg har haft det fint, selvom jeg i virkeligheden var til at gå til af frustration. Og når jeg så har sagt fra og har vist mig fra en anden vinkel, hvor jeg giver modstand, så går folk nærmest baglæns og bliver konfliktsky. Det er ensomt. Man kan ikke løse en konflikt, ene mand. Så her har jeg også stået alene og følt mig ensom. Det mister man både venner og tillid på.
Jeg kan anbefale at I går ind og ser Aftenshowet d. 30/9, eller læser det flotte interview med Katrine Engberg i Alt for Damerne, udgivet d. 1/10, og også ser Go Morgen Danmark sendt d. 11/10. Både Alex Høgh Andersen, Ungdommens Røde Kors og Rane Willerslev sætter fokus på mental sundhed.
Foto: Privat