For 10 år siden fortalte jeg mit livs største hemmelighed for første gang. Det var også startskuddet til tre års indlæggelse i psykiatrien. Jeg troede aldrig at jeg skulle fortælle den største hemmelighed til andre end de nærmeste fortrolige. Men man kan ikke altid vide hvad fremtiden bringer, og i onsdags under et foredrag fik jeg sat ord på for første gang til nogen jeg ikke kendte
”Jeg blev seksuelt misbrugt som barn”
Det vigtige i det her, for mig, er at sige at det ikke har været min far. Jeg synes klart at min far er en klovn og jeg bruger heller ikke min tid på ham. Men han ville aldrig kunne finde på at gøre mig noget, og han skal ikke kunne mistænkes for noget en anden mand har gjort.
Det har taget mig 10 år at kunne sige det. Jeg har i rigtig mange år følt skyld og skam over de ting som var sket, og det jeg havde så svært ved at snakke om, selv med de tætteste kontaktpersoner og behandlere. Men nu er jeg nået til et punkt hvor jeg tør sige det højt, da det er en del af mit liv og det har også haft stor betydning for det menneske jeg er i dag.
I dag lægger jeg ikke så meget vægt på hvad der skete for mange år tilbage, men hvad det har af konsekvenser for mig efter jeg er blevet voksen. Det har haft kæmpe konsekvenser for mig, og har det uden tvivl stadigvæk. Der er ting jeg skal leve med resten af mit liv, og ting der ikke kan rettes op på men som jeg kan håndtere på andre måder.
Min evne til at stole på andre mennesker er næsten ikke eksisterende. Normalt så tror man på det bedste i folk, men for mig er det helt omvendt, for folk skal bevise over for mig at de ikke vil gøre mig noget ondt, men faktisk bare vil mig det godt. Det har kostet nogle relationer men har også gjort at de mennesker, som virkelig er kommet ind under huden på mig, ved hvor meget jeg er der for dem og hvor stor tilliden til dem er.
En meget stor del af min barndom kan jeg ikke huske. Det er meget få gode minder som jeg husker, hvilket til tider kan være svært, da jeg ved at der har været mennesker i mit liv som virkelig har været der. Når jeg sidder og kigger på barndomsbilleder, så er der ingen tvivl om at min krop reagerer med glæde når jeg ser billeder fra ferier i Jylland, og hvor tæt jeg var på den ekstra familie jeg havde derovre og stadig har.
Min krop og mit sind har ikke kunne rumme alt det som skete, og derfor har den fortrængt meget af det, og jeg ved ikke om jeg nogensinde får de minder igen. Men det hjælper at vide at de gode stunder har været der.
Jeg kæmper daglige kampe og har en PTSD jeg skal tage hensyn til. Det er de færreste som lægger mærke til hvad der egentlig påvirker mig, men det er meget små ting. Jeg har meget svært ved lugten af stegt flæsk med persillesovs, døre som bliver smækket i, pludselige hurtige bevægelser, meget tæt fysisk kontakt med mennesker jeg ikke kender. Dage er det så slemt at bare min mobiltelefon ligger på bordet og bipper eller vibrer så farer jeg op. Min krop er altid klar til kamp.
Jeg har et autonomt nervesystem der er så ødelagt at der er basale ting jeg ikke mærker. Jeg føler stort set aldrig sult, når jeg har haft lungebetændelse og høj feber, så har jeg stadig rendt rundt og spillet fransk klovn. Pt. har jeg et blodtryk der er så højt at lægerne på hjerteafdelingen i Slagelse undrer sig over at jeg ikke er mega dårlig. Der er ingen tvivl om at massiv omsorgssvigt og de seksuelle overgreb har ødelagt noget.
Jeg kunne godt sætte mig ned i et hjørne med armene over kors og sige ”det er også synd for mig, jeg magter ikke mit liv!” men jeg har taget et valg. Jeg har valgt at leve mit liv som jeg gerne vil. På trods af alt hvad der er sket i min barndom, og som har ført til psykisk sygdom og mange års indlæggelse og institutionsliv, så er der ikke noget af det som skal have lov til at ødelægge mig nu. Alle de ting som har store konsekvenser for mig i dag, skal jeg leve med resten af mit liv, og så må jeg bruge det til noget konstruktivt og ikke blive irriteret over det. Som min tidligere psykiater sagde til mig ”Louise, hvis din barndom ikke har, kunne slå dig ihjel, så er der intet der kan!” og det er det jeg lever efter i dag.
Jeg er ikke færdig med at bearbejde alle de ting jeg har oplevet, og bliver det måske heller aldrig, men så længe jeg har det godt, og kan leve et liv hvor det ikke påvirker mig så meget at det ødelægger min hverdag, så er jeg tilfreds.
Ofte handler det om at vælge hvor man gerne vil hen. Der vil altid være bump og huller på min vej, men jeg bliver bedre og bedre til højde- og længdespring. Men jeg har også mine perioder hvor jeg er påvirket af traumer og senfølger, men perioderne er så små efterhånden at jeg kan håndtere det selv, også uden at gå i stykker.
Det har krævet mange samtaler, mange fortrolige timer med kontakpersoner, mange op- og nedture, angstanfald, vredesudbrud og hvad der ellers har været. Det har været en kamp som jeg har kæmpet med næb og klør, men også en kamp som har gjort mig langt mere stærk og hårdfør. Det har været med til at jeg har lært mig selv at kende.
Mod alle odds har jeg kæmpet mig op til reliensbegrebet hvor jeg nu blomstrer som et mælkebøttebarn.
Jeg er underlagt noget lovgivning som gør at jeg ikke må oplyse ret meget, og det er i og for sig også fuldstændig irrelevant i denne sammenhæng. Men det har været en omsorgsperson som jeg har haft tæt i min hverdag.